Kiev: Rusland stod bag nedskydningen af ukrainske soldater, der havde overgivet sig i 2014, peger den uafhængige gruppe arkitekter Forensic Architecture på i en ny undersøgelse.
Tilbage i 2014 var kampene mellem den ukrainske hær, Rusland og de pro-russiske styrker på sit højeste. Især kampen for Ilovaisk er husket som en af de mest brutale. Her forsøgte den ukrainske hær sammen med pro-ukrainske styrker at tilbageerobre byen Ilovaisk, der ligger i den østlige del af Ukraine i Donbass-regionen. Byen var tidligere erobret af pro-russiske styrker.
Den ukrainske hær lykkedes med at trænge ind i byen, men hæren blev omringet af de pro-russiske styrker, der havde fået opbakning af Rusland. En aftale blev sat i stand mellem den ukrainske hær og de pro-russiske styrker, der gav de ukrainske soldater lov til fredeligt at forlade området, men den aftale blev ikke håndhævet, ifølge Ukraine, og flere hundrede meldes dræbt.
Ifølge en ny undersøgelse af arkitektgruppen Forensic Architecture, der er en uafhængig gruppe, der er rekonstruerer konflikter, er Rusland skyld i de mange drab af de ukrainske soldater. Det har Rusland ellers altid afvist.
Russiske tanks til stede
Gruppen har ved at sammenholde videoer fra blandt andet Youtube med russisk tv-dækning af krigen og en række andre kilder fundet frem til, at russiske tanks blev sat ind mod soldaterne.
Forensic Architecture kunne verificere, at fire af de forholdsvis nye russiske tanks T-72B3 var til stede omkring byen, og at mere end 150 russiske køretøjer var til stede.
“Det forstærker meget af den mistanke om den russiske involvering og især visualiserer det på en helt anden skala end der har været muligt før,” siger Nicholas Zebashi, der er projektkoordinator hos arkitektgruppen, ifølge Kyiv Post.
Projektet blev i februar fremvist for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men er først blevet gjort tilgængelig for offentligheden nu. Projektet viser, hvordan russiske køretøjer og tanks har været i området, hvor 366 ukrainske soldater blev dræbt og 300 tilbageholdt, da de, ifølge Kyiv Post, ubevæbnet forlod byen efter aftale med russiske generaler.