Der har længe været problemer mellem Ukraine og Rusland om de fremtidige leverancer af gas, men nu er de kommet et stort skridt nærmere en aftale.
Rusland og Ukraine er nået til en “aftale i princippet” om gassen efter et møde i Berlin. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Unian. Længe har de to lande været uenige om en fremtidig aftale, og en deadline har presset sig på, da den hidtidige aftale udløber fra nytår. Rusland og Ukraine har været uenige om aftalens længde, prisen og fordi Ukraine mener, at Rusland skylder landet en stor bunke penge.
“Det har været en meget lang dag og meget intense forhandlinger. Vi er nået til en aftale i princippet med alle nøgleelementerne, som jeg mener er meget gode og meget positive nyheder for Europa, for Rusland, for Ukraine, for gasmarkedet og for alle borgerne i alle landene,” lød det fra en af EU’s repræsentanter ved forhandlingerne Maros Sefcovic.
Aftalen er dog ikke helt færdig endnu, og der mangler stadig en del detaljer, lyder det fra Unian. Derudover mangler de endelige godkendelser i Ukraine og Rusland også. Hvad aftalen præcis indebærer er også endnu ukendt for offentligheden.
Ukraine er klar på krig
Den ukrainske premierminister Oleksiy Honcharuk har tidligere udtalt, at Ukraine er klar til en egentlig gas-krig med Rusland, hvis de to lande ikke kunne nå en aftale. For selv om Ukraine stadig er afhængig af russisk gas, så er Rusland også afhængig af de gasrør, der går gennem Ukraine.
“Vi er fuld forberedt på dette. Vores lagre er fulde, vores logik er støttet af EU… Vi har brug for en lang kontrakt. Vi har sagt, at vi ikke vil opgive deres gæld. En mulighed er, at vi kan acceptere gæld betalt gennem gas,” sagde premierministeren dengang ifølge Unian.
Tidligere var Ukraine dybt afhængig af russisk gas, men siden konflikten med Rusland brød ud i 2014, da Rusland annekterede Krim-halvøen og støttede separatister i at løsrive dele af Donbass-regionen, har Ukraine arbejdet mod at blive fri for den russiske gas. Det er nået til et punkt, hvor Ukraine kan klare sig uden Rusland, fortalte Oleksandr Kharchenko, der er direktør ved Energy Industry Research Center til Ukrainenu for nyligt.
“Den nye ukrainske regering har været i stand fuldstændig at vende den udvikling – både tekniske og lovgivningsmæssige – over de sidste to måneder. De er nu nok kul på de termiske kraftværker til vinteren, selv hvis det bliver koldt vejr, og reparationerne af kernekraftværkerne, på nær to, er afsluttet,” fortalte han.