Foto af Gayatri Malhotra hos Unsplash

Ukrainenu samler her de største erhvervsnyheder fra ugen, der er gået. I denne uge er der kommet en række nye tal for, hvordan økonomien klarede sig i 2020, og præsidentens kontor har blandt andet været ude og slå fast, at de tror på stor vækst i 2021. 

Her får du et overblik over de største erhvervshistorier i Ukraine fra den 22. januar til den 28. januar. I denne uge har vi på Ukrainenu blandt andet skrevet om, at den ukrainske økonomi viste sig at skrumpe mindre i 2020, end det var ventet. Økonomien skrumpede 4,4 procent, hvilket var markant mindre end de seks til syv procent, som var ventet af økonomer. 

Derudover har vi skrevet om, at den globale opvarmning kan ske at true den ukrainske landbrugssektor med højere temperaturer og mindre nedbør. Ifølge Anna Ackermann, der er bestyrelsesmedlem hos organisationen Ecoaction Centre for Environmental Initiatives, så skal Ukraine gøre meget for at tilpasse sig den nye virkelighed, som allerede viste sig med tørke i 2020. 

“Ukraines rolle som en voksende landbrugs-supermagt efterlader landet særligt udsat for den negative indvirkning af et skiftende miljø. I løbet af de sidste par årtier har Kyiv-klimaet gradvist migreret sydpå. Vintrene er blevet mildere, og somrene er nu langt varmere. Vejret i den ukrainske hovedstad ligner i stigende grad Odesa i midten af det tyvende århundrede uden fordel af Sortehavsbrisen,” lyder det fra Ackermann.

Det er ikke kun Ukraine, der har haft problemer med høsten i 2020. Det er en generel tendens over hele verden, og det presser fødevareforsyningen. Efterspørgslen efter ukrainske fødevarer er derfor stigende. Ifølge den ukrainske viceminister for økonomisk udvikling, handel og landbrug så “er antallet af anmodninger om samarbejde om fødevaresikkerhed fra udenlandske partnere steget markant” i den seneste tid. Det er muligt, at Ukraine derfor kan få en mere central rolle i verdens fødevareproduktion.

Ukrainenu har også skrevet om, at den stramme karantæne sluttede mandag, og vi derfor er vågnet op til en ny og mildere karantæne. Den udvikling kommer, som Ukraine oplever et faldende smittetal. Hvordan det vil se ud i fremtiden afhænger af, hvordan det kommer til at gå med vaccinationerne, hvor der i den ukrainske befolkning er stor modstand

Lørdag var der store demonstrationer i Rusland, hvor Oppositionspolitikeren Aleksej Navalnij havde kaldt til demonstrationer efter at have udgivet en dokumentar, der belyste den russiske præsident Putins korruption. Navalnij kan ved første øjekast virke vestlig-orienteret, men det er mere kompliceret end som så, og han støtter blandt andet annekteringen af Krim-halvøen

Biden skulle i ugens løb have talt med Putin og slået fast, at Ukraines selvstændighed er afgørende og noget, som der ikke kan røres ved. 

Til sidst har vi på Ukrainenu også kigget nærmere på DTEK, der er den største energivirksomhed i Ukraine. DTEK har ambitioner om at investere uden for Ukraine – her især i grøn energi. 

Ugen bød også på andre nyheder, som vi ikke har dækket i dybden. Dem kan du få et overblik over nedenfor. Husk, at du kan få ugens økonomiske på mail, hvis du skriver dig op til vores nyhedsbrev

Direktør: Ukraine bør få mere støtte under Biden

Andy Hunder, der er præsident for American Chamber of Commerce i Ukraine, skriver i et indlæg hos Atlantic Council, at Ukraine bør få mere støtte under den nye amerikanske præsident Joe Biden, end landet gjorde under Donald Trump. Biden har tidligere besøgt Ukraine seks gange. 

“USAs støtte til Ukraine kan få landet tilbage på reformsporet… I løbet af de næste fire år kan Biden spille en historisk rolle i at hjælpe Ukraine med at eliminere korruption og frigøre sig en gang for alle fra oligark-kontrol,” skriver han og peger på, at Biden altid har støttet Ukraines kamp. 

“Erhvervslivet sætter nu deres lid til, at præsident Biden støtter Ukraine i det, der lover at være en afgørende periode i landets uafhængige historie.”

Centralrenten blev holdt i ro

Som ventet besluttede den ukrainske Nationalbank i denne uge at holde centralrenten på seks procent – det samme niveau siden juni. Ifølge banken er det ventet, at inflationen i Ukraine vil stige i 2021 til syv procent, mens den så ventes at ville stabilisere sig omkring de fem procent i 2022. Det er især et højere privatforbrug, højere energipriser og højere lønninger, som vil være med til at presse inflationen i vejret i løbet af 2021. 

Til gengæld meldte Nationalbankens guvernør Kirilo Shevchenko også ud, ifølge UBN, at det i løbet af året er blevet billigere at låne penge. Omkostningerne ved at låne penge er faldet med 45 procent i 2020.

”Med hensyn til omkostningerne ved lån til virksomheder i national valuta faldt kursen fra 14,8 procent i december 2019 til 8,2 procent i december 2020. For eksempel faldt omkostningerne til realkreditlån fra 19,6 procent i december 2019 til 12,1 procent i december 2020,” lyder det fra Shevchenko.

Tyrkiet skal bygge bro i Ukraine

Det tyrkiske selskab Doğuş İnşaat ve Ticaret A.Ş skal bygge en 1,7 kilometer bro over Dnipro Floden ved Kremenchuk i Poltava oblast. Projektet løber op i 402 millioner dollars, skriver statsvirksomheden Ukravtodor. Broen skal have fire baner og kunne klare tunge lastbiler. Det er meningen, at projektet skal starte i år og være færdigt i 2024, og dermed erstatte en bro fra 1949.

Derudover melder den ukrainske minister for infrastruktur Vladislav Kriklii, at tyrkiske virksomheder har udvist interesse for at investere i en containerterminal i Chornomorsk, der også har jernbane og færger. Der er tale om de tre tyrkiske virksomheder Busserk, Çalık Holding og NIKO Group.

Samarbejde mellem DHL og Ukrzaliznytsia

UBN skriver, at DHL og Ukrzaliznytsia planlægger at udvikle forbindelsen mellem Kina og EU ved at etablere et knudepunkt for transporten i den ukrainske hovedstad Kyiv. Det er endnu usikkert, hvad præcis der vil komme ud af aftalen, men der sker en styrkelse af samarbejdet mellem de to lande.

”Der er meget spænding for dem, der ser på handelsudviklingen mellem Kina og Ukraine. Ud over Kinas nyetablerede position som Ukraines største handelspartner har nylige rapporter afsløret Ukraines planer om at indlede forhandlinger om en frihandelsaftale med Kina,” siger Steve Huang, administrerende direktør for DHL Global Forwarding Greater China.

Ukrainske jernbane-medarbejdere flytter til udlandet

Mediet CFTS skriver i denne uge, at en stor del af de ukrainske jernbane-medarbejdere flytter til blandt andet Polen, Slovakiet og Ungarn, hvor de kan få mere i løn og bedre arbejdsvilkår. ”Der er et stort antal jobannoncer for jernbanearbejdere i europæiske lande, mest i nabolandet Polen,” skriver mediet i artiklen og melder, at det ofte er yngre folk i alderen 25 til 45, der siger op hos den ukrainske statsejede jernbanevirksomhed. Det estimeres, at omkring fem procent af medarbejderne hvert år smutter.

Færre investeringer i Ukraine

Lenna Koszarny, der er direktør hos Horizon Capital, sagde i løbet af ugen på en konference, at Ukraine oplevede færre udenlandske investeringer i de første ni måneder af 2020 end året før. Det skriver UBN

”Vi håber, at netto FDI vil blive nul,” sagde hun ifølge mediet og pegede på, at der er behov for en række reformer for at få gang i udviklingen igen. 

Præsidenten forventer vækst i 2021

Den ukrainske økonomi vil komme sig i 2021. Sådan lyder det fra Oleg Ustenko, der er leder af præsidents presseservice, ifølge Ukrinform

“Hvis vi generelt taler om 2021, forventer vi, at det bliver et år med økonomisk vækst, et år med gradvis genopretning af hele den globale økonomi og selvfølgelig den ukrainske økonomi… Efter valgkampen i USA og den nylige indvielse af den 46. amerikanske præsident Joe Biden er alle aktiemarkeder begyndt at vokse, hvilket betyder, at både kreditorer og investorer viser aktivitet… Det betyder, at investorer, der plejede at lede efter ‘stille havne’, nu er på udkig efter investeringsmuligheder. Dette betyder, at Ukraine, som er i gruppen af ​​lande med nye markeder, allerede aktivt kan konkurrere om ressourcer,” sagde Ustenko. 

Industriproduktionen faldt med fem procent

Nye tal fra State Statistics Service viser, at industriproduktionen i Ukraine faldt med fem procent i 2020, mens produktionen generelt set faldt med syv procent. Andre tal viser, at kulproduktionen faldt med 13 procent og produktionen af elektricitet faldt med 6,6 procent, mens der var en stigning i stålproduktionen på 6,5 procent og syv procent for cement. 

Stadig mange overførsler fra udlandet

Kirilo Krivolap, der er direktør hos Center for Economic Recovery, siger, at ukrainske arbejdere i udlandet i alt sendte 12 milliarder dollars hjem til Ukraine i 2020 – højt i forhold til, at Ukraine siden selvstændigheden har tiltrukket blot 50 milliarder dollars i udenlandske investeringer, skriver UBN.

Mediet skriver også, at antallet af ukrainske arbejdere i udlandet i 2020 ventes at have været på samme niveau som i 2019 på trods af corona-krisen. Størstedelen ventes at arbejde i Polen. 

UkraineInvest vil sætte kontorer op på ambassader

UkraineInvest vil mere aktivt promovere Ukraine som et godt sted at investere ved at etablere 70 informationscentre rundt omkring på de ukrainske ambassader, skriver UBN. Da Ukraine i alt har 78 ambassader, så vil det betyde, at næsten alle ambassader får et informationskontor. 

Ukraine importerer mere vin end nogensinde før

UBN skriver, at Ukraine har importeret vin i 2020 for hele 180 millioner dollars, hvilket er rekord. Ukrainenu har tidligere skrevet om, at den ukrainske vinsektor er ramt af billig vin fra EU, og det ser kun ud til, at den udvikling vil fortsætte. Størstedelen af den importerede vin kommer fra Italien med en samlet værdi på 29 millioner dollars. Dernæst kommer Frankrig med 27,5 millioner dollars efterfulgt af Georgien med 26 millioner.

Ukraine er verdens anden største eksporter af korn

Ukrinform skriver i denne uge, at Ukraine er verdens anden største eksportør af korn – kun overgået af USA – i marketingsåret 2019 til 2020. 

“Ukraine er en vigtig aktør på det internationale kornmarked, en af garantierne for global fødevaresikkerhed og har potentialet til at øge kornproduktionen og eksporten. Baseret på resultaterne af produktionsåret 2019-2020 er Ukraine blevet verdens næststørste korneksportør, kun bagefter USA,” sagde viceminister for økonomisk udvikling, handel og landbrug Taras Kachka på et møde i ugens løb, ifølge mediet. 

Ukrainernes hryvnia-opsparinger vokser

Censor.net skriver i denne uge, at nye tal viser, at ukrainernes opsparinger i hryvnia voksede i 2020 med hele 30,7 procent. Det er den højeste vækst siden 2010. På samme tid voksede virksomhedernes beholdninger af hryvnia også til hele 35 procent, viser tal fra Ukraines Nationalbank ifølge mediet. 

“Mere attraktive renter på indskud i hryvnia i sammenligning med fremmed valutaindskud bidrog til tilstrømningen af midler til indskud i national valuta,” lyder det fra Nationalbanken, ifølge mediet. 

Ukrgazbank får lån: Skal gøres klar til privatisering

Ifølge den ukrainske Nationalbank modtager den ukrainske statsbank Ukrgazbank et lån fra Verdensbanken på 30 millioner euro til at hjælpe banken med at blive klar til privatisering. I dag sidder de fire statsejede banker på 60 procent af markedet, men det er planen, at det skal sænkes til 25 procent i 2025, og det kræver privatiseringer. I første omgang skal Ukrgazbank privatiseres, og derefter vil regeringen tage yderligere skridt. 

“I løbet af de sidste 10 år er Ukrgasbank gået fra en bank, der blev reddet fra konkurs i 2009 til et attraktivt aktiv for internationale investorer. Dette partnerskab mellem staten og International Finance Corporation vil give kunderne adgang til billigere ressourcer fra internationale kapitalmarkeder,” lyder det fra guvernøren for den ukrainske Nationalbank. 

UBN citerer Alexander Paraschiy, der er analytiker hos Concorde Capital, for at sige, at ”under hensyntagen til at Ukrgazbank var bedst forberedt på, at en international finansiel institution indgik i sin egenkapital, og at forhandlingsprocessen med IFC tog mere end tre år og endte i et lån, kan vi konkludere, at tidspunktet for en privatisering, eller en IFI, der går ind i en anden statsbank, vil være ret lang.”

Ukraine vil forlænge IMF-lån

Der har længe været problemer med det 5,2 milliarder store IMF-lån, som IMF har sat på hold på grund af problemer med reformarbejdet i Ukraine. Ifølge LB.ua vil Ukraine nu forsøge at forlænge lånet med seks måneder, så det vil løbe frem til juni 2022. Det er svært at sige, om Ukraine vil få forlængelsen, og om lånet igen vil komme tilbage på sporet. Ukraine har indtil videre kun fået udbetalt 2,1 milliarder dollar af IMF. 

Ukraines mineraler på auktion

Ifølge UkraineInvests Guide vil en række områder med forekomster af mineraler såsom tantal, niob, beryllium, zirconium og scandium fra et bælte på op til 1.000 kilometer gennem Ukraine gå på auktion senere på året. Investorer kan købe licenser til at mine mineralerne.  

Det er regeringens håb, at Ukraine kan tiltrække 10 milliarder dollars i investeringer over det næste årti til at udvikle mineraler såsom lithium, der bruges i batterier. Derudover har Ukraine også store forekomster af titanium, uran, nikkel, cobalt og guld, som selskaber også kan købe rettigheder til.

Politikere: Ukraine skal kobles fra energinettet i Rusland

Ukraine vil gerne være en del af EU’s energinet, og det kræver, at landet kobles fra energinettet i Hviderusland og Rusland. I denne uge har to ministre i Ukraine været ude at slå fast, at det snart bør ske. 

“Vi er presserende nødt til at afbryde forbindelsen fra det samlede energisystem med Hviderusland og Rusland og oprette forbindelse til det europæiske system… Dette vil være en af mine hovedopgaver. Så vi er… i Europa, et normalt marked, hvor der ikke er monopol, og hvor der er en normal gennemsigtig pris,” sagde energiminister Yuriy Vitrenko ifølge UBN

”Ukraines mål er at tilslutte sig Den Europæiske Unions elektricitetsforsyningssystem i 2023. Dette betyder, at vi skal afskære fra Hviderusland… og det russiske og fuldt ud integrere i EU-systemet. Vi følger denne vej,” sagde Ukraines udenrigsminister Dmitro Kuleba til Ukraine 24 TV

Hurtigere at komme på energinettet

Der er godt nyt for en række erhvervsdrivende i Ukraine. Det ukrainske parlament kigger i øjeblikket på at vedtage en ny lov, der vil reducere tiden, som det tager at blive tilkoblet energinettet på fra 270 dage til 97. Det udtaler lederen af Ukraines National Reform Council Mikheil Saakashvili til Kyiv Post. Det vil gøre det markant nemmere at starte op i Ukraine. 

Staten bruger færre penge på kul

Nye tal fra State Statistics Service viser, at Ukraines import af kul er faldet med 40 procent målt på pris til en samlet pris på 1,7 milliarder dollars i 2020. I alt importerede Ukraine 17 millioner tons kul i 2020, hvilket er 22 procent mindre end året før. Ukraines import kom især fra Rusland, som stod for 62 procent, USA, som stod for 28 procent, og Kazakhstan, der stod for 7,5 procent af Ukraines import af kul i 2020.

Ukraine sparer penge på olieimport

Ifølge State Statistics Service har Ukraine sparet 3,4 milliarder dollars på olieimporten i 2020, hvilket betyder en besparelse på 36 procent. Volumen er kun faldet med fem procent, så der er derfor tale om, at faldet sker som et resultat af faldende oliepriser i løbet af 2020. Importen kom især fra Rusland, Hviderusland og Litauen. 

Stor landbrugsvirksomhed lukkede

UBN skriver i denne uge, at Oleg Bakhmatyuk, der er ejer af landbrugsvirksomheden Ukrlandfarming, har meldt ud, at han har lukket 37 virksomheder og fyret 13.000 medarbejdere. Ifølge mediet har han bebrejdet antikorruptionsenheden NABUs leder Arten Sytnyk for at have brugt beskidte metoder. Concorde Capital dog peger på, ifølge mediet, at mange af Bakhmatyuks problemer er selvforskyldte. 

”(Bakhmatyuks, red.) syndebudstilgang kan kun delvist forklare alle de forretningsproblemer, som Ukrlandfarming og dens relaterede Avangardco (AVINPU, AVGR LI) har haft siden slutningen af 2016… At drive en ren forretning ville hjælpe i den sag, da vi ikke se Sytniks kampagne som grundløs,” skriver Concorde Capital ifølge UBN. 

Kulturministeriet vil lave have kreativ økonomisk udvikling

Det ukrainske ministerium for kultur foreslår, at der dannes et råd, som skal se på, hvordan Ukraine kan udvikle den kreative økonomi. Her peger ministeriet på, at kunstnere skal understøttes mere i deres arbejde, så det økonomiske potentiale kan forløses. Det skriver Ukrinform.

”(Vi foreslår, red.) at starte et råd for udvikling af den kreative økonomi i regeringen. Vi tror på, at oprettelsen af en sådan platform vil være et stort skridt i retning af at profilere og kommunikere med industrien. Det vil gøre det muligt at udarbejde forslag for at løse problematiske spørgsmål og stimulere udviklingen af sfærer, etablere en direkte dialog med regeringen og erhvervslivet,” sagde ministeren for kultur Oleksandr Tkachenko.

Ukraines politi lavede razzia imod gruppe

Ukraines Attorney General Office har meddelt, at de har lavet en større razzia imod netværket “Emotet”, som er en gruppe, der er beskyldt for at have forårsaget skader hos banker og virksomheder for hele 2,5 milliarder dollars siden 2014 med brug af malware. Ingen meldes dog at være blevet anholdt, men politiet fik fat på kontanter, computerudstyr og flere kreditkort. Gruppen opererer i flere lande, og der har også været razzia flere andre steder.