Foto af Kentaro Toma hos Unsplash

Flere sæsonarbejdere returnerede til Ukraine, da karantænen skulle til at træde i kraft. Nu vil de tilbage, men her møder de modstand blandt de ukrainske politikere og må finde alternative ruter.

Mens karantænen i Ukraine bliver lempet, er der stadig gang i et større politisk og økonomisk spil om de ukrainske sæsonarbejdere, hvoraf flere rejste til Ukraine igen fra destinationer rundt omkring i Europa, da karantænen stod til at træde i kraft tilbage i marts. De ukrainske sæsonarbejdere sender årligt 13 milliarder dollar – omkring 88 milliarder kroner – hjem til Ukraine, men de ukrainske politikere er ikke meget for at lade dem smutte igen, da de håber, at de kan få arbejde i Ukraine og øge arbejdsudbuddet. 

Det får nu en stor del af ukrainske sæsonarbejdere til at søge alternative ruter ud af Ukraine. Det skriver journalisten Lily Hide for mediet Politico. Her beskriver hun, hvordan de returnerede sæsonarbejdere forsøger at løbe over grænserne og få lift af biler og lastbiler på vej primært vest på.

Mediet beskriver, hvordan de ukrainske sæsonarbejdere er presset økonomisk, da de ikke har arbejde i Ukraine, og regeringen har strikse regler for, hvornår de har lov til at forlade landet. Blandt andet har journalisten talt med 29-årige Vyacheslav, der plejede at arbejde i Tjekkoslovakiet, og han fortæller, at han kun må rejse ud af landet, hvis han kan fremvise en kontrakt på minimum tre måneder, sygesikring, indkvartering og transport begge veje. Mange sæsonarbejdere har ikke den mulighed, og flere peger på, at kravene netop er sat i værk af regeringen for at holde på sæsonarbejderne i Ukraine.

De nye regler “påvirker stærk folks rettigheder til at bevæge sig frit og retten til at forlade landet,” siger Pavlo Kravchuk, talsmand for NGO’en Europe Without Bordersm, til mediet. 

Regeringen vil holde på dem

Det er en af den ukrainske præsident Volodimir Zelenskijs helt store drømme, at han kan få de omkring fire millioner ukrainske sæson- og migrantarbejdere i udlandet hjem igen. Han vil have dem til at “komme til Ukraine ikke for besøg, men for at returnere hjem”, som han tidligere har udtrykt det i en tale til nationen. Netop derfor var og er corona-krisen en unik mulighed for regeringen til at forsøge at få ukrainerne til at blive, og den mulighed vil regeringen ikke sådan lige give afkald på. Netop derfor mere flere, at forhandlinger med flere lande, der er afhængige af de ukrainske sæsonarbejdere, trækker i langdrag. 

“Vi vil forsøge at holde folk i Ukraine, og vi vil gøre alle forsøg på at gøre det… Der er masser af arbejde i Ukraine,” sagde den ukrainske premierminister Denis Sjmygal i april

Derfor har regeringen også igangsat en række initiativer såsom at give støtte til små og mellemstore virksomheder, så de kan ansætte flere, og regeringen har søsat en stor plan for infrastrukturen, som giver arbejde. Men da de ukrainske lønninger er op til ti gange lavere end, hvad folk kan tjene i udlandet, er det ikke nok til at holde på alle de ukrainske arbejdere. De ukrainske politikere har også argumenteret for restriktionerne ved at påpege frygten for coronavirussen, hvis de lader folk rejse, og at ukrainere kun skal arbejde i udlandet under ordentlige forhold med kontakt, overnatning og sygesikring.

Marko Mäki-Hakola, der er direktør for økonomisk udvikling hos finske MTK, der er en interesseorganisation for finske farmere, har tidligere beskyldt Ukraine for, at de blokerer for sæsonarbejdernes afrejse. 

 “Jeg kan ikke beskrive mine og farmernes følelser lige nu. Skuffelsen er stor. Hvad har regeringen gang i?” sagde Mäki-Hakola ifølge mediet Maasedun Tulevaisuus, der peger på, at Finland mangler over 16.000 sæsonarbejde til landbrugssektoren i år – lignende ting ses i blandt andet Polen. 

Der er forhandlinger i gang

Det er svært at sige præcist, hvad det hele ender med, men den ukrainske regering er kommet under pres, da flere lande har brug for de ukrainske arbejdere. Den politiske analytiker Zenon Zawada fra investeringsbanken Concorde Capital har tidligere været ude at kritisere regeringen i lignende vendinger set andre steder.

“Ukrainerne protesterer allerede mod restriktionerne på arbejde i udlandet, og premierminister Denis Sjmygal har ikke hjulpet ham selv med sine tvivlsomme udsagn såsom at ‘Ukraine er fuld af arbejde’ for de arbejdere, der returnerer med ‘meget behagelige’ små forretningslån. (denne sag, red.) har allerede været pinlig for regeringen,” sagde Zawada.

Der er stadig gang i forhandlingerne mellem Ukraine og flere lande. Det nyeste er, at Polen og Ukraine er ved at lande en aftale. Det skriver Ukrinform, der melder, at aftalen foruden rejsetilladelse for sæsonarbejderne også omhandler en nemmere måde at få arbejdsvisum på. Derudover arbejder landene også på at åbne grænserne igen generelt set.

De forhandlinger har dog været i gang længe, og selv om at der snart skulle ske noget, er det langt fra sikkert, at det vil hjælpe alle sæsonarbejdere såsom 29-årige Vyacheslav. Det nemlig langt fra alle, der kan opfylde kravene om en kontrakt på tre måneder. 

Det er endnu også usikkert, om flere af de returnerede ukrainere vælger at blive i Ukraine, og den ukrainske regering dermed har været i stand til at øge arbejdsudbuddet i landet. Da Ukrainenu talte med Dansk Industri tilbage i februar gav de udtryk for, at selv om Ukraine er attraktiv på mange måder, så er der en bekymring for, om landet fremadrettet kan levere højt kvalificeret arbejdskraft i den rette mængde. De mange ukrainere, der ellers arbejder i udlandet, kunne derfor være en mulig løsning på det problem. 

Det er også usikkert, hvor længe Ukraine kan holde stand imod det internationale pres, og om landet kan holde på arbejderne, når grænserne så småt er ved at åbne igen. Også fra et økonomisk synspunkt har Ukraine brug for, at sæsonarbejderne kommer afsted igen, da de hvert år sender 13 milliarder dollar – omkring 88 milliarder kroner – hjem til Ukraine. I år ventes det tal at falde med 20 procent, og det vil ramme den ukrainske økonomi hårdt, lyder det fra tal fra den ukrainske national bank.