Det ukrainske ministerium for infrastruktur har meldt ud, at udenlandske virksomheder kan komme til at spille en stor rolle i at udbygge den ukrainske infrastruktur. I første omgang har de nævnt seks projekter.
Regeringen har store planer for at renovere og udbygge infrastrukturen generelt set, som blev meldt ud i 2020. Det store projekt strækker sig over de næste tre til fire år, og det er regeringens plan at forbedre 24.000 kilometer af landets større motorveje, og i den forbindelse vil den ukrainske regering gerne have hjælp udefra til seks projekter. Det ukrainske ministerium for infrastruktur har meldt ud, at de gerne ser, at udenlandske virksomheder byder ind på arbejdet med støtte fra staten.
De seks nye projekter er en del af den overordnede plan og ifølge ministeren for infrastruktur Vladislav Kriklii, så vil virksomhederne få lang støtte af regeringen.
“Alle projekter er medtaget på listen over prioriterede projekter for staten frem til 2023 og sørger for yderligere vedligeholdelse af vejen fra investoren i de næste 20-30 år. Og dette er en ekstra investering, der er mange gange højere end den oprindelige. De første seks projekter blev udvalgt på en sådan måde, at de maksimale økonomiske virkninger af de investerede midler blev opnået, og at så mange ukrainere som muligt følte forbedringen af vejinfrastrukturen. Når alt kommer til alt forbinder disse motorveje 10 regioner i Ukraine, hvor mere end 12 millioner mennesker lever,” sagde Kriklii.
De seks projekter
Vejene vil ikke være betalingsveje, og derfor skal finansieringen i stedet findes ved, at staten betaler de private virksomheder for at vedligeholde vejene over de næste 20 til 30 år. Projektet får opbakning fra blandt andet Verdensbanken, og projekterne ventes at løbe op i omkring 1,7 milliarder dollars.
Det første projekt er at forbedre M-29, M-04 og M-18, der forbinder Kharkiv, Dnipro og Zaporizhzhya, som vil koste omkring 370 millioner dollars. Andet projekt er at forbedre M-03, der forbinder Boryspil-Poltave til omkring 180 millioner dollars. Tredje projekt er en forbedring af M-14 til 310 millioner dollars, der er vejen mellem Kherson og Nikolaev.
Derudover er der planer om at forbedre M-06 mellem Kyiv, Zhytomyr og Rivne til omkring 370 millioner dollars, og renovering af M-07 og M-19 mellem Yagodyn, Kovel og Lutsk til omkring 240 millioner dollars. Det sidste projekt er en renovering og udbygning til 290 millioner dollars mellem Dnieper-Kryvyi og Rih-Nikolaev.
Ukraine har brug for forbedringer
Ukraine er kendt for at have dårlige veje, og det vil derfor være godt for erhvervslivet og borgerne generelt, hvis regeringens projekt lykkes. Ifølge det amerikanske medie Foreign Policy kostede de dårlige ukrainske veje landet 32,5 milliarder kroner eller fem procent af bruttonationalproduktet i 2016 alene, som er det nyeste estimat, som Ukrainenu har kunnet finde frem til. Beregninger fra Dansk Industri viser, at forsinkelser på vejene i Danmark, der er bedre end i Ukraine, koster det danske samfund omkring 20 milliarder kroner årligt. Danmarks befolkning er cirka en ottendedel af Ukraines.
“Transportbranchen er jo jublende lykkelige, hver gang der bliver investeret i den infrastruktur, vi skal bruge. Der mangler noget kvalitet i Ukraine. Der er veje, men de er hullede, og det er jo med til at koste en hulens masse penge. Personbiler og lastbiler bliver ødelagt, folk kommer til skade og hospitalerne bliver belagt, så det er helt sikkert godt at begynde at lave god infrastruktur,” har Leif Pedersen, der er direktør i den danske transportvirksomhed ICT, tidligere sagt til Ukrainenu.
“Når udenlandske investorer har kig på et nyt land, så er infrastrukturen altid en af de ting, de kigger på. Selvfølgelig kigger de også på geografi, om der er ro og orden i landet og en masse andre ting, men infrastruktur er altid en af tingene, de kigger på, og hvis Ukraine også får en god infrastruktur, kan det tiltrække udenlandske investorer,” sagde Leif Pedersen tilbage i oktober 2020.
Usikkerhed om finansieringen
Ukraine har tidligere haft store problemer med korruption, når det kommer til at få bygget og renoveret landets veje. Det har vi tidligere skrevet om på Ukrainenu. Det kommer blandt andet til udtryk ved, hvor meget dyrere det er at bygge vejene i Ukraine i forhold til i andre lande. Ifølge Center for Economic Strategy Studies bruger Slovakiet for eksempel pengene til vedligeholdelse af deres veje 2 til 2,5 gange mere effektivt end i Ukraine, og at Ukraine generelt ikke bruger nok penge på landets veje.
Det er håbet, at involveringen af udenlandske virksomheder i Ukraines nye plan for infrastrukturen kan ændre på dette, og endelig få gjort noget ved vejene. James Brooke, der er redaktør for UBN, ser dog en fare ved, at de udenlandske virksomheder skal betales tilbage af staten over de næste 20 til 30 år, da der er politisk usikkerhed i Ukraine. I 2020 kom en række virksomheder, som producerer vedvarende energi i Ukraine, i problemer, da staten pludslig ville ændre på deres støtte, som ellers var sikret i en lang årrække fremover. Lignende ting kan ske i projekter om infrastrukturen, påpeger han.
“Det er ikke mere muligt at placere en 100 meter høj vindmølle på ruller og skubbe den til den vestlige grænse, end det er at rulle 100 km asfalt op og tage den tilbage til Frankrig. Hvis udlændinge vil investere i ikke-flytbare aktiver, skal kontrakter respekteres,” skriver Brooke om regeringens nye infrastruktur-projekt.