Ukrainenu samler her de største erhvervsnyheder fra ugen, der er gået. I denne uge har der været en række nyheder om IMF-lånet, som Zelenskij forsøger at få tilbage på sporet. Derudover er der indgået endnu flere aftaler med Tyrkiet.
Her får du et overblik over de største erhvervshistorier i Ukraine fra den 27. november til den 3. december. I den seneste uge har vi på Ukrainenu blandt andet skrevet om, at der måske bliver åbnet op for, at private virksomheder må operere på landets jernbaner. Et nyt pilotprojekt skal undersøge nærmere, hvordan det kan lade sig gøre.
Derudover har vi skrevet om, at Ukraine muligvis er på vej ind i en ny karantæne. Der er tale om at indføre en stram nedlukning af samfundet hen over julen, og det vil både komme til at påvirke landets virksomheder og muligheden for at rejse til og fra Ukraine i den periode. Nyheden kommer på et dårligt tidspunkt for en række virksomheder i Ukraine, da en ny undersøgelse viser, at omkring 10 procent – primært små og mellemstore virksomheder – er på randen af konkurs.
Corona-krisen har også skabt et stort underskud i Ukraines budget, som landet har været nødt til at finde en løsning på, da IMF har suspenderet yderligere låneudbetalinger. Regeringen ser ud til at ville finde pengene ved blandt andet at sælge hryvnia-obligationer.
Hos Ukrainenu har vi også skrevet om, at Ukraine er EU’s vigtigste kilde for udenlandsk arbejdskraft, og at landet derfor spiller en nøglerolle i EU’s økonomi. I 2019 stod ukrainerne for 55 procent af de 1,2 millioner førstegangs-opholdstilladelser, som blevet givet til ikke-EU-borgere.
I den seneste tid har der også været en række spekulationer om, hvorvidt den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har tænkt sig at trække sig tilbage grundet skuffelsen over de manglende reformer. Det afviser en af hans rådgivere dog. I stedet stiller han måske op til nyvalg.
Ugen bød også på andre nyheder, som vi ikke har dækket i dybden. Dem kan du få et overblik over her. Husk, at du kan få ugens økonomiske overblik allerede torsdag, hvis du skriver dig op til vores nyhedsbrev.
IMF og Ukraines finansministerium når til enighed
Det ukrainske finansministerium melder, at de har indgået en aftale med den Internationale Valutafond, IMF, om reducering af Ukraines budgetunderskud. Det skriver UBN. Blandt andet vil finansministeriet udskyde landets planer om at øge mindstelønnen, hvilket – sammen med en række andre tiltag – vil betyde, at der bliver sparet en milliard dollar på næste års budget. Dermed vil budgetunderskuddet falde fra seks procent til 5,5 procent for næste år.
Zelenskij skal genvinde tilliden
Anders Åslund, der er økonom hos Atlantic Council, har i denne uge skrevet et indlæg, hvor han slår fast, at han finder det usandsynligt, at Ukraine vil få nogen penge fra IMF, før den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij får genvundet IMF’s tillid. Det kan dog vise sig at være vanskelig, påpeger han.
”Hvis den ukrainske regering ikke grundlæggende reviderer sin nuværende økonomiske politik og politiske bane, er det usandsynligt, at den modtager nogen IMF-, Verdensbank- eller EU-midler, så længe Volodimir Zelenskij forbliver præsident… Zelenskij ser ikke ud til at forstå, at IMF tager sine forhold alvorligt og ønsker ikke at blive behandlet som en kilde til billige kreditter. I modsætning til den ukrainske regering er den fokuseret på strukturreformer, så den ukrainske økonomi kan begynde at vokse med fem til otte procent om året snarere end til minimale rater,” skriver Åslund.
Blandt andet er IMF utilfredse med, at Ukraines Højesteret forsøger at lukke landets Anti-Corruption Bureau, NABU, som er finansieret af og får rådgivning af Vesten. Højesteret finder NABU’s arbejde forfatningsstridigt, mens den ukrainske regering arbejder på at haste-godkende en lov, så NABU kan holde åbent på trods af Højesterets dom.
Sjmygal på besøg i Tyrkiet
En række medier meldte i denne uge, at den ukrainske premierminister Denis Sjmygal har været på et todages besøg i Tyrkiet, hvor han blandt andet mødtes med en række forretningsfolk i landet.
”Vi har ambitiøse planer om at bygge og renovere vores infrastruktur, herunder veje, broer, energi og medicinsk infrastruktur, i andre områder – vandforsyning, kloakering, genbrug af affald. Tyrkiske virksomheder har succesrig erfaring inden for disse områder,” lød det fra premierministeren.
Derudover er der også meldinger om, at Ukraine køber yderligere fem af de tyrkiske Bayraktar Tactical Block 2 droner, som havde succes på Aserbajdsjans side i krigen mod Armenien over Nagorno-Karabakh. Ukraine og Tyrkiet er i den seneste tid kommet tættere hinanden, og der er ofte nyheder om øget militært samarbejde mellem de to lande.
Derudover har Sjmygal på mødet i Tyrkiet snakket varmt om, at tyrkiske virksomheder kan hjælpe med bebyggelsen af motorveje og havne i Ukraine. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Ukrinform. Derudover blev de to parter også enige om, at de skal dele data om de to landes luftforsvar.
“Parterne blev enige om mulig gensidig udveksling af tekniske data til overvågning af luftrummet i eksklusive økonomiske zoner, hvilket vil gøre det muligt for Ukraine at vurdere situationen i sin egen eksklusive økonomiske zone, hvilket forhindrer mulige trusler fra Rusland,” skriver Ukrinform.
Brasilien og Ukraine vil samarbejde om våben
Både Brasilien og Ukraine er store våbenproducenter, og nu diskuterer de to lande muligheden for at samarbejde. De 13 største våbenproducenter i Brasilien er på besøg i Ukraine for at se på mulighederne. Det skriver UBN. De to lande kigger blandt andet nærmere på, hvordan de kan samarbejde om at forbedre tanks, missilsystemer, luftforsvar, cybersikkerhed, ammunition, droner, radarer og satellitsystemer.
”Det bliver en tovejs vej. Vores lande lancerer et nyt samarbejdsområde, der har store udsigter,” siger Oleg Urusky, Ukraines minister for strategiske industrier.
Glem Rusland – Kina står for mest af samhandlen
Nye tal fra State Statistics Service i Ukraine viser, at Kina stadig er Ukraines største handelspartner, og at landet står for dobbelt så meget, som samhandlen mellem Ukraine og Rusland. Tallene viser, at Ukraine og Kina har handlet for 9,4 milliarder dollars frem til august i år, mens samhandlen mellem Kina og Rusland i samme periode var 4,6 milliarder dollars. Derefter kom Polen, der stod for 4,5 milliarder dollars, Tyrkiet for 2,9 milliarder, Hviderusland for 2,5 milliarder og USA for 2,5 milliarder.
Ukraine samarbejder med Sverige om it-løsninger
Ukrinform skriver i denne uge, at det ukrainske ministerium for digital transformation har planer om at bruge svensk teknologi. Ministeriet har store ambitioner om at digitalisere Ukraine, hvilket blandt andet betyder, at alt det offentlige skal kunne tilgås på nettet, og at 4G-mobilnet skal være tilgængeligt i stort set hele landet i den nære fremtid.
“Samarbejde med forretningspartnere og internationale partnere er meget vigtigt for os, især taler vi her om Sverige. Vi har allerede opbygget en organisationsstruktur inden for rammerne af ministeriet for at starte og gennemføre vores projekter. Og en bestemt viceminister er allerede blevet udpeget til at udføre hver enkelt opgave og koordinere de relevante områder,” sagde ministeren for digital transformation Mikhailo Fedorov.
Zelenskij er klar med penge til grøn energi
UBN skriver i denne uge, at den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij er klar til at underskrive en lov, der giver statsgarantier for ‘grønne obligationer’, så statsvirksomheden Ukrenergos kan betale sin forfaldne gæld til sol- og vindproducenter. Vestlige virksomheder har mange penge til gode. Det skriver UBN på baggrund af udtalelser fra Juri Boyko, der er energiminister i Ukraine. De manglende udbetalinger af grøn støtte har udviklet sig til en krise, hvor store udenlandske virksomheder truer med at forlade Ukraine.
Ukraine vil lukke kulminer
I Ukraine kommer en stor del af energien stadig fra kul, men det vil regeringen gøre noget ved. UBN skriver i denne uge, at regeringen vil lukke 33 af statens kulminer i løbet af det næste årti. Ifølge mediet vil det ukrainske energiministerium kigge mod Tyskland og Storbritannien, som har erfaring med at lukke sådanne miner. Især er Ukraine interesseret i, hvordan de får fundet nyt arbejde til de mange minearbejdere.
Milde temperaturer forlænger sæson
Hvert år bliver transporten af gods på Dnipro Floden stoppet af is, men på grund af klimaforandringerne bliver den periode kortere for hvert år. I år vil godstransporten fortsætte til slutningen af december, skriver UBN.
Allo Group vil selv levere varer
Allo Group, der sælger elektronik i Ukraine, tror på, at onlinesalget vil fortsætte med at stige. Virksomheden har derfor nu besluttet, at oprette sin egen leveringstjeneste. Det skriver UBN.
DHL har store planer i Ukraine
DHL har planer om at åbne et nyt logistikcenter i Kyiv, der skal hjælpe med containerfragten, der kommer fra Kina og gennem Ukraine på vejen til EU. Sådan lyder det fra direktøren for statsvirksomheden Ukrzaliznytsia, der står for Ukraines toge. Ukrzaliznytsia forsøger at lave sådanne aftaler med en række virksomheder for at få effektiviseret transporten fra Kina.
Forbedring af grænseovergange
Polen låner Ukraine 100 millioner euro til at opgradere 13 grænseovergange mellem de to lande. Pengene skal betales tilbage over 30 år, og de går til at forbedre både veje og jernbaner, som krydser grænsen. Derudover vil Estland gerne hjælpe Ukraine i landets opgradering af de elektroniske grænsesystemer. Målet er, at køerne på Ukraines mest travle grænseovergange til Ungarn og Slovakiet kan blive reduceret. Der er underskrevet en aftale mellem premierministrene i Estland og Ukraine.
Unian: Landbruget er på vej ind i en krise
Årets høst har været ramt af tørken tidligere på året, og forventningerne er derfor ikke særlig store for året. Det ukrainske nyhedsbureau Unian skriver i en længere analyse, at det kommer til at påvirke eksporten og brødpriserne i Ukraine. Derudover er det ikke sikkert, at alle landmænd overlever.
“Landbruget er i kritisk tilstand. Banksystemet udlåner ikke til landmænd. En lignende situation blev set i 2003. Men derefter kom regeringen til undsætning og overtog selv kompensation for renter på lån for det næste år efter afgrødens fiasko. I år modtog selv de kritisk berørte regioner (Odesa, Mykolaiv, Kherson og Zaporizhia-regionerne, red.) trods regeringens løfter ingen hjælp,” siger Hennady Novikov, formand for Agrarian Union of Ukraine.
Flere virksomheder bliver overtaget
Ifølge tal for Opendatabot er antallet af virksomheder, som bliver overtaget ved brug af magt eller forfalskninger, steget i år. I årets første ti måneder har der været 751 tilfælde i Ukraine, ifølge mediet, hvilket er det samme antal, som der var i hele 2019. Mange af forsøgene på at overtage virksomheder sker gennem forfalskninger af dokumenter.
Iran vil betale erstatning
Al-Monitor skriver, at Iran har planer om at betale 200 millioner euro i kompensation til de 176 ofre for nedskydningen af det ukrainske UIA-fly over den iranske hovedstad Teheran, som fandt sted den 9. januar i år. Ifølge mediet vil pengene komme fra en pulje til national udvikling i Iran.
Nyt fra flytrafikken
SkyUp Airlines tror på, at corona-krisen snart er ovre, da der er en vaccine på vej. Derfor har selskabet nu meldt ud, at de håber på at genstarte 60 flyruter fra 21 lande. Det skriver UBN. Selskabet har base i Boryspil Lufthavn i Kyiv, men mange af de planlagte afgange kommer til at ske fra lufthavnene i Kharkiv, Lviv, Odesa og Zaporizhia, hvor der blandt andet vil være afgange til Georgien, Grækenland, Tjekkiet og Italien. Fra Boryspil vil der afgå fly til en række lande i Europa såsom til Danmark.
Renovering af Dnipro Lufthavn
En række tyrkiske og ukrainske virksomheder har ansøgt om at stå for renoveringen af Dnipro Lufthavn, som regeringen anslår vil koste i alt 200 millioner dollars. Det skriver UBN. Renoveringen regnes med at tage flere år, da der blandt andet skal bygges en ny landingsbane, hegn og bygninger. Dnipro Lufthavn er den syvende største i Ukraine målt på antallet af passagerer. I 2019 havde den 338.888 passagerer.
Ifølge det ukrainske ministerium for infrastruktur er der også tyrkisk interesse for at modernisere lufthavnen i Kherson, som havde 154.046 rejsende sidste år.