Arkiv: Emil Filtenborg.

Præsident Volodimir Zelenskij har været ude og lykønske ukrainerne med deres flag. I går var nemlig dedikeret til fejring af flaget.

Med danske øjne kan det godt virke lidt fjollet at gå rundt og ønske folk tillykke med deres flag, men det kan måske hænge sammen med, at man begynder at tage ting for givet, når man har haft dem i en 8-900 år.

Anderledes ser det ud i Ukraine, hvor man kun har været herre over eget flag siden 1990-91, hvor frigørelsen fra Sovjetunionen åbnede stien mod frihed og demokrati, som Ukraine lige nu betræder.

“Alle ved hvilke farver symboliserer frihed, uovervindelighed og værdighed. Det gør blå og gul. Det ukrainske flags farver. Den ukrainske sjæls farver,” sagde Zelenskij på Telegram i går.

Kort levetid i første omgang

Det kendte ukrainske flag med to striber i blå og gul har faktisk været brugt som flag før. Efter en bølge af revolutioner væltede indover Europa – inklusiv Danmark – i 1848, blev det blå-gule flag hejst over rådhuset i Lviv og brugt som nationalflag.

I 1918 blev det gjort til officielt statsflag i den Vestukrainske Republik, som kun nåede at have et kort liv, da det hele blev slugt af Sovjetunionen i 1919. Herefter var flaget ulovligt i godt 70 år, indtil det kom tilbage.

Flagets farver plejer at blive associeret med en blå himmel over en kornmark, men flagets farver er faktisk taget fra det gamle kongerige Rutenien, der blev etableret i slutningen af 1100-tallet. Dengang var våbenskjoldet en gul løve på et blåt skjold.

Ukraines andre flag

Man skal ikke have været i Ukraine i ret lang tid, før man har bemærket det ukrainske nationalflag rundt omkring i gadebilledet. Ukrainerne viser oftere flaget frem end danskerne, men det er ikke det eneste flag i gadebilledet.

Fra tid til anden støder man også på det røde og sorte flag, som bliver brugt af nationalister. Det røde symboliserer ukrainernes ofre, blodet, imens det sorte er den ukrainske jord.

Det sorte og røde flag er et symbol på nationalismen, som går tilbage til modstandsbevægelsen under anden verdenskrig. Farverne symboliserer det røde blod spildt på den sorte, ukrainske jord.
Billedet her er taget fra en demonstration i 2019 imod Steinmeier-aftalen.
Arkivfoto: Emil Filtenborg.

Et andet symbol man ofte ser – særligt på tøj – er den ukrainske trefork, det ukrainske våbenskjold, der også ofte bliver brugt af nationalister. Det er dog ikke udelukkende nationalister, der bærer symbolet.

Foto af Марьян Блан hos Unsplash