Foto af Curioso Photography hos Unsplash

Sagaen om flymotorfabrikken Motor Sich fortsætter. Nu vil parlamentet nationalisere virksomheden, der er forsøgt opkøbt af Kina.

Ukraine danser en risikabel dans for tiden. På den ene side har de i første omgang givet Kina grønt lys til at opkøbe Motor Sich, en virksomhed, der producerer luftfartsdele, og på den anden side siger USA klart nej.

For amerikanerne drejer det sig om, at Motor Sich producerer ting, der kan bruges i våbenproduktionen. Ukraine har længe ligget som en lus mellem to negle uden at beslutte sig for en egentlig retning.

Nu ser det ud til, at de er kommet frem til en beslutning. Oleksij Danilov, der er leder af the National Security and Defense Council, siger, at de er begyndt at tage skridt i retningen af en nationalisering af selskabet. Det skriver UBN.

Det vil sige, at de 75 procent af aktierne, som lige nu er på kinesiske hænder, ikke vil give dem kontrol med selskabet.

Blokeret salg

Ukraine har længe blokeret salget af virksomheden, men med en nationalisering vil der sættes et endegyldigt punktum for opkøbet. Og det er noget, der kan skade det ukrainsk-kinesiske forhold.

Sådan sagde Andrej Buzarov, der arbejder ved tænketanken KyivStratPro, allerede før nationaliseringen for alvor kom på tale.

“Jeg tror, at det her logisk nok vil fryse forholdet mellem Ukraine og Kina. Det kan få betydning for Kinas investeringer i Ukraine, men det ved vi ikke endnu,”

– Andrej Buzarov

Ekspert: Motor Sich-sag kan betyde problemer med Kina

Forstå konfliken

Over hele kloden er der en rivalisering i gang mellem USA og Kina, og den finder også sted i Ukraine, hvor Kina er mere og mere aktive med store investeringer i økonomien såsom i infrastrukturen og i landbruget. Det primære eksempel på rivaliseringen i Ukraine mellem de to stormagter kan ses ved det mulige kinesiske opkøb af den ukrainske virksomhed Motor Sich, der blandt andet producerer motorer til jetfly og helikoptere.

Virksomheden er en af verdens ledende indenfor jetmotorer, og den leverede tidligere primært motorer til Rusland. Det blev dog delvist stoppet, da krigen brød ud mellem Ukraine og russiske-støttede separatister i Donbas-regionen i 2014 og den efterfølgende russiske annektering af Krim-halvøen. Det kastede Motor Sich ud i en krise.

For hvem skulle nu købe virksomhedernes motorer? I 2017 kom der en redningsplanke, da den kinesiske virksomhed Skyrizon Aircraft Holdings Limited opkøbte 41 procent af virksomheden og senere fik majoriteten. Men så gik der politik i opkøbet.

Motor Sich sælger til 100 lande verden over og producerer blandt andet helikoptemotorer til Mi-8, Mi-17 og Ka-226 plus flymotorer til An-70, An-124, An-140, An-148 og Yak-130.