Foto: World Economic Forum / Boris Baldinger

Der har været spekulationer i den seneste tid, men ifølge en viceleder fra præsidentens parti så har præsidenten ingen planer om at trække sig fra posten lige nu. I stedet vil han måske stille op til endnu en periode. 

Ifølge Kirilo Timosjenko, der er viceleder for præsidentens administration, så har Ukraines præsident Volodimir Zelenskij ingen planer om at trække sig fra posten som Ukraines præsident. Der har tidligere været spekulationer om, hvorvidt han kunne finde på at trække sig efter, at hans planer om vidtrækkende reformer er kommet i problemer, og efter at hans parti Folkets Tjener fik et dårligt kommunalvalg tidligere på året. 

Præsidentens planer om at stoppe krigen i Donbas-regionen, der har kostet over 13.000 mennesker livet siden krigen brød ud i 2014 mellem Ukraine og russisk-støttede separatister, tager også længere tid end ventet. Det betyder dog ikke, at præsidenten vil trække sig, lyder det fra vicelederen.

“Det er sandsynligvis muligt (at han vil trække sig, red.). Jeg kan ikke tale for ham. Men under alle omstændigheder, hvis præsidenten finder det nødvendigt at holde op, vil han sandsynligvis informere folket om det. Men jeg ser faktisk ikke en sådan situation nu. Fordi præsidenten forsøger virkelig åbent at få landet til at ændre sig og blive mere udviklet,” sagde Timosjenko om præsidentens tanker, ifølge Unian.

“Han er trods alt præsident. Det er ham, der beslutter, om han holder op eller ej, men et sådant emne er slet ikke på dagsordenen,” sagde han.

Kan muligvis stille op til nyvalg

I stedet er det muligt, at Zelenskij vil stille op til en ny periode som landets præsident, når hans nuværende periode udløber i 2024, siger Timosjenko. Det er ellers noget, som Zelenskij afviste i sin kampagne i 2019.

“Hvis præsidenten træffer en sådan beslutning, så vil han sige det,” sagde Timosjenko, der påpeger, at egentlige reformer har brug for mere tid. 

Zelenskij fik flest stemmer ved præsidentvalgets første valgrunde i 2019, hvor han fik 30,2 procent af stemmerne. I anden valgrunde stod han overfor den daværende præsident Petro Porosjenko, hvor Zelenskij, der tidligere var skuespiller, vandt en jordskredssejr med 73,2 procent af stemmerne. Han gik på valg med løfter om blandt andet at ændre den politiske kultur, bekæmpe korruption, lave reformer og slutte krigen i Donbas-regionen.