Volodymyr Zelenskyy, President of Ukraine speaking in the "Special Address by Volodymyr Zelenskyy, President of Ukraine" session at the World Economic Forum Annual Meeting 2020 in Davos-Klosters, Switzerland, January 22, 2020. Congress Hall World Economic Forum / Boris Baldinger

Efter tirsdag i næste uge kommer der ikke nogen fly til Ukraine, lyder det fra den ukrainske præsident, da han talte til nationen fredag. Dog kan ukrainere og udlændinge med opholdstilladelse stadig komme ind via landjorden, og godstransporten fortsætter med forsinkelser.  

Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har fredag aften talt til det ukrainske folk, hvor han har gjort det klart, at politikerne nu tager yderligere skridt til at bekæmpe coronavirussen. Kun tre ukrainere er officielt erklæret smittede, hvoraf en er afgået ved døden, men nu gør Ukraine endnu mere for at forhindre smitte. Tidligere fredag kom det frem, at Ukraine vil lukke landet for udlændinge, og nu lukker landet også for flytrafikken til Ukraine fra den 17. marts. Det forklarede præsidenten ifølge flere medier. 

“Fra den 16. marts kl. 00:00 vil udlændinge ikke være i stand til at komme ind hverken via fly, eller bil og heller ikke med tog… Når det kommer til helbred er det bedre at være for tidligt ude eller til tiden end at være for sent,” sagde han ifølge Kyiv Post og bad udtrykkeligt ukrainere i udlandet om at komme hjem med det samme. 

Udlændinge, der har opholdstilladelse i Ukraine, kan også komme ind i landet, men alle skal screenes, og karantæne kan ske at komme på tale, forklarede præsidenten. Hvis man ikke kommer ind i landet før den 17. marts, så er det muligt at komme ind via bil. Om to uger vil de ukrainske politikere igen vurdere situationen. 

“Dem, der kommer til Ukraine, vil blive screenet,” sagde Zelenskij og gjorde det klart, at det både gælder for udlændinge og for ukrainere. 

Godstransporten kan fortsætte

Selv om Ukraine nu tager yderligere skridt for at stoppe smitten i landet, så vil der stadig være åbent for godstransport såsom lastbiler til og fra Ukraine. Det er også stadig muligt for udenlandske diplomater, medlemmer af internationale organisationer og nogle ansatte hos fragt-virksomheder at komme ind i Ukraine. 

Tidligere har Ukraine oplevet store ventetider specielt ved grænsen til Polen, men flere af de danske virksomheder i Ukraine tager situationen med ro

Ifølge den ukrainske præsident vil ukrainske virksomheder, som bliver hårdt ramt af restriktionerne, kunne få kompensation af staten. Tiltaget kommer efter, at den ukrainske nationalbank har været nødt til at understøtte den ukrainske valuta. 

Ukraine er parat ifølge præsidenten

Selv om det kan virke drastisk, så slår den ukrainske præsident fast, at Ukraine er klar til at tage kampen op med virussen, og at flere af disse tiltag er sat i værk for at undgå en større spredning i landet. Han fortæller, at Ukraine har 12.000 sengepladser til smittede, og at der bliver sørget for, at alle hospitaler får adgang til test-udstyr. 

Zelenskij fortalte også til nationen, at Ukraine har over 2.000 læger med speciale på området klar og mere end 5.000 sygeplejersker parat til at behandle inficerede. Derudover vil Ukraine producere 200.000 tests for coronavirussen og producere 10 millioner masker.  

Han fortæller også, at Ukraine er klar til at bruge omkring 140 millioner kroner til at købe udstyr til intensivbehandling. Det er udover omkring 27 millioner kroner, som allerede er brugt på udstyr til de ukrainske hospitaler. I samme periode vil det være ulovligt at eksportere denne slags udstyr, da det skal bruges i Ukraine, fortalte præsidenten. 

Mere end 140.000 personer er smittet med coronavirussen i 135 lande på verdensplan. Over 5.000 mennesker har mistet livet. Den ukrainske regering har, som Ukrainenu skrev i går, indført en række tiltag, der skal forhindre smitte i landet. Blandt andet er kun 49 ud af i alt 219 grænseovergange fortsat åbne. Ukraine har også lukket alle uddannelsesinstitutioner i mindste tre uger, og alle forsamlinger med over 200 deltagere skal også aflyses.