Ukraines centralbank har lanceret en ny pengeseddel, der er 1000 gryvnia værd – det svarer cirka til 250 kroner.
Den største seddel i den ukrainske pengefamilie er nu ikke længere 500-gryvnia’en. Den har fra i dag fået en ny storebror, der er dobbelt så meget værd. Det skriver Ukraines Nationalbank på deres hjemmeside.
Den nye seddel har ifølge centralbanken tre fordele: for det første er den mere praktisk end det nuværende system, hvor hæveautomater ofte udbetaler selv store beløb i 200-sedler. For det andet passer den bedre til de stigende priser og lønninger – og så kommer staten til at spare penge, ford de skal printe færre fysiske sedler på den lange bane.
“Denne pengeseddel er nu en valid betalingsmetode på ukrainsk territorium, og den kan blive brugt frit til handel eller som indskud i bankerne,” siger formanden for Nationalbanken, Yakov Smoly.
Videnskabsmand får prominent plads
Som på de andre ukrainske pengesedler, vil der også være et ansigt, der pryder den nye 1000-seddel. Det bliver et portræt af videnskabsmanden Vladimir Vernadsky, der blandt andet var den første præsident for det Ukrainske Videnskabsakademy.
Han var desuden med til at grundlægge selvsamme akademi i 1918 ved siden af sit arbejde, hvor han forskede i blandt andet biokemi og geologi. Bygningen, der huser det Nationale Videnskabsakademi, er afbilledet på seddelens bagside.