En række Ukrainere er nævnt i de nye læk om hvidvask af penge. Blandt andet den tidligere præsident Viktor Janukovitj.
De såkaldte FinCEN Files, der er et læk af en række økonomiske forhold, viser, at en række ukrainere har svindlet for enorme summer siden 1999. International Consortium of Investigative Journalists er kommet i besiddelse af papirerne, hvor Ukraines tidligere præsident VIktor Janukovitj og oligarkerne Julia Timosjenko, Igor Kolomojski, Andrij Klyuyev, Rinat Akhmetov og Dmitro Firtash blandt andet er nævnt.
FinCEN Files viser data over transaktioner, som banker verden over i perioden 1999 til 2017 har fundet mistænkelige. I Ukraine har Kyiv Post skrevet om sagen og beskyldningerne imod de ukrainske oligarker. Her får du et overblik.
Viktor Janukovitj
Blandt andet viser lækket, at Viktor Janukovitj, der blev fjernet som Ukraines præsident i 2014 ved Maidan Revolutionen, har snydt Ukraine for 100 milliarder dollar siden 2010 – en stor del blev sendt ud af Ukraine gennem Letland.
“Viktor Janukovitj drev den ukrainske regering som en kriminel organisation, der gjorde storstilet korruption mulig og gav profit fra en række ordninger,” lyder det i papirerne.
Andrij Klyuyev
Den ukrainske forretningsmand Andrij Klyuyev med forbindelse til Janukovitj er også nævnt i papirerne og anklaget for at have svindlet for 230 millioner dollars fra 2010 til 2015.
En del af de penge kommer fra hans virksomhed Active Solar, som gennem årene fik mange lån fra ukrainske banker, som aldrig blev betalt tilbage igen. Store beløb skulle også være sendt til Janukovitj gennem årene.
Julia Timosjenko
Den tidligere ukrainske premierminister Julia Timosjenko er beskyldt for at have flyttet 16,5 millioner dollars gennem Letland. Timosjenko er ikke direkte nævnt i FinCEN FIles, men det er en række virksomheder, som menes at have tilknytning til hende. Det er dog svært at bevise, og hun har ikke svaret på henvendelserne fra Kyiv Post.
Rinat Akhmetov
Den mest velhavende ukrainer er Rinat Akhmetov, som også er kendt for en række tvivlsomme forretningsmetoder. Kyiv Post skriver, at den britiske bank Barclays i 2014 opdagede mistænkelig transsaktioner mellem Rinat Akhmetovs virksomheder, men pengene blev stadig sendt afsted på trods af bankes bekymringer og først stoppet i 2016.
Akhmetov skulle have flyttet næsten to milliarder dollars gennem Barclays mellem 2009 og til 2016, men en af hans virksomheder afviser til Kyiv Post, at de har gjort noget forkert.
Dmitri Firtash
Næsten 190 millioner dollars er den ukrainske oligark Dmitro Firtash beskyldt for at have svindlet for ifølge FinCEN Files. Det er penge, som hans bank ellers skulle have fået som støtte efter den finansielle krise i 2008 – blandt andet fra den ukrainske Nationalbank. Pengene blev flyttet ud af Ukraine gennem britiske og amerikanske banker.
Han er også beskyldt for at have flyttet penge til at bestikke embedsmænd i Indien.