Foto af Kentaro Toma hos Unsplash

Covid-19 har gjort det svært for de ukrainske migrantarbejdere at arbejde i udlandet, og det er et hårdt slag for landet, som er meget afhængig af de penge, som de sender hjem til landet. 

Nye tal fra Verdensbanken viser i en ny artikel i The Wall Street Journal, at 11 procent af den ukrainske økonomi kommer fra udenlandske overførsler fra ukrainske migrantarbejdere, som arbejder i udlandet. Det er næstmest i hele verden kun overgået af Guatemala, hvor det står for cirka 13 procent af økonomien.

Ukrainenu har tidligere skrevet om, at de ukrainske migrantarbejdere er ved at være desperate for at forlade Ukraine igen, og at mange lande såsom Polen og Finland meget gerne vil have dem tilbage. Da Covid-19 brød ud, tog mange ukrainere i udlandet hjem til Ukraine, men her havde de svært ved at finde jobs og svært ved at rejse til udlandet igen, hvor mange hjælper til i landbruget og med byggeri. 

Dilip Ratna, der er økonom hos Verdensbanken, estimerer, ifølge UBN, at udenlandske overførsler fra migrantarbejdere på verdensplan vil falde med 20 procent på grund af corona-krisen. 

”Dette fald ville være fire gange så stort som faldet, der fulgte efter finanskrisen i 2008, og det største fald siden Verdensbanken begyndte at registrere overførselsdata i 1980’erne,” lyder det fra Ratna. 

Det vil helt afgjort også ramme Ukraine. De ukrainske sæsonarbejdere sender årligt 13 milliarder dollar – omkring 88 milliarder kroner – hjem til Ukraine, men migrantarbejderne kom hjem til Ukraine grundet karantænen, var de ukrainske politikere er ikke meget for at lade dem smutte igen. De håbede, at de kunne skaffe dem arbejde i Ukraine og på den måde øge arbejdsudbuddet, men det var svært at overbevise ukrainerne.

De vil ikke blive

Ifølge tal fra den ukrainske Nationalbank faldt overførsler fra ukrainske migrantarbejdere med 8,5 procent i juni, sammenlignet med samme måned året før. Det kommer efter et stort fald i april og maj, hvor karantænen tog fat i Ukraine.

Ifølge Kyiv Post vil de ukrainske migrantarbejdere igen tage til udlandet, da lønningerne blandt andet er fire gange højere end i Ukraine. 

”I 2019 arbejdede mere end tre millioner ukrainere lovligt i udlandet, hovedsageligt i Polen, Finland, Tyskland og Tjekkiet,” skriver Kyiv Post, mens det vurderes, at op til ni millioner ukrainere i alt arbejder i udlandet, hvilket er omkring halvdelen af Ukraines arbejdsstyrke.  

Polen er en af de destinationer, hvor ukrainerne hovedsageligt rejser hen. Det skriver UBN, der henviser til et nyt studie lavet af den polske Nationalbank, der viser, at de ukrainske arbejdere i landet gerne vil blive i en årrække.

”Den største efterspørgsel efter ukrainske arbejdere er fortsat i Polen, Tjekkiet og Tyskland,” lyder det fra jobsiden TSN.ua.

Ukraine ville holde på dem

Journalisten Lily Hide har tidligere i mediet Politico beskrevet, hvordan de returnerede ukrainske sæsonarbejdere har forsøgt at løbe over grænserne og få lift af biler og lastbiler på vej primært vest på, da karantænen holdt dem i Ukraine og de ukrainske politikere ikke var meget for at lade dem rejse. 

Blandt andet har journalisten talt med 29-årige Vyacheslav, der plejede at arbejde i Tjekkoslovakiet, og han fortæller, at han kun må rejse ud af landet, hvis han kan fremvise en kontrakt på minimum tre måneder, sygesikring, indkvartering og transport begge veje. Mange sæsonarbejdere har ikke den mulighed, og flere peger på, at kravene netop er sat i værk af regeringen for at holde på sæsonarbejderne i Ukraine.

De ukrainske politikere har tidligere argumenteret for restriktionerne ved at påpege frygten for coronavirussen, hvis de lader folk rejse, og at ukrainere kun skal arbejde i udlandet under ordentlige forhold med kontakt, overnatning og sygesikring. 

Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har tidligere sagt, at han vil have migrantarbejderne til at “komme til Ukraine ikke for besøg, men for at returnere hjem”. Netop derfor var og er corona-krisen en unik mulighed for regeringen til at forsøge at få ukrainerne til at blive, men det har vist sig svært.  

“Vi vil forsøge at holde folk i Ukraine, og vi vil gøre alle forsøg på at gøre det… Der er masser af arbejde i Ukraine,” sagde den ukrainske premierminister Denis Sjmygal i april

Som grænserne er åbnet igen, er mange ukrainere dog rejst til udlandet igen, men der mangler endnu data for, hvor mange der har valgt at blive.