Pressefoto: Kontoret for Ukraines Præsident.

Ifølge den ukrainske præsident er det nødvendigt at lave ændringer til Minsk-aftalerne om fred i Donbass-regionen, selv om Rusland ikke har lyst.

Ukraine og Rusland har tidligere indgået en række aftaler i den hviderussiske hovedstad Minsk om fred i Donbass-regionen, som aldrig er blevet overholdt. For nyligt mødtes Rusland og Ukraine til nye fredsforhandlinger efter år uden forhandlinger, og der var et af stridspunkterne, hvorvidt de gamle aftaler fra Minsk skal implementeres eller ændres. 

Som Ukrainenu har beskrevet, mener Rusland, at de skal overholdes i sin nuværende form, så der kan afholdes valg i den besatte Donbass-region, hvor der har været krig siden 2014, da separatister med støtte fra Rusland løsrev dele af regionen. Bege parter er enige om, at de to udbryder-regioner kan få særstatus i Ukraine, efter der er afholdt valg.

Rusland og Ukraine er bare ikke enige om, hvornår der kan afholdes valg. Hvis Minsk-aftalerne implementeres i sin nuværende form, vil det betyde, at der kan afholdes valg i den besatte region, som situationen ser ud nu. Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij vil have ændringer, så der først kan afholdes valg, når Ukraine har fået hele regionen tilbage under kontrol. 

“Det vil blive meget svært at gøre det (ændre aftalerne, red.), men vi skal gøre det… Alting har ændret sig i vores liv (siden 2014, red.), Minsk-aftalerne var ikke underskrevet af mit hold, men vi, som autoriteter, må opfylde betingelserne, som de daværende autoriteter aftalte. Men jeg er sikker på, at vi kan, og vi vil ændre nogle ting, såsom at vi ikke først vil få de ukranske grænser tilbage efter et valg…,” sagde præsidenten ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian. 

Rusland vil måske ikke

Rusland har tidligere afvist at ændre i de gamle aftaler fra Minsk. Ifølge Unian åbnede den russiske præsident Vladimir Putin efter de nylige fredsforhandlinger op for, at der kan ske ændringer, men han slog også fast, at “der er ting, som er skrevet direkte, og det er svært argumentere med dem”.

For nyligt udtalte Valentina Matviyenko, der er talsperson for overhuset i det russiske parlament, sig kritisk om at ændre i Minsk-aftalerne. 

“Min holdning er, at det vigtigste fra mødet igen er, at det blev bekræftet, at Minsk-aftalerne ikke har noget alternativ. Det er nøglen, fordi nogle andre formater eller ideer var nævnt før mødet. Det er et stort fremskridt, at der ikke er nogen, der er begyndt at ændre Minsk-aftalerne eller omskrive dem,” lød det fra hende onsdag ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.