Det er lykkes for den nye leder af den ukrainske Nationalbank at være i stand til at berolige investorer. Det betyder, at EU har godkendt et lån til landet, og at Ukraine igen er tilbage på markedet for euroobligationer.
Der har været megen tumult i den seneste tid, efter at den tidligere guvernør for den ukrainske Nationalbank Yakiv Smoliy valgte at trække sig tilbage fra posten på grund af “systematisk politisk pres”. Siden har Kyrylo Shevchenko, der var leder af den statsejede bank Ukrgasbank, taget over, og han har haft til opgave at berolige investorer.
Han har blandt andet været ude og garantere, at den ukrainske Nationalbank vil forblive uafhængig af politisk pres og oligarkers indflydelse. Det ser ud til at have virket i et eller andet omfang. I hvert fald har Ukraine været i stand til at returnere til markedet for euroobligationer, som giver landet adgang til flere penge til en lavere rente.
Derudover har Ukraine torsdag underskrevet en låneaftale med EU på i alt 1,2 milliarder euro, som løber 15 år til en rente på 0,125 procent. Det skal være med til at stabilisere landet gennem corona-krisen og skal underbygge landets reformarbejde.
”Dette viser vores fortsatte støtte til Ukraines reformdagsorden. Vi vil fortsætte vores stærke engagement for at støtte den reformorientering og den strategiske vej, som Ukraine har valgt at følge,” sagde Valdis Dombrovskis, Europa-Kommissionens udøvende vicepræsident for økonomi, ifølge Ukraine Business News, og EU regner med, at Ukraine vil forbedre retssikkerheden i landet, styrke bekæmpelsen af korruption og forbedre styringen med de statslige virksomheder plus en række andre ting.
Investorer har mere tillid nu
Om Ukraine vil kunne få gang i reformarbejdet igen, vil kun tiden vise. Men ifølge Richard House, der leder en afdeling for udviklingsmarkeder hos Allianz Global Investors, så har investorerne fået en række garantier.
”Han (den nye bankdirektør, red.) gav os beskeden om, at det banken fortsætter som sædvanligt, og at målene for Nationalbanken ikke er ved at ændre sig,” lyder det fra House i en artikel hos Financial Times, hvilket også betyder, at investorerne har fået garantier for, at Ukraine fortsat vil overholde kravene fra IMF og det fem milliarder dollar store lån.
Der har tidligere været rygter om, at den ukrainske Nationalbank vil sænke centralrenten i landet yderligere, men den forbliver på de seks procent for nu. Det sker, fordi inflationen stiger i landet og vil ramme 4,7 procent ved udgangen af året, ifølge en ny rapport fra Nationalbanken. Banken har derfor ikke set nogen grund til at sænke den yderligere.
“Hvis vi ser, at inflationen er inden for målområdet, og ser vi ikke en betydelig udvidelse af det finanspolitiske underskud, og hvis vi ser også fortsat samarbejde med donorer, så udelukker jeg ikke et fald i renten,” sagde viceguvernør i Nationalbanken Dmitri Sologub.