Hungersnøden der fandt sted fra 1932 til 1933 blev mindet af præsidenten, da han lagde blomster sammen med sin hustru. Hør også overlevendes beretninger nederst i artiklen.
I Ukraine er Holodomor – hungersnøden fra 1932 til 1933, hvor millioner døde af sult – kategoriseret som et folkedrab begået af Sovjetunionen mod det ukrainske folk. Den blev traditionen tro mindet lørdag, hvor den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij lagde blomster på Mykhailivska-pladsen i Kyiv.
Det bliver i dag stadig diskuteret, hvor mange mennesker, der rent faktisk døde af hungersnøden. De højeste estimater melder 12 millioner ofre, mens andre kilder peger på betydelig færre. Flere kilder peger på, at Sovjetunionen skabte katastrofen ved at konfiskerede afgrøderne fra folk i både større byer og landsbyer.
Flere eksperter mener derfor, at det var en bevidst handling af den sovjetiske leder Josef Stalin for at slå potentiel modstand ned i Ukraine. De peger blandt andet på, at Sovjetunionen afviste udenlandsk nødhjælp, mens andre historikere mener, at problemerne opstod på grund af Sovjetunionens omstruktureringer i både landbrug og industrialisering.
Det ukrainske medie Kyiv Post har interviewet 93-årige Vasyl Tsyba, der overlevede hungersnøden. Du kan høre hans historie nedenfor. Der er engelske undertekster.
Kyiv Post har også interviewet Mykola Onyshchenko, en 93-årig mand, der også overlevede Holodomor. Du kan høre hans erindringer nedenfor.