Der har længe været spekulationer om, hvorvidt Ukraine vil indføre en ny stram karantæne. Nu slår den ukrainske præsident fast, at det ikke kommer til at ske.
I foråret lukkede Ukraine helt ned. Den offentlige transport kørte ikke, og stort set alle butikker skulle holde lukket, mens der var ganske få fly på vingerne. Det fik Ukraine til at ligne et eller andet fra en dommedagsfilm. I de seneste måneder er antallet af corona-smittede steget kraftigt, og det har fået den ukrainske regering til at overveje genindførelsen af en hård karantæne som i foråret henover julen og ind i januar.
Nu melder den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij, at det ikke kommer til at ske. Han mener, at situationen er under kontrol i landet, og at en nedlukning derfor er unødvendig.
“Vi har modtaget forsikringer fra sundhedsministeriet om kontrollerbarheden af situationen på hospitalerne. Og jeg anbefalede, at premierministeren ikke skulle erklære en lockdown i december,” sagde Zelensky ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian.
Weekendkarantænen har virket
Ukraine indførte i november en weekendkarantæne, som betød, at alle butikker på nær supermarkeder og apoteker skulle holde lukket lørdag og søndag. I første omgang meldte regeringen ud, at weekendkarantænen havde været en fiasko, men på det seneste er den begyndt at virke. Weekendkarantænens succes er også en af grundene til, at Zelenskij råder regeringen til at undgå en fuld nedlukning af samfundet.
Lørdag blev der for eksempel registreret 13.800 nye sager, hvilket er lavere end de over 16.000, som blev registreret i slutningen af november.
Det totale antal smittede i Ukraine er på 801.716, siden pandemien ramte Ukraine. 14.724 er kommer sig i det seneste døgn, og 412.533 er blevet erklæret raske i alt. 13.421 har mistet livet på grund af virussen, siden pandemiens start.
Grænserne lukker ikke
Udlændinge har også været bekymrede for, om Ukraine kan finde på at lukke grænserne hen over julen, og derfor gøre det umuligt at komme hjem på juleferie. Den ukrainske udenrigsminister Denis Kuleba afviser, at Ukraine kommer til at lukke grænserne.
“Min position som udenrigsminister er, at det er uhensigtsmæssigt at lukke grænserne eller begrænse lufttrafikken nu. Og lockdown udgør ingen trussel mod helligdage i udlandet,” sagde han.
“I foråret var der endnu ingen virus i landet, og opgaven var at blokere kanaler for dets mulige indtrængning i ukrainsk territorium. Derfor var det fornuftigt at lukke lufthavne og forbyde udlændinge at komme ind. Nu er situationen en anden. Virussen er allerede inde i landet, som i alle andre lande. Jeg finder det upassende at indføre et forbud mod indrejse, og jeg vil forsvare denne holdning under debatter om (en ny) lockdown,” sagde udenrigsministeren ifølge Unian.