Illustration: Vektor Kunst / Pixabay.com.

Problemet med misinformation verden over er ikke blevet mindre af den igangværende pandemi. Heller ikke i Ukraine. 

“Fake news om virussen spreder sig meget hurtigere end virussen selv.”

Sådan lyder det fra den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij, der har bedt befolkningen om ikke at tro på de mange falske informationer, der er i omløb for tiden. I stedet henstiller han til, at man får sine informationer fra offentlige kilder. Det skriver Unian.

I en tale onsdag sagde præsidenten, at der blandt andet går et rygte om, at der er 400.000 patienter med corona-virus i Ukraine. Denne påstand er ifølge præsidenten løgn, og det officielle tal er da også noget lavere.

Ifølge myndighederne er der nemlig kun 16 bekræftede tilfælde og to dødsfald som følge af virussen. Det tal har fået en del kritik for at være alt for lavt, men det er formentlig mere rigtigt end 400.000, da der på verdensplan er registreret omtrent 220.000 tilfælde.

Virus-overblik 

Den ukrainske regering har allerede taget vidtgående midler i brug for at bremse smittespredningen. Blandt andet er nærmest alt offentlig transport lukket inklusiv flytrafikken – også den internationale.

Alle caféer, barer, skønhedssaloner, restauranter, biografer og så videre er lukket. Indtil videre vil disse restriktioner løbe til den tredje april. Dog har myndighederne også gjort lidt for at imødekomme udlændinge, der er fanget i Ukraine.

Fanget i Ukraine? Der er gode nyheder