Foto af Austin Distel hos Unsplash

Kiev: Ambitionerne for den nye premierminister fejler ikke noget i Ukraine, hvor han over de næste fem år tror på 40 procents vækst i den ukrainske økonomi. 

Partiet Folkets Tjener med præsident Volodimir Zelenskij i spidsen har store ambitioner for Ukraine. Foruden at love at stoppe krigen i Donbass, få Krim-halvøen tilbage og bekæmpe korruption, så melder de nu også ud om store fremtidige vækstrater i landet. 

Det er partiets premierminister Oleksiy Honcharuk, der tror på 40 procents vækst over de næste fem år. 

“Det er muligt at nå 40 procents økonomisk vækst og tiltrække 50 milliarder dollar i investeringer (over de næste fem år),” lød det fra Honcharuk ved en præsentation af regeringens nye action plan, ifølge nyhedsbureauet Ukrinform. 

Skepsis for planerne

Tidligere har partiet slået fast, at stor økonomisk vækst kan ske ved at implementere en række reformer, der blandt andet tillader udlændinge at købe landbrugsjord og tillader store hoteller at drive hasardspil. Det ændrer dog ikke på, at flere iagttagere har udtrykt skepsis over for, hvorvidt landet kan opnå så store vækstrater. 

Ifølge Honcharuk, så handler det bare om at sætte sig mål. 

“Det handler primært om mål. Hvordan bør en regering i et civiliseret land fungere? Det er valgt af parlamentet, og nogle målbare mål sættes, for hvad der skal opnås i en specifik periode,” sagde han ifølge Ukrinform.