Ukraine har store ambitioner på det økonomiske punkt, og landet er klar til udenlandske investeringer, sagde Ukraines præsident til World Economic Forum.
Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij havde fokus på en række ting, da han onsdag talte ved World Economic Forum i den schweiziske by Davos. Han slog på, at Ukraine er et oplagt sted at investere, da landet er billigt, veluddannet og godt positioneret geografisk.
Ukraine har også brug for investeringerne, skriver Kyiv Post. Mediet gør opmærksom på, at Ukraine kun har tiltrukket 337 milliarder kroner i udenlandske investeringer siden selvstændigheden i 1991. Nordea skriver, at Danmark for eksempel havde udenlandske investeringer (indadgående investeringer) for cirka 12 milliarder kroner i 2018, mens Ukraine med en befolkning på cirka 40 millioner havde for 15,5 milliarder kroner.
Zelenskij lod eventuelle investorer forstå, at Ukraine har flyttet sig markant siden tiden med den tidligere præsident Viktor Janukovych fra før Maidan Revolutionen i 2014. Hvis investorerne ikke slår til nu, vil de miste muligheden for at gøre en god investering.
Store privatiseringer
Den ukrainske præsident sagde, at Ukraine er i gang med at privatisere over 500 statsejede virksomheder og er i gang med en landreform, der skal gøre det muligt for at opkøbe landbrugsjord. Ukraine vil tilbyde store udenlandske investorer beskyttelse og give dem fem år med ingen skat, hvis de køber et statsejet firma.
“Vi har mere end tre styrker og eksempler på ting, som vi meget gerne vil diskutere med vestlige investorer – det er ikke bare varme ord. Kom gerne og vi vil beskytte jeres investeringer. Vi tilbyder en investerings ‘barnepige’ til alle med en investering over 100 millioner dollar… Det er en manager, der kan snakke fem sprog og er til rådighed 24 timer i døgnet,” sagde Zelenskij ifølge Kyiv Post.

Du kan se Zelenskij snak om Ukraine her.
Ukraine er klar til at stoppe krigen
Zelenskij blev interviewet af Klaus Schwab, der der professor og stifter af World Economic Forum. Schwab havde også en række spørgsmål om krigen i Donbass-regionen, der brød ud i 2014, da separatister med støtte fra Rusland løsrev dele af regionen. Det påvirker nemlig investorernes lyst til at investere. Zelenskij gjorde det klart, at han er klar “til at stoppe krigen i dag”, men at det ikke kun er op til ham.
Senere blev præsidenten spurgt ind til, hvordan han ser på stabiliteten i verden.
“Jeg ved mere end nogen anden, hvad jeg snakker om. Mit land har stået med en krig i seks år. Det er seks år siden, at Rusland annekterede vores territorium. Det sker på trods af tusindvis af internationale lovtekster og hundredvis af organisationer har forsøgt at forsvare det. Det er en ny normalitet, som vi nu har. Så ja. Verden har samlet sig for at adressere det… det er bare ikke nok,” sagde Zelenskij ifølge Unian.

Vil stadig være med i EU
Til World Economic Forum slog Volodimir Zelenskij også fast, at Ukraine er klar til at træde ind i EU. Siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014, og der brød krig ud i Donbass-regionen samme år, har flere dog været lidt forsigtige med at melde det ud.
“Vi ser vores fremtid i EU. Hvad skal EU gøre? Bare give Ukraine lov til at blive et EU (medlem). Det er meget komplekse ting, selv om de ser ud til at være simple… Vi støtter vejen mod EU… men EU skal også ville det,” sagde Zelenskij ifølge Unian til World Economic Forum og sagde, at det store spørgsmål ikke er, om Ukraine bliver medlem, men om EU giver Ukraine status som et ligeværdigt land.
“Et stort land (Storbritannien) har lige forladt (EU), måske er det tid til, at Ukraine indtræder.”