Photo by Hack Capital on Unsplash

Hviderusland er i stor krise efter præsidentvalget, og imens det står på forsøger Ukraine at tiltrække landets it-folk. Nu ser de ud til at få hjælp af Denis Aleinikov, der var en af arkitekterne bag den succesfulde High Tech Park i Minsk.

Tusindvis har valfartet på gaderne i Hviderusland siden præsidentvalget den 9. august for at kræve præsident Alexander Lukashenkos afgang. Han hævder at have vundet valget med 80 procent af stemmerne, men mange mener, at der har været valgfusk ved valget. 

Mens den krise fortsætter, forsøger Ukraine at tiltrække mange fra Hvideruslands it-sektor, som har stor succes. Hviderusland dannede i 00’erne High Tech Park, der med gunstige skattefordele tiltræk mange udenlandske virksomheder og skabte store lokale virksomheder såsom World of Tanks og Viber. 

På grund af valget og urolighederne, hvor der har været megen politivold mod demonstranter og tortur i landets fængsler, har flere it-virksomheder været ude at kritisere den hviderussiske præsident. Nu forsøger Ukraine at vinde på situationen. 

Har hyret en gammel kending

Det ukrainske ministerium for digital transformation har åbnet en web-portal for folk i den hviderussiske it-sektor, som gerne vil flytte til Ukraine. Derudover har de hyret Denis Aleinikov, der er en hviderussisk advokat, der var en af arkitekterne bag High Tech Park. 

“Om vores initiativ til at støtte it-medarbejdere, der bor i Hviderusland … er der teknisk support, der arbejder 24 timer i døgnet og allerede hjælper specialister fra Hviderusland,” forklarede minister Mykhailo Fedorov ifølge UBN og oplyser, at 300 hviderussiske it-folk allerede er flygtet. 

Aleinikov skal hjælpe det ukrainske parlament med at designe en lignende it-park i Ukraine med lave skatter og liberal lovgivning. Den ukrainske præsident har allerede underskrevet et dekret, så arbejdet kan starte. 

”Præsidentdekretet har offentlig støtte, den politiske vilje til, at dette projekt kan skride hurtigere frem. Vi vil skabe verdens mest behagelige økonomiske zone med lave skatter, lovlig beskæftigelse, høje lønninger. Gunstige betingelser for startups og iværksættere,” sagde Fedorov, der håber på at kunne skaffe yderligere 450.000 jobs i it-sektoren på grund af det nye design af it-sektoren ved udgangen af 2025. 

I dag er der over 4.000 it-virksomheder i Ukraine, der har over 200.000 ansatte. Sektoren vokser med cirka 30 procent om året, men væksten er hæmmet af, at den mangler it-folk.