Photo by Hack Capital on Unsplash

Det ukrainske it-sektor klarer sig godt og er i øjeblikket i gang med at tiltrække sig hviderussiske it-folk til landet. Den ukrainske præsident slår fast, at han ikke vil røre ved sektorens favorable fordele, og det kan understøtte den rivende udvikling, som sektoren i øjeblikket oplever med vækst på 30 procent om året. 

Ukraine er i gang med et større omlægning af it-sektoren, som vi hos Ukrainenu tidligere har skrevet om. Der har været usikkerhed omkring, hvorvidt den favorable it-iværksætterskat på blot fem procent ville forsvinde, men ifølge UBN slår den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij fast, at det ikke vil ske. 

”Denne industri udvikler sig i landet ikke på grund af statsstøtten, men på grund af ukrainernes intelligens. Et af de skridt, som staten kan tage, er ikke at øge skattebyrden for denne (IT) industri,” sagde den ukrainske præsident. 

“Alle siger: ‘Vi har brug for ærlige skikke, ærlige retshåndhævende myndigheder, vi er nødt til at overvinde korruption.’ Vi forstår alle, at den menneskelige faktor er meget vanskelig at lave om på. Men digital- og it-industrien kan gøre det.”

Den nye udmeldelse må komme kærkommen for de it-folk, som tidligere har været nervøse for, at staten vil tage for meget kontrol over sektoren, som nyder stor succes. I den seneste tid er der kommet en række positive it-nyheder. 

Folk kommer fra Hviderusland

På grund af den politiske uro i nabolandet Hviderusland efter præsidentvalget ser det blandt andet ud til, at Ukraine vil være i stand til at tiltrække flere it-folk fra Hviderusland, som gerne vil væk. Det er især de gode skattefordele i Ukraine, de høje lønninger og de nemme visa-regler, som trækker hviderusserne til. 

Derudover er der gode nyheder omkring Kyivs Unit.City, der er et byggeri for it-industrien. Her er fem store bygninger ifølge UBN i øjeblikket ved at blive opført på hele 20.000 m2. 

Det er planen at byggerierne vil være færdige om 18 måneder, og allerede nu er næsten alt lejet ud. Blot 21 af de i alt 2.500 lejemål er stadig til leje. På grund af den enorme succes er der også planer om at udvide med et lignende koncept i blandt andet Kharkiv og Lviv. De ventes også at åbne næste år, men er noget mindre.  

Ifølge Ukrainian Venture Capital and Private Equity Association var den totale investering i nye ukrainske it-virksomheder sidste år på 510 millioner dollar. 

Ukrainsk app klarer sig godt

Der er noget, der tyder på, at den ukrainske it-sektor klarer sig godt i øjeblikket. Den Kyiv-baserede app Restream har trukket hele 50 millioner dollar til sig i investeringer. Restream er en app med fokus på streaming. Det skriver UBN

”I dag er live streaming vigtigere end nogensinde – denne pandemi har fjernet enhver type personlig begivenhed med rod – koncerter, konferencer, klasser,” sagde Alex Khuda, medstifter og administrerende direktør for Restream.

Og det er ikke kun Restream, der klarer sig godt. Reface, der også er baseret i Kyiv og som giver dig mulighed for at tage en selfie og sætte ind i videoer med kendte, er blevet kendt i hele verden. I øjeblikket er den blevet den mest downloadede app til Apple-produkter i USA. Blandt andet foran Netflix. 

”En ukrainsk iværksættervirksomhed har aldrig været nummer et i USA. Det er sejt, at appen er blevet viral og populær ikke kun i Amerika, men også i mere end 100 lande rundt om i verden,” siger Roman Mogilny, administrerende direktør for Reface ifølge UBN.