Foto af engin akyurt hos Unsplash

En ny opgørelse viser, at en stor del af pengene til at bekæmpe Covid-19 bliver brugt på at renovere landets veje, der har brug for en overhaling. 

Censor.net skriver, at 52 procent af regeringens corona-pulje, der skal gå til at bekæmpe pandemien, er blevet brugt. Det er dog langt fra alle pengene, der er gået til at bekæmpe virussen. Puljen er på i alt på 66 milliarder UAH. Indtil videre er der blot blevet brugt 5,8 milliarder UAH fra puljen til at støtte den ukrainske sundhedssektor, mens 16,3 milliarder UAH er blevet brugt til at renovere landets veje. Det var ellers i første omgang meningen, at alle pengene skulle gå til corona-bekæmpelse

Senere valgte regeringen i stedet at bruge en del af pengene på regeringens planer om at renovere landets veje, da sundhedssektoren i første omgang ikke fik brug for pengene. 

”En anden vigtig beslutning, som regeringen vil overveje i dag, er spørgsmålet om at afsætte 35 milliarder UAH til genopbygning og genopbygning af nationale veje. Dette er en fortsættelse af præsidentens Big Construction-program,” lød det dengang fra regeringen før godkendelsen af overførslen af midler fra corona-puljen til renovering af landets veje

Ukraine har store planer for renovering

Det kræver ikke mange kørte kilometer i Ukraine, før de dårlige veje kommer til udtryk. Tidligere har Ukrainenu skrevet om de lange køer og dårlige veje i Ukraine, som hvert år koster landet et stort milliardbeløb. Her er problemet ofte, at pengene i Ukraine bruges langt mindre effektivt end i andre nabolande, som er noget, regeringen vil gøre noget ved. 

Allerede før Covid-19 gjorde sit indtog i Ukraine, slog den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij fast, at han vil have 4.000 kilometer veje renoveret. Senere hen har han også gjort det klart, at en række af Ukraines havne og lufthavne skal renoveres, og da der er lavvande i kasse, har regeringen valgt at trække midler fra corona-puljen. 

Selv om det kan virke voldsomt i en tid, hvor Ukraines daglige nye antal smittede ligger på omkring 8.000 om dagen og er stigende, så kan det være en god idé at gøre noget ved det. Det har Leif Pedersen, der er direktør for den danske transportvirksomhed ICT, blandt andet forklaret Ukrainenu i oktober. 

“Transportbranchen er jo jublende lykkelige, hver gang der bliver investeret i den infrastruktur, vi skal bruge. Der mangler noget kvalitet i Ukraine. Der er veje, men de er hullede, og det er jo med til at koste en hulens masse penge. Personbiler og lastbiler bliver ødelagt, folk kommer til skade og hospitalerne bliver belagt, så det er helt sikkert godt at begynde at lave god infrastruktur,” sagde Leif Pedersen.

Det amerikanske medie Foreign Policy har tidligere skrevet, at de ukrainske veje kostede Ukraine 32,5 milliarder kroner eller fem procent af bruttonationalproduktet i 2016 alene. Det er fordi, at vejenes tilstand gør det svært for landets borgere og varer at komme frem og tilbage. Det er det tætteste på en egentlig statistik, som Ukrainenu har kunnet finde frem til. Ifølge Foreign Policy har 97 procent af de ukrainske veje brug for reparationer i en eller anden grad.