Oleksandr Sadchykov bag sit skrivebord på det corona-tomme Eurowater-kontor i Kyiv. Foto: Emil Filtenborg.

Den danske gigant Grundfos kendt for sine pumper har opkøbt Eurowater, og det glæder den ukrainske afdeling.

På Eurowaters kontor i Ukraine ligner det ikke, at der er gang i forretningen. Og det er endnu for tidligt at se med det blotte øje, at virksomheden er på vej til at blive en del af den danske eksportgigant Grundfos, der primært er kendt for at producere pumper. Oleksandr Sadchykov, den ukrainske afdelings daglige leder, er alene på kontoret, for alle medarbejdere er enten ude og tilse virksomhedens projekter. Hvis ikke sidder de på hjemmekontoret på grund af corona-krisen.

Eurowater er en dansk virksomhed kendt som Silhorko i Danmark, der specialiserer sig i behandling af vand. Hele virksomheden er netop blevet opkøbt af Grundfos, og det glæder Oleksandr Sadchykov.

”Grundfos er et verdenskendt globalt selskab. De er en god og stabil partner, og så har de 100 procent brand-genkendelse rundt omkring, hvilket kommer til at hjælpe os med salget,” siger Sadchykov.

”De har et kæmpestort distributionsnetværk, og det kan hjælpe os med at få større salgsleads. De er også langt fremme med smarte løsninger, som vi kan tilbyde sammen med vores egne løsninger for at give kunden et endnu bedre produkt.”

Det er ikke den eneste danske gigant, Sadchykov har arbejdet sammen med. Eurowater står også for vandbehandlingen på Carlsbergs bryggerier i Ukraine.

I Ukraine siden 2011

Selv er Sadchykov fra Ukraine, men har boet kortvarigt i Danmark, hvor han arbejdede for Eurowaters hovedkontor og fabrik i Stilling ved Skanderborg i Danmark. Virksomheden begyndte sine aktiviteter i Ukraine i 2006 og åbnede kontor i 2009. Siden 2011 har Sadchykov været en del af Eurowater i Ukraine – først som projektleder og nu som administrerende direktør. Ifølge Sadchykov forbereder virksomheden sig på en tid med succes i Ukraine.

”Vi driver en forretning med organisk vækst, og det stræber vi efter at fortsætte med, men vi forbereder os på en lys fremtid. Der er et stort uudnyttet potentiale i Ukraine, som venter på at blive forløst,” siger Sadchykov.

”Landbrugssektoren er fantastisk hernede. Du kan gro lige hvad du vil, og vi er verdens største eksportør af solsikkeolie. Når økonomien i den her sektor rigtig tager fart, kommer det også til at kunne mærkes hos vores kunder, og det vil smitte af på os,” siger Sadchykov.

I dag er der fem ansatte på Eurowaters kontor, der ligger i et industriområde i den vestlige udkant af Kyiv, men det er også vigtigt for Sadchykov ikke blot at hyre for at hyre. Organisk vækst er først og fremmest målet.

Korruption er til stede, men kan undgås

På trods af det store potentiale, Sadchykov ser i Ukraine, så er han dog ikke bleg for at tale om udfordringerne, der fortsat er i landet. Et af dem er korruptionen, som UkraineNu ved flere lejligheder har skrevet om.

Men hvor store virksomheder som Danfoss tager kampen op med korruptionen gennem lange og dyre regnskaber, så har Eurowater fundet en anden måde at minimere korruptionens indflydelse på. Den virker måske banal, men det handler ganske enkelt om at gå udenom.

”Vi arbejder udelukkende med private investorer og kunder. Vi vil ikke have noget med det offentlige at gøre, fordi det er farligt og det kan ende med at ødelægge vores omdømme. Hvis vi handler med nogen, og vi føler, at der er noget mistænkeligt ved det, så trækker vi stikket,” siger Sadchykov.

Han ville dog ønske, at det var nemmere at arbejde sammen med det offentlige.

Eftersøger implementering af danske løsninger

De fleste erhvervsfolk, man spøger om, hvad de ønsker sig af regeringen, nævner konkrete reformer eller regelsæt. Tit er det det juridiske system, der skal styrkes, ellers ønsker de sig en anderledes reform af salget af landbrugsjord. Men Sadchykov vil bare gerne arbejde sammen med det offentlige.

”Vi kunne godt tænke os, at de offentlige vandværker begyndte at implementere den teknologi, der er til rådighed i Danmark måske i samarbejde med internationale finansielle institutioner. Danmark er kendt som et grønt land, og vi vil gerne hjælpe med at implementere de danske løsninger, men det er både svært og farligt at arbejde med staten. Der mangler transparens,” siger Sadchykov.

Udover det vil han gerne have et stærkere eksportfremstød imod den Europæiske Union, hvor en mere åben dør ville kunne hjælpe virksomhedens kunder med adgang til flere markeder – en ting der ifølge Sadchykov også ville gøre kvaliteten af det ukrainske marked højere.

Det er blevet bedre

Siden Sadchykov startede i den danske virksomhed for snart 10 år siden har meget forandret sig i Ukraine. Landet har været igennem en revolution og har mærket en fremtrædende plads i verdens åsyn. Desværre er det ofte negative historier om krig og korruption, der præger de vestlige mediers repræsentation af Ukraine, men det er blevet bedre at drive virksomhed i Ukraine, mener Sadchykov.

”Det kan godt være, at jeg er farvet, og det kan også godt være, at det er, fordi jeg har fået mere erfaring, men det går bedre og bedre hernede. Vi døjer ikke ligeså meget med indflydelse fra staten, men det er også blevet en hårdere konkurrence, fordi vi har flere konkurrenter.”

”Men det er helt sikkert blevet bedre.”

Eurowater har omkring 400 medarbejdere fordelt over 23 kontorer i 14 lande. Ifølge Sadchykov er der sorte tal på bundlinjen i det ukrainske Eurowater-selskab.

Grundfos har omtrent 19.000 medarbejdere over hele verden. Deres opkøb af virksomheden venter på myndighedernes godkendelse, og opkøbet forventes gennemført i efteråret.