Foto: World Economic Forum / Boris Baldinger

Et nyt studie viser, at den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij stadig har stor opbakning blandt befolkningen, hvor han har dobbelt så mange støtter som den tidligere præsident.

Et nyt studie fra Socis Center og Razumkov Center viser, at den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij stadig er den mest populære politiker i Ukraine. De adspurgte svarede på, hvem de helst ville stemme på, hvis der var præsidentvalg nu.

Her var de klare i mælet.

25,6 procent vil støtte Zelenskij, mens 13,7 procent mest hælder til den tidligere præsident Petro Poroshenko, som tabte præsidentvalget til Zelenskij i foråret sidste år. Lederen af det prorussiske parti Opposition Platform-For Life, Yuriy Boyko, ville få 12 procent af stemmerne. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Unian

Den tidligere premierminister Julia Timosjenko ville få 8,8 procent af stemmerne, og dermed er Zelenskij stadig den mest populære politiker i Ukraine, selv om hans popularitet har været dalende i de seneste måneder med corona-krisen. 

Ville vinde i anden valgrunde

I Ukraine er reglerne sådan, at medmindre en kandidat får mere end 50 procent af stemmerne i første valgrunde, skal de to kandidater med flest stemmer møde hinanden i endnu en runde. Her vil den med flest stemmer så blive landets præsident.  

Her viser undersøgelsen, at Zelenskij og Poroshenko ville møde hinanden, hvor 44,3 procent ville stemme på Zelenskij og 20,4 på Poroshenko. 25 procent ville i givet fald ikke stemme, mens 10,3 procent ikke er sikre på, hvem de i givet fald ville stemme på. 

Flere eksperter har peget på, at det er bemærkelsesværdigt, at Zelenskij, på trods af faldende støtte, siden han vandt anden valgrunde sidste år med cirka 73 procent af stemmerne, stadig er meget populær 

4.000 deltog i undersøgelsen. De var alle over 18 år, og det foregik ved direkte interviews ansigt til ansigt. Der var ikke deltagere fra hverken Krim-halvøen eller i udbryderrepublikkerne Donetsk og Luhansk.