Foto af Mikael Seegen hos Unsplash

Sidste år blev det besluttet, at Ukraine skal have hjælp i energisektoren fra det danske Danida Business Finance-program, og den aftale er nu ratificeret. 

Danmark giver støtte til en række lande verden over, og en af dem er Ukraine. Sidste år blev det besluttet, at Danmark gennem Danida Business Finance-programmet vil give rentefrie lån til Ukraine for at hjælpe landet i arbejdet med energieffektivisering, med at skaffe rent vand og affaldshåndteringen. Budgettet er helt op til cirka 750 millioner kroner.

Ifølge Ukraine Invest har det ukrainske parlament ratificeret ‘Danida Sustainable Infrastructure Finance-aftalen’ fra sidste år. Der dermed er grønt lys til at give rentefrie lån.

Ifølge Ukraine Invest vil programmet betyde, at Ukraine kan få adgang til de danske erfaringer på energiområdet og den nyeste teknologi. Aftalen kommer netop, som den nyvalgte minister for miljø- og naturressourcer, Roman Abramovski, har slået fast, at Ukraine skal være bedre til affaldshåndtering, og han vil reducere forureningen fra landets industri med hele 22 procent i 2025. Det er muligt, at Danmarks skal spille en rolle i det, men det er endnu uklart, hvilke projekter, der vil ansøge om at få del i puljen. 

Flere danske virksomheder kan hjælpe til 

Danmark er kendt for at have en række store virksomheder i sektoren for grøn energi. I Ukraine har Vestas flere projekter, og Danfoss har også en lokalafdeling, hvor de har fokus på at hjælpe med at energieffektivisere de gamle bygninger fra Sovjetunionen. Det er muligt, at det nye låneprogram kan give dem mere at lave. 

Ukrainenu har tidligere mødtes med Energistyrelsen i Ukraine, hvor styrelsen har fortalt, at Danmark har meget at bidrage med i forhold til viden i energisektoren, som Ukraine kan drage brug af. Det har landet brug for, forklarede Energistyrelsen sidste år

Da aftalen mellem Ukraine og Danmark oprindeligt blev vedtaget sidste år udtalte den daværende danske ambassadør i Ukraine Ruben Madsen, at:

“Ukraine har brug for adgang til kapital til udvikling, og Danida Business Finance er en af de mest generøse bløde låneordninger kendt i hele verden. Jeg er meget tilfreds med, at Danida Business Finance nu er gjort tilgængeligt i Ukraine,” sagde han.