Foto af Allef Vinicius hos Unsplash

Ukrainenu samler her de største erhvervsnyheder fra ugen, der er gået. I denne uge har der igen været problemer med Ukraines Højesteret, mens der også er nyt om et lån fra Verdensbanken til at understøtte dele af Østukraine. Derudover har ugen budt på en række andre erhvervsnyheder om blandt andet handlen med Kina.

Her får du et overblik over de største erhvervshistorier i Ukraine fra den 6. november til den 12. november. I ugen har vi på Ukrainenu blandt andet skrevet om, at valget af Joe Biden som USA’s nye præsident kan ende med at give fornyet liv til Ukraines vestlige reformer. Det er noget, som vil komme udenlandske investorer til gode.

“Få lande har sandsynligvis mere fordel af et Joe Biden-præsidentskab end Ukraine. Biden kender Ukraine meget godt, efter at have været ansvarlig for USA’s politik vedrørende Ukraine som vicepræsident,” lyder det fra økonomen Anders Åslund i en analyse.

Derudover har vi på Ukrainenu skrevet om, at der er indført en weekend-karantæne i landet, da corona-smitten er ude af kontrol. Det ser dog ud til, at det bliver en model som vil ramme vestlige virksomheder mindst muligt, da regeringen er opmærksom på konsekvenserne.

Derudover ser det ud til, at Zelenskij har fundet en model for, hvordan han kan få Ukraines Højesteret til at makke ret. Der er stigende utilfredshed i Vesten over de manglende reformer i Ukraine, og Højesterets angreb på antikorruptionsarbejdet, men det ser nu ud til, at Zelenskij får løst det. Ellers har han truet med at opløse parlamentet.

Derudover har vi på Ukrainenu også skrevet om, at der har været markant færre kampe i den østlige Donbas-region i de sidste 100 dage. Det får både ukrainerne og flere vestlige eksperter til at tro på, at freden er på vej. Der er dog stadig en række udfordringer, som skal løses først.

Ukrainenu har også skrevet om, at den nylige fred mellem Armenien og Aserbajdsjan kan få betydning for Ukraines fredsproces. Ekspert advarer, at Vesten har været for passive og åbnet døren for Rusland.

I den mere bløde ende har Ukrainenu også besøgt et af stederne i Kyiv, hvor der serveres Street Food. Generelt er der et stigende antal steder med madoplevelser i Ukraine, der selvfølgelig i denne tid er ramt af coronavirus og karantænen. Samtidig har den ukrainske kulturminister åbnet for planerne om, at Tjernobyl bør komme på UNESCO´s verdensarvliste, da området giver et unikt indblik i fortiden.

Ugen bød også på andre nyheder, som vi ikke har dækket i dybden. Dem kan du få et overblik over her. Husk, at du kan få ugens økonomiske overblik allerede torsdag, hvis du skriver dig op til vores nyhedsbrev.

Sjmygal: IMF forstår vores udfordringer

Både EU og IMF truer i denne tid med at trække en del af støtten til Ukraine, da de er utilfredse med Ukraines manglende reformarbejde og de nye skridt fra Ukraines Højesteret, som vil stoppe Ukraines antikorruptionsarbejde. Ifølge den ukrainske premierminister Denis Sjmygal er der dog forståelse hos IMF. Det skriver UBN.

”Fordi Ukraine tydeligt erklærer og viser sine europæiske intentioner, intentioner om at fortsætte og aktivt forfølge antikorruptionsreform og alle de reformer, der er beskrevet i vores internationale forpligtelser,” siger han, mens der er endnu ikke noget svar fra IMF.

Det ukrainske nyhedsbureau Ukrinform skriver, at guvernøren for den ukrainske Nationalbank Kirilo Shevchenko er rejst til til USA for at mødes med IMF, IFC og Verdensbanken.

“Formålet med besøget er at diskutere status og udsigterne til samarbejde mellem Ukraine og de internationale partnere. Under besøget planlægges møder med ledelsen af Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og International Finance Corporation (IFC),” skrev Nationalbankens pressetjeneste på sin Facebook-side ifølge mediet.

Verdensbanken låner Ukraine penge

Ukraine har i denne uge fået godkendt et lån hos Verdensbanken på 100 millioner dollar, som skal gå til at promovere landbrug og små virksomheder i den regeringskontrollerede del af Luhansk-regionen, der er hårdt præget af krigen, der brød ud i 2014.

“Dette er det første lån i Verdensbankens portefølje, der er målrettet til at hjælpe den ukrainske regering med at opfylde sit engagement i opsøgende og udviklingsstøtte til konfliktramte befolkninger,” lyder det fra Arup Banerji, Verdensbankens regionale landedirektør for Østeuropa.

Zelenskij slog også i ugens løb fast på Twitter, at udviklingen af området i den ukrainsk-kontrollerede del af Donbas er afgørende for landet.

”Folk, der kommer fra de midlertidigt besatte områder, kan se, hvordan Ukraine er: moderne, asfalteret, fredeligt og sikkert,” skrev han.

Krigen og korruption har kostet Ukraine stort

I løbet af ugen meldte den ukrainske premierminister Denis Sjmygal ud, at det sidste årti med uro har kostet det ukrainske samfund 1 trillion dollar i BNP. Det skriver UBN. Det skyldes krigen, korruption, manglende økonomisk strategi, fejlende reformer og dårlig ledelse.

I et nyt dokument, der omhandler den økonomiske strategi for Ukraine frem til 2030, lyder det blandt andet, at der er store vækstmuligheder for Ukraine i olie, mineraler og gas. Her har landet kun udviklet en tredjedel af de 12.000 kendte forekomster. Derudover har landet potentiale i udnyttelsen af hydroenergi, fiskeri og floderne for 12 milliarder dollar.

Dertil melder Sjymgal, at Ukraine har yderligere et økonomisk potentiale på cirka 85 milliarder dollar, når det kommer til landbruget. Også skovbruget har et yderligere potentiale på 40 milliarder dollar for det næste årti – især hvis der sættes mere fokus på møbler.

Turismen kan også nå helt nye højder, lyder det fra premierministeren. Han finder det sandsynligt, at der i 2030 kan komme helt op til 30 millioner udenlandske turister til Ukraine om året. Dertil yderligere 60 millioner ukrainske turister, hvilket vil få turismens andel af BNP til at stige fra de cirka en procent i dag til ti procent i 2030. Dermed tror han også, at antallet af passagerer i landets lufthavne kan stige til 71 millioner om året, hvilket er tre gange så meget som før corona-krisen.

”Det centrale spørgsmål, der skal besvares, er, hvorfor disse problemer ikke blev løst tidligere, og hvordan de rent faktisk kan løses i praksis i dag. Rent praktisk er det derfor den fremtidige handlingsstrategi, der er af største interesse.” lyder det fra Igor Burakovsky, leder af Kyivs Institute for Economic Research and Political Consulting, ifølge Interfax-Ukraine.

Flere virksomheder digitaliserer

Ifølge en ny undersøgelse lavet af KPMG digitaliserer flere og flere af de ukrainske virksomheder på grund af corona-krisen. På grund af pandemien har 39 procent af de ukrainske virksomheder, som KPMG talte med, valgt at accelerere deres allerede eksisterende planer for digitalisering, mens 42 procent har planer om at reducere deres kontorer. 74 direktører blev spurgt i undersøgelsen af KPMG.

It-hjemmeside nu også på engelsk

Ukraines ministerium for digital transformation lancerer nu også en engelsk version af Diya.Biznes. Diaya City er regeringens projekt, der skal skubbe endnu mere gang i Ukraines it-sektor, hvor der blandt andet vil være gunstige skatteregler og juridisk beskyttelse for virksomheder. På hjemmesiden kan du lære mere om fordelene ved Diya City.

Nyt fra energisektoren: Grønne obligationer på vej

Ifølge den ukrainske viceminister for energi Yaroslav Demchenkov har Ukraine et potentiale til at tiltrække 73 milliarder dollars i grønne obligationer i de næste ti års tid. Det skriver Energiministeriet. I øjeblikket er ministeriet ved at finde ud af at lave et marked for grønne obligationer, som kan bruges på grøn energi og energibesparelse.

Korruption og manglende retssikkerhed det værste

Hvert år laves der en undersøgelse af erhvervsklimaet i Ukraine, hvor en række virksomheder svarer på spørgsmål. Undersøgelsen bliver til dels sponsoreret af European Business Association i Ukraine, og i denne omgang svarede virksomhederne, at Ukraines største problemer er manglen på tillid til retsstaten og dernæst korruptionen i landet.

Ifølge Censor.net er det første gang, at virksomhederne rangerer problemerne med retsstaten som større end problemet med korruption.

”Ukrainske virksomheder deler udtalelsen fra udenlandske investorer. Ifølge en EBA-undersøgelse, der blev udført i september, mener de fleste administrerende direktører, at Ukraine først og fremmest skal gennemføre retsreformer og etablere retsstatsprincippet,” sagde Anna Derevyanko,  administrerende direktør for European Business Association, ifølge UBN.

Oligark modtager midler til at bygge veje

En virksomhed med forbindelse til oligarken Igor Kolomojski, der er i gang med en retssag mod staten for at få sin nationaliserede bank PrivatBank tilbage, har, ifølge censor.net, modtaget omkring en milliard hryvnia – omkring 220 millioner kroner – til at bygge nye veje for. De kommer ud af regeringens store pulje til at modernisere landets veje, og det bliver der lagt mærke til i Ukraine, hvor Kolomojski er en kendt person.

Nye økonomiske tal

State Customs Service skriver, at Ukraines handel med udlandet er faldet med ni procent til 82,7 milliarder dollar i år. Det viser nye tal fra oktober – sammenlignet med tal fra sidste år. Importen er nede med 12 procent til 43 milliarder dollar, mens eksporten er nede med fem procent til 39,6 milliarder dollar. Dermed er handelsunderskuddet reduceret.

Ifølge State Customs Service er det blandt andet den lavere pris på olie, der har betydningen for den lavere import. Den lavere oliepris har reduceret den post med 37 procent. Det viser de nye tal for oktober.

Eksporten af fødevarer er faldet med 1,7 procent fra starten af året og frem til oktober til 17,6 milliarder dollar. Det skriver Ukrainian Club of Agrarian Business. Der er dog vækst i salget af solsikkeolie, der steg med 21 procent, hvede med seks procent og byg steg med 37 procent.

Nye tog på vej

Ifølge direktøren for den ukrainske statsvirksomhed Ukrzaliznytsia, der står for landets tog, vil virksomheden købe tog for 1 milliard dollar til både passager- og godstransport plus nye togskinner Det skriver UBN.

”Ukrzaliznytsia er et af grundlagene for den ukrainske økonomi. Helbredet for vores kampagne er en indikator for sundheden i hele økonomien,” sagde direktøren ifølge mediet til en konference.

Kina vil have mere solsikkemel

UBN skriver, at Kinas import af ukrainsk solsikkemel blev fordoblet i marketingsåret, der sluttede i august i år, til 1,8 millioner ton. Det er i alt 43 procent af Ukraines eksport af solsikkemel.

Nyheden kommer ellers efter, at Ukraines produktion af solsikke er reduceret i år, da landet har været ramt af tørke. Især eksporterer Ukraine meget solsikkeolie, hvor landet står for cirka halvdelen af alt solsikkeolie, der bliver handlet internationalt.

Kina køber meget

Den ukrainske premierminister Denis Sjmygal har i denne uge meldt ud, at Ukraines eksport til Kina steg med 88 procent til 2,6 milliarder dollar i oktober. Det skriver UBN. Derfor vil Ukrainian Sea Ports Authority nu også have deres hjemmeside på kinesisk for at tiltrække flere investorer.

Flere importerede biler

UkrAutoprom, der er bilindustriens organisation i Ukraine, melder, at registreringen af brugte importerede biler i Ukraine er steget med 50 procent i oktober til 38.800 nye biler – sammenlignet med samme periode året før. Registreringen af nye importerede biler var blot 22 procent af det totale antal registreringer. I år er der sammenlagt blevet registreret 281.100 brugte biler i Ukraine – mange kommer fra Tyskland.

Ukreximbank genindkøber bankens euroobligationer

Ukraines tredjestørste bank Ukreximbank har i denne uge meldt ud, at de vil genindkøbe bankens euroobligationer til en værdi af 300 millioner dollars, som ellers forfalder i 2022 og 2025. Indkøbet sker, ifølge bankens direktør, da det er fordelagtigt rent økonomisk at gøre det nu.

Protester mod weekend-karantæne

Ukraine har indført weekend-karantæne, hvor alt andet end apoteker, offentlig transport, hospitaler plus læger og supermarkeder skal holde lukket i weekenden. Det har fået en række erhvervsdrivende på gaden for at vise deres utilfredshed med opråbet: “Lad folk arbejde”.

”Mange går ind for en komplet lockdown. Nogle ejere af store servicevirksomheder siger, at en sådan foranstaltning kan give mulighed for forhandlinger af høj kvalitet med banker,” skriver Alexander Savilov, der er medejer af restaurantkæden Salateira på Facebook, ifølge UBN.

Ifølge ham og andre vil det gøre mindre ondt med en hel nedlukning i kort tid i stedet for en længerevarende weekend-karantæne. Mediet skriver også, at Lviv vil modsætte sig nedlukningen, hvor borgmester Andriy Sadovyi kalder weekend-karantænen for “absurd”.

Hospitaler er næsten fyldt

Det stigende antal smittede med coronavirus i Ukraine har fået betydning for flere planlagte operationer i landet, som nu bliver udskudt. Det skriver UBN. Ifølge mediet er 63,2 procent af landets hospitalssengene, der er dedikeret til corona-patienter i øjeblikket fyldt op.

Slovakiet lukker grænsen

UBN skriver, at Slovakiet har valgt at lukke landets to grænseovergange til Ukraine på grund af det store antal smittede i Ukraine. Mediet melder dog, at godstransporten fortsætter som normalt.

Qatar Airways vil flyve til Doha

UBN skriver, at Qatar Airways nu vil genoptage flyvninger mellem Doha og Kyiv Boryspil. Der vil i starten være tre flyvninger om ugen.

Kyivs borgmester er genvalgt

Flere af resultaterne fra lokalvalgene i Ukraine lader vente på sig, men nu er det klart, at Vitali Klitschko er genvalgt som Kyivs borgmester med cirka 50,5 procent af stemmerne. Han har fået 365.161 stemmer, og det betyder, at han ikke skal ud i en anden runde. Det er hans tredje periode.