Foto: Eugene Kozlovsky fra Pixabay.

2020 var ikke nogen dans på roser for Ukraine, men det blev ikke ligeså slemt som forventet.

I 2020 skrumpede den ukrainske økonomi med 4,4 procent. Det er et markant fald, men ikke nær så markant som det 6-7 procent fald, som man regnede med at se i maj, da landet stadigvæk var i lockdown.

Det skriver Ukraine Business News, der også fortæller, at Nationalbanken, på trods af en “langsom start” på 2021, forventer en vækst på 4,2 procent i år. Det lockdown, vi befinder os i nu, har åbenbart ikke været så hårdt ved økonomien som frygtet, lyder det.

Til trods for, at økonomien har taget sig et slag, så er retail-handlen steget betragteligt:8,4 procent i forhold til forrige år. Især i Kyiv finder man meget af væksten. Retail-handlen i hovedstaden er steget med 19 procent.

Lockdown slutter snart

På mandag får den ukrainske økonomi yderligere et skub, når den nuværende karantæne ophører. I denne karantæne har supermarkeder og apoteker stort set været de eneste, der har holdt åbent.

På mandag bliver der altså igen åbnet for storcentre, byggemarkeder og ikke mindst restauranter, barer og caféer samt kulturliv som biografer og træningscentre, til dem der har siddet og ventet på at komme i gang med årets nytårsforsæt.

Det seneste døgn er 5348 nye tilfælde blevet registreret, skriver Unian. 14.239 patienter er kommet sig igen, 163 er døde af sygdommen. I alt 21.662 er døde med sygdommen i Ukraine, siden pandemien brød ud i foråret sidste år.