Antallet af daglige vaccinationer stiger løbende i Ukraine. Det seneste døgn er næsten 2000 blevet vaccineret.
1983 ukrainere har fået det første stik de sidste 24 timer. Antallet af daglige vaccinationer er steget betragteligt og det totale antal af vaccinerede er nu oppe på 6888 personer, oplyser sundhedsministeren Maksim Stepanov.
Processen med at vaccinere begyndte den 24. februar, hvor militær- og sundhedspersonale så småt kunne få deres skud af Covishield-vaccinen, som bliver produceret i Indien under AztraZenecas licens.
Sundhedsministeriet regner desuden med at modtage yderligere 1,5 millioner vacciner inden slutningen af måneden. Derudover bliver 117.000 Pfizer vacciner leveret i begyndelsen af denne måned under COVAX-programmet.
7000 nye tilfælde
Det seneste døgn er der blevet registreret 7235 nye tilfælde af coronavirus blevet registreret i Ukraine. Det totale antal af officielt smittede er nu i nærheden af 1,4 millioner. 319 af de smittede er sundhedspersonale.
Det seneste døgn er 185 personer døde med sygdommen, 3486 er blevet indlagt på hospitalet og 5118 personer er kommet sig igen. Kyiv, Ivano-Frankivsk og Vinnitsja er pt. de hårdest ramte områder.
Der er dog fortsat store mørketal forbundet med registreringen af smittede. Godt nok er omkring 85.000 personer blevet testet det seneste døgn, men antallet af daglige tests svinger meget.
Derfor er det svært at sige, hvor mange der har haft sygdommen siden pandemiens udbrud. Blandt andet sagde en forsker fra Lviv tidligere, at omkring 43 procent af befolkningen havde antistoffer imod sygdommen.