Finsk organisation beskylder Ukraine for at forhindre ukrainske sæsonarbejderes afrejse til Finland, hvor de skal hjælpe til i landbruget. Ifølge den ukrainske premierminister er der en stor mulighed for Ukraine.
Flere tusinde ukrainere rejste i sidste måned hjem til Ukraine, da karantænen blev skærpet, og grænserne begyndte at lukke. Heriblandt flere sæsonarbejdere, som hjælper til med høsten i flere af Ukraines nabolande. Flere lande har i den senere tid rakt ud til Ukraine for at få lavet en aftale, så flere af de sæsonarbejdere kan rejse tilbage.
Marko Mäki-Hakola, der er direktør for økonomisk udvikling hos finske MTK, der er en interesseorganisation for finske farmere, mener, at Ukrainer blokerer for deres afrejse.
“Jeg kan ikke beskrive mine og farmernes følelser lige nu. Skuffelsen er stor. Hvad har regeringen gang i?” siger Mäki-Hakola ifølge mediet Maasedun Tulevaisuus, der peger på, at Finland mangler over 16.000 sæsonarbejde til landbrugssektoren i år.
Ifølge Politico er det langt fra kun Finland, som står og mangler de ukrainske sæsonarbejdere. Det er blandt andet også Tyskland, og ifølge Unian har kun 200 ukrainske sæsonarbejdere været i stand til at rejse til Finland.
“Der var lange forhandlinger, og resultatet var, at Finland var i stand til at overbevise Ukraine. Men efter de første 200 personer ankom til Helsinki, suspenderede den ukrainske regering yderligere charterfly og lod ikke længere sæsonarbejdere rejse,” sagde Estlands ambassadør i Ukraine Kaimo Kuusk til mediet ERR ifølge censor.net.
Ukraine vil have dem hjemme
Der er endnu ikke nogen officiel forklaring på, hvorfor Ukraine skulle have valgt at blokere ukraineres afrejse. Ukraines økonomi nyder blandt andet godt af, at de mange sæsonarbejdere sender penge hjem til Ukraine. På den anden side mister Ukraine kvalificeret arbejdskraft, som ellers kunne være med til at sikre vækst i landet.
Netop det punkt ser ud til at være afgørende for Ukraine. I hvert fald har den ukrainske premierminister Denys Shmygal været ude og sige, at de mange ukraineres returnering til Ukraine er en mulighed for landet til at holde på dem og skabe vækst.
“… Grænserne er faktisk lukkede. Vi vil forsøge at holde folk i Ukraine, og vi vil gøre vores bedste på den front. Ukraine er fuld af arbejde,” sagde premierministeren ifølge censor.net.
Tidligere har den ukrainske udenrigsminister Dmytro Kuleba også været ude og fortælle om interesse fra blandt andet Polen, som gerne vil have ukrainske sæsonarbejdere til landet igen. Ifølge Kuleba har flere lande tilbudt at sende specielle fly til Ukraine.
“Lige nu ser vi et stort behov for ukrainsk arbejdskraft i nabolandene. Der har allerede været sager, hvor udenrigsministre fra nogle lande har ringet til mig og sagt: ‘Vores land er klar til at betale for charterfly, er klar til at betale for alt også dokumenter’, da foråret er kommet… Vi er lige nu ved at se nærmere på de forespørgsler,” sagde udenrigsministeren ifølge Ukrinform den 14. april.