Foto: Emil Filtenborg

Ukraine er et af de lande, der kommer til at modtage en større hjælpepakke fra EU i forbindelse med corona-krisen.

I søndags sagde den ukrainske premierminister Denis Sjmygal, at han forventede en tranche indenfor et par uger. Den forudsigelse er nu lidt tættere på at blive til virkelighed, skriver det ukrainske nyhedssite Unian.

Ifølge Unian har EU nemlig vedtaget at sende 1,2 milliarder euro (næsten ni milliarder kroner) til Ukraine som finansiel hjælp til at rejse sig efter corona-krisens økonomiske følgesymptomer.

Assistancen bliver udmøntet i form af “favorable lån” og kommer fra en pulje på i alt 3 milliarder euro. Ukraine får langt mere hjælp end de andre lande, der tæller Albanien, Bosnien, Georgien, Joran, Kosovo, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien og Tunesien.

Første bølge er ovre

Det er ingen hemmelighed, at corona-krisen har givet økonomerne verden over hovedpine. Det gælder selvfølgelig også i Ukraine. Præsident Volodimir Zelenskij virker dog overbevist om, at den første bølge af virussen er overstået.

“Jeg tror, vi er i stand til at komme igennem alle stadierne af corona-krisen i løbet af en måned, hvis der ikke kommer en anden bølge. Den første bølge er vi ovre, det er jeg sikker på,” sagde Zelenskij i forbindelse med årsdagen for sin indsættelse som præsident. Det skriver Unian.

Men Ukraine tester ikke ret mange for virussen. Der bliver foretaget omtrent 5000 tests om dagen, og tallet ligger relativt stabilt omkring 400 smittetilfælde om dage. I denne uge har tallene set en smule bedre ud, men det varede ikke ved.

Man skal ikke sælge skindet

Ukraine har ikke mærket nogle markante ændringer i antallet af smittede, siden karantænen blev indført i midten af marts. Det seneste døgn er der blevet registreret 476 tilfælde af sygdommen. I samme periode er 272 personer kommet sig. I alt er smitten blevet registreret 19.706 gange i Ukraine.

Trods det vil den ukrainske regering gerne lempe på flere af karantæneforanstaltningerne. Som Ukraine Nu skrev i går, bliver karantænen forlænget med en måned, men blandt andet træningscentre og børnehaver får lov til at åbne igen.

Tidligere blev karantænen yderligere slækket, og der blev blandt andet mulighed for udeservering for caféer, barer og restauranter, der har lidt under krisen. Det kan give øget smittetryk, at folk begynder at kunne ses igen.

Fra den 25. kommer metroen ifølge ministeren for infrastruktur desuden til at køre igen. Det skriver Unian. Der har før været rygter om det, men nu har flere ministre bekræftet idéen.