Foto af Oleksandr Zhabin hos Unsplash

En beslutning taget af den ukrainske højesteret har fået en række antikorruptionsfolk op af stolene. Nu slår den ukrainske præsident fast, at han vil gøre noget ved det, men det er usikkert, om han har opbakning i parlamentet.  

Ifølge en række eksperter er der et internt opgør i gang i Zelenskijs administration, som har stor betydning for forholdet til vesten. Der er kræfter i Zelenskijs administration, som vil bevæge sig væk fra Vesten, kampen mod korruption og samarbejdet med IMF.

Derudover har den ukrainske højesteret fjernet kravet om, at landets politikere skal oplyse deres indkomst og formue. Det er ellers et afgørende punkt i landets korruptionsarbejde, og det har gjort Vesten utilfreds, og der er pres på Zelenskij for at gøre noget. 

”Forfatningsdomstolen returnerer Ukraine ikke engang til 2013, men til 1991, hvor der overhovedet ikke var nogen antikorruptionslovgivning… Retten har annulleret alle antikorruptionsværktøjer, der er udviklet siden Ukraine blev uafhængig,” siger Oleksandr Novikov, antikorruptionsleder.

Zelenskij vil gøre noget

Ifølge UBN har den ukrainske præsident været ude at slå fast, at der vil blive gjort noget ved afgørelsen i den ukrainske højesteret. Blandt andet har han indkaldt til hastemøde i National Security and Defense Council med hurtig afstemning i Ukraines parlamentet.

”Det elektroniske deklarationssystem i Ukraine fungerer. Udkast til love til dens fornyelse bør udarbejdes og sendes til Verkhovna Rada som presserende,” lyder det fra præsidenten. 

Den ukrainske præsident er kommet under stort pres i den seneste tid, hvor EU og IMF blandt andet har truet med at trække støtten til landet, hvor blandt andet den visa-frie adgang til EU er på spil. Derudover har Zelenskijs parti Folkets Tjener lidt et stort nederlag ved det netop overståede lokalvalg, og det er endnu usikkert, om det dårlige resultat vil skabe problemer med hans flertal internt i partiet

Ifølge Kyiv Post er det muligt, at Zelenskij vil gå hårdt til værks over for den ukrainske højesteret og fyre alle 15 dommere. 

”De ødelæggende slag, der er påført landets præstationer i kampen mod korruption og korruptionsforebyggelse i Ukraine, kan ikke ignoreres. Beslutninger truffet af enkeltpersoner, hvis handlinger bliver stadig mere socialt farlige, skal vurderes straks og grundigt,” lyder det fra avisen. 

En intern kamp er i gang

Zelenskij blev valgt som Ukraines præsident i foråret 2019, hvor han blandt andet lovede at tage kampen op mod korruption. I starten af sin periode blev han hyldet for sit arbejde, men i den seneste tid er de gode miner blevet afløst af nervøsitet. Zelenskij har i de seneste måneder bevæget sig væk fra reformkursen, ifølge flere eksperter. 

Tidligere fik Zelenskij gennemført den længe ventede landreform og bank-loven, som skulle bevæge Ukraine fremad, men derfra er arbejdet gået i stå, peger flere eksperter.

“Mindre end halvandet år siden hans indvielse ser Zelenskijs præsidentskab ud til at være i alvorlige problemer. Han ser ikke ud til at have et sammenhængende program og bør selv indse dette. Ligeledes ser Zelenskijs parti Folkets Tjener ud til at være i terminal tilbagegang med den hurtige forværring som en politisk styrke, der afspejler sidste års meteoriske fremgang,” skriver økonom Anders Åslund fra Atlantic Council i en klumme.

”En kritisk kamp er i gang i Zelenskij-administrationen, der kan markere en fatal splittelse i dens forbindelser med IMF og Vesten… Ikke alene har Zelenskij brug for at holde Sytnyk på plads (selv som en simpel symbolsk gestus mod Vesten), men nu han har brug for at slippe af med Vovk, der aktivt arbejder på at underminere Ukraines forhold til Vesten,” skriver Zenon Zawada, der er analytiker hos Concorde Capital ifølge UBN.