Foto af Jason Wong hos Unsplash

Flyet, der blev bygget i Sovjetunionen, hjælper til med at fragte medicinsk udstyr fra Shanghai i Kina til Columbus i Ohio, USA. 

Verdens største fly – Mriya An-225, er ukrainsk, og det hjælper i øjeblikket til i kampen mod coronavirussen. Det amerikanske medie Buzzfeed skriver, at flyet, der er ejet af ukrainske Antonov Airlines, i øjeblikket fragter eller skal til at fragte medicinsk udstyr til kampen mod coronavirussen fra den kinesiske by Shanghai og til den amerikanske by Columbus i Ohio. Fem store ukrainske Ruslan An-124 fly skal også fragte gods. 

Flyet, fløj sin første tur i 1988, bliver brugt af Antonov Airlines til at flyve gods, der ellers er for stort til almindelige fly. Det har rekorden for at fragte mest gods med hele 247 tons, ifølge siden Flightglobal, og Buzzfeeds historie har skabt overskrifter verden rundt.

Ifølge Buzzfeed har Vitaliy Shost, der er vicedirektør hos Antonov Airlines, udtalt, at flyene tidligere har leveret medicinsk udstyr fra Kina til blandt andet Danmark. Derudover har det også leveret til Østrig, Canada, Tjekkoslovakiet, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Irland, Kuwait, Polen, Portugal, Slovakiet, Spanien og Schweiz. 

Du kan nedenfor se en video med flyet, der har et vingespænd på 89 meter og 32 hjul. 

Kan være godt for Ukraine

Det er ikke overraskende, at nyheden om flyet har skabt overskrifter verden rundt. For det første er flyet imponerende og har en spændende historie, hvor det oprindeligt blev designet til at kunne skabe en luftbro og fragte Sovjetiske rumraketter. For det andet overrasker det nok en del, at netop Ukraine har verdens største fly, som der kun blev bygget en af. Det er noget, som Ukraine, der ellers ofte forbindes med fattigdom, krig og korruption, kan udnytte, lyder det fra Alyona Getmanshuk, der er leder af New Europe Center i mediet Atlantic Council.

Hun appellerer for, at Ukraine kan udnytte situationen til at brande sig selv på ny. Ikke kun på grund af flyet Mriya An-225, men fordi landet generelt har nogle af verdens største fly.

“Den nuværende corona-krise har givet Antonov hvad, der kun kan beskrives som, en gylden mulighed for at demonstrere dets værdi for Ukraines internationale partnere… Dets engagement hjælper Ukraine med at understrege landet værdi til NATO som en strategisk partner,” skriver Getmanshuk, der argumenterer for, at få NATO-lande bidrager på samme måned, og at NATO dermed må indse Ukraines værdi for alliancen. 

Positiv dækning er nyt for Ukraine

“Tvivlere vil argumentere for, at Antonovs betalte leveringer gør lidt til direkte at bidrage til Ukraines profil på den internationale scene. Sådan kritik glemmer værdier for Ukraine, når landet sættes sammen med så positiv dækning… Involveringen af ukrainsk luftfart til at bekæmpe coronavirus-pandemien er en god undskyldning til at udfordre det dominerende og overvejende negative narrativ omkring landet,” skriver hun og henviser til, at Ukraine har været i krig i den østlige Donbass-region siden 2014.

Det er dog svært at måle, hvilken betydning nyheden vil få for Ukraine – hvis nogen. 

Ifølge hjemmesiden flyvere.dk har Mriya An-225 været i Danmark flere gange, hvor det blandt andet har leveret udstyr til de danske soldater i Afghanistan i 2007 og vindmøllevinger fra Kina til Danmark i 2010. Ifølge Buzzfeed har Mriya An-225 eller et af de andre store fly også leveret medicinsk udstyr til Danmark i corona-perioden, men det er usikkert præcist hvad.