Foto: Emil Filtenborg

Den ukrainske sundhedsminister oplever et stort pres for at åbne op, og myndighederne giver nu efter. Karantænen lempes efter den 11. maj, lyder det, men for mange virksomheder er det for sent. 

Der er en øget utilfredshed i den ukrainske befolkning med karantænen, og flere virksomheder presser på for at få den lempet. Presset kommer især efter, at flere virksomheder har måtte lukke og ukrainernes opsparinger er ved at være tørlagte. Samtidig møder de skrappe karantæneregler mangel på forståelse i befolkningen, da Ukraine officielt har et lavt antal smittede

Ifølge den ukrainske sundhedsminister Maksym Stepanov kommer der lempelser efter den 11. maj. Han uddybede dog ikke på hvilke områder. 

“Vi forstår, at folk er trætte af karantænen, og jeg vil gerne understrege igen. Hver dag analyserer vi situationen og forbereder lempelser af karantænen fra den 11. maj… Det vil være baseret på data, som vi har, og vi vil være sikre på vores tiltag ikke vil gøre situationen mere alvorlig i fremtiden,” sagde Stepanov ifølge Unian.

Der er pres på myndighederne

I ugens løb har der været små demonstrationer mod regeringen fra små erhvervsdrivende, og det har Stepanov også noteret sig. Han har i de sidste dage set, hvordan folk er begyndt at ignorere karantænen, og regeringen har derfor også lovet at lukke op for de ukrainske madmarkeder. Det er dog ikke nok, og Stepanov lover derfor også at åbne op for andre virksomheder gradvist, fordi “hvad har vi set i de sidste dage? Vi har set forsamlinger, folk på gaderne, trafik-propper. Vi har set en stigning af folk i parkerne”

Sundhedsministeren appellerer til, at folk overholder karantænen og forklarede, at det lave antal smittede i Ukraine netop er udtryk for, at regeringen har været hurtige med at indføre karantænen. Uden den vil situationen eskalere, forklarede han.  

“I dag skal vores ukrainske læger ikke vælge, hvem de skal tage imod og behandle. Det har vi set i andre lande i EU,” sagde han. 

Økonomien gør ondt

Men mens de ukrainske politikere næsten dagligt er ude at appellere til, at ukrainerne skal stå sammen, så kommer der hver dag nye tal for økonomien. Det er sjældent godt nyt. I ugens løb er der kommet nyt om de økonomiske konsekvenser for shippingcentrene. Ukraine Business News skriver, at karantænen har kostet de ukrainske shoppingcentre 50 millioner dollar – omkring 339 millioner kroner – i tabt husleje og reklameindtægter. Det forventes også, at det tager lang tid at komme tilbage til normalen efter karantænen. 

“Shoppingcentre forudsiger nu en stigning i ledigheden. Desto mindre populær området er, detro højere del ledig plads vil der være ved udgangen af karantænen,” sagde Yekateryna Vesna, leder af kæden Cushman & Wakefield Ukraine til Interfax-Ukraine ifølge Ukraine Business News. 

Ifølge Kyiv Post regner 52 procent af ukrainerne med, at de vil besøge shoppingcentrene i et mindre omfang end før, når karantænen løftes. Det er både, fordi de er ramt på pengepungen og på grund af frygt for virussen. 

Men det stopper ikke der. 40 procent af de i alt omkring 30.000 restauranter og cafeer i Ukraine er allerede væk. Sådan lød det i ugens løb fra Nikita Poturaev, leder af kommitteen for humænitær og informations lovgivning i det ukrainske parlament. 12.000 af de i alt 30.000 restauranter og cafeer i landet er ifølge ham permanent lukket. Der er ikke tale om midlertidig lukning, men i stedet en “likvidering af virksomhederne”

Danske virksomheder har det okay

I Danmark har der også været tale om, hvordan medierne oplever faldende indtægter, og i Ukraine er billedet det samme. Ifølge Ukraine Business News er mediernes indtægter faldet med 35 procent siden midten af marts. 

Selv om det hele kan virke sort, så er det ikke alle sektorer, der er ramt lige slemt. Blandt andet har flere danske virksomheder i Ukraine sagt, at de klarer sig okay, og at de regner med, at krisen er hurtigt ovre. Ukrainenu har blandt andet talt med Andriy Berestyan, der er leder af Danfoss’ lokalafdeling i Ukraine. Han regner med en nedgang på 9 til 15 procent af omsætningen i andet kvartal, men tror på, at krisen bliver kortvarig.

“Generelt er den nuværende situation med coronavirussen også markant anderledes, end hvad vi har set med krigen med Rusland i 2014 og finanskrisen i 2008. Vi tror på, at krisen denne gang bliver kortere, og at problemerne vil være isoleret til dette år,” sagde Andriy Berestyan, der peger på, at bankerne i Ukraine klarer sig markant bedre end tidligere, og det giver tiltro til, at krisen kan få en ende relativt hurtigt. 

På samme måde har flere givet udtryk for, at Ukraine måske kan komme til at vinde på krisen, da flere virksomheder vil flytte produktionen ud af Kina. 

“Logisk giver det mening, og Ukraine er tæt på det europæiske marked, har billig arbejdskraft og en ofte veluddannet arbejdskraft. Jeg har dog ikke hørt det direkte fra de virksomheder, som jeg har snakket med, men det er muligt. Min holdning har altid været, at Ukraine har et meget stort potentiale med den billige arbejdskraft, der ofte også er veluddannet, men problemet har været og er korruptionen,” sagde Kristian Andersson, der er bestyrelsesformand for den svenske bank SEB i Ukraine.