Foto: Roman Polyanyk / Pixabay

Det er ikke nogen hemmelighed, at pengene rækker noget længere i Ukraine. Det har to turister fundet ud af og lavet en video om. 

Arkitektur, kunst og kulturliv er der masser af i Lviv, så på den måde minder den om andre destinationsbyer i Europa. Men der er et punkt, hvor de andre europæiske byer ikke kan konkurrere: Prisen.

Ukraine er nemlig et af de absolut billigste lande i verden at rejse og leve i. Tager man eksempelvis det poppede Big Mac Index, der sammenligner prisen på en Big Mac-menu fra McDonalds, er Ukraine det andet billigste land i verden.

Ifølge hjemmesiden Numbeo, er Ukraine det billigste europæiske land at leve i. Sådan kan man blive ved med at hive mere eller mindre troværdige eksempler frem på internettet, men også bare ved at gå ud i virkeligheden i Ukraine, må man sande, at en dansk løn – eller SU for den sags skyld – strækker sig virkelig langt i Ukraine.

Det har de to turister Kara og Nate også fundet ud af, og i denne video viser de, hvor langt man kommer i Lviv for bare 100 dollars (ca. 680 kroner). Videoen er på engelsk.