Verdensbanken har godkendt et lån på 350 millioner USD (2,3 milliarder kroner) til Ukraine.
Imens hele verden døjer med konsekvenserne af corona-epidemien, får Ukraine nu mere international støtte. Sidst var det IMF-lånet, der faldt på plads, men nu kommer der yderligere 2,3 milliarder kroner i lån fra Verdensbanken. Det skriver Kyiv Post.
Da Ukraine først rullede karantænereglerne ud over landet, tog de hårdt fat – også hårdere fat end mange andre lande. Blandt andet blev al offentlig transport for ikke-essentielle medarbejdere lukket.
Også butikker og virksomheder blev tvangslukket, og det har ramt den ukrainske økonomi hårdt, siger Verdensbankens leder i Ukraine, Hviderusland og Moldova, Arup Banerji ifølge Kyiv Post.
“(Pandemien, red.,) resulterer i en skarp økonomisk nedtur, der gør ondt på normale ukraineres indkomst og de små virksomheder, imens den presser den ukrainske regerings økonomi,” siger Arup Banerji.
Strammere karantæne på vej
Karantænen, der i Ukraine blev igangsat i midten af marts, er løbende blevet løftet siden, og i dag er det hele næsten tilbage til normalen igen. Hvis ikke folk bar masker, ville man næsten ikke kunne se forskel på gadebilledet i år og sidste sommer.
Men det har også negative konsekvenser. Antallet af nye smittede er nemlig steget drastisk. Det seneste døgn er der for eksempel registreret 917 nye tilfælde af sygdommen – dobbelt så meget, som der blev registreret dagligt på karantænens højeste.
Derfor kan man godt forvente, at der kommer yderligere restriktioner. Det kan du læse mere om i ugens økonomiske overblik.