Volodymyr Zelenskyy, President of Ukraine speaking in the "Special Address by Volodymyr Zelenskyy, President of Ukraine" session at the World Economic Forum Annual Meeting 2020 in Davos-Klosters, Switzerland, January 22, 2020. Congress Hall World Economic Forum / Boris Baldinger

Ukrainenu samler her de største erhvervsnyheder fra ugen, der er gået. Sidste uge var domineret af de store udskiftninger i den ukrainske regering, som kan få stor betydning for landet. Men der var også en række andre nyheder. Få overblikket her. 

Der har været en række erhvervshistorier i denne uge, hvor Ukrainenu blandt andet har sat fokus den mulige ændring af den fordelagtige it-skat, som it-folkene er bange for vil stige. Derudover har vi skrevet om den længe ventede landreform, som stadig lader vente på sig.

Men ugen bød også en på en række andre historier, som Ukrainenu ikke nåede at skrive om, men som du kan danne dig et overblik over her. For det første har de store omvæltninger i den ukrainske regering vakt stor opsigt i Europa og USA, da flere iagttagere peger på, at reformvenlige ministre er blevet fyret. Det skaber frygt for, om Ukraine er ved at vende sig væk fra vesten mod et mere balanceret forhold mellem øst og vest. 

Zelenskij giver flere interviews

Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij er ikke kendt for at give mange interviews, men i denne uge har han givet længere interviews til både The Guardian og Bloomberg, hvor han blandt andet har forsvaret sin ministerrokade. Til Bloomberg svarer Zelenskij blandt andet på en række kritiske spørgsmål om, hvorfor en rokade var nødvendig. Især når flere iagttagere mener, at det påvirker muligheden for IMF-lån og kan skabe problemer med at implementere de længe ventede reformer. 

“Vi var nødt til at reagere på kabinettets effektivitet. Når du laver så dybe ændringer i et land, så kan du ikke fejle. Det handler ikke om personlige målinger – at du kan fjernes fra magten, men i stedet handler det om, at Ukraine måske aldrig får en chance for at gøre dette igen,” sagde Zelenskij til Bloomberg og slog fast, at Ukraine lige nu har en unik mulighed for at komme de mange problemer i landet til livs. 

Artiklen i The Guardian handler mere om Zelenskij som person, og hvor langt han er nået i reformarbejdet i landet. 

Hvad vil der ske med den nye premierminister?

Den nye premierminister i Ukraine hedder Denys Shmyhal, og han har med god grund fået en hel del opmærksomhed i ugens løb. Blandt andet har han været ude at kommentere på bekæmpelsen af korruption i landet, hvor han ikke vil afvise, at der vil komme ændringer. 

“Reformer er ikke et mål i sig selv. Reformer er et middel til at forbedre ukrainernes liv og gøre det mindre korrupt. Selvfølgelig vil vi implementere de reformer, som allerede er blevet lanceret eller vil give fordele for folket. Dog vil nogle af reformerne blive ændret,” sagde han til Ukrayina TV.   

Generelt har den nye premierminister ikke været særlig konkret, men han har i løbet af ugen slået fast, at han vil gøre mere for de mindre og mellemstore virksomheder, og at han vil fortsætte samarbejdet med IMF, som kan hjælpe med at stabilisere økonomien. 

Flere økonomiske nøgletal

Der er altid en række nye nøgletal i ugens økonomiske overblik, og denne uge er ingen undtagelse. Analysefirmaet Fitch Ratings har i denne uge meldt ud, at de fastholder B-vurderingen af den ukrainske økonomi. De skriver dog, at de har et positivt syn på fremtiden, hvor “godkendelsen af en række reformer, der er effektivt og pålideligt implementeret, kan hjælpe med at adressere de strukturelle svagheder” i økonomien. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Ukrinform

Derudover er det kommet frem i ugens løb, at det ukrainske budget er steget med 20,1 procent for februar-måned sammenlignet med samme måned sidste år. Det ukrainske nyhedsbureau Unian skriver også, at gennemsnitslønnen i den ukrainske it-sektor er steget med 22,9 procent i 2019. Det lægger pres på hele sektoren. 

Flere og flere huse i Ukraine får solceller på tagene. Foto af Vivint Solar hos Unsplash

Derudover skriver Ukraines agentur for energieffektivitet, at 22.000 husstande i dag bruger solceller, hvor 15.000 nye husstande kom til sidste år. Og ifølge de ukrainske stats skattemyndigheder går det godt med beskæftigelsen i Ukraine, da andelen af ansatte er steget med 2,5 procent for januar i år sammenlignet med sammen måned i 2019. 

Ukraine Invest skriver, at det ukrainske finansministerium fortsætter med at have held med at sælge obligationer. De solgte for hele 1,7 milliarder kroner den 3. marts, lyder det. Det er en god indikator på, at udlandet tror på den ukrainske økonomi. Derudover skriver Ukraine Invest, at salget af nye biler i Ukraine steg med 21 procent i februar-måned sammenlignet med samme måned i 2019. Franske Renault klarer sig bedst af alle. 

En række nye tiltag

Selv om der har været stor ministerrokade i denne måned, så har regeringen og præsident Zelenskij haft tid til andet. Præsidenten har gjort det billigere at lede efter rav i Ukraine, og den ukrainske udenrigsminister har planer om en charmeoffensiv i Sydøstasien. 

Derudover har Ukraine indgået en aftale med Frankrig, om at franskmændene skal hjælpe til med at skaffe rent drikkevand i den sydøstlige by Mariupol, og det ukrainske energiselskab Ukrenergo har indgået en aftale med kroatiske JSC Dalekovod og tyske General Electric Grid GmbH om et projekt til i alt omkring 230 millioner kroner. 

Tyske investorer har også planer om at bygge tre vindmølleparker i byen Odessa, der løber op i omkring 3,3 milliarder kroner. Det skriver Ukrinform

Foto af Anna Jiménez Calaf hos Unsplash

Ukraine Invest skriver, at 431 statsejede virksomheder nu er klar til at blive privatiseret, og det sker for at effektivisere flere sektorer i landet. 

Andre nyheder fra ugens løb

Den ukrainske nationalbank skriver, at produktionen i Ukraine er faldet med 3,4 procent for januar-måned sammenlignet med samme måned sidste år. Ifølge banken er det især landbruget, industrien og transportsektoren, der trækker ned, og det sker til dels på grund af vejret, skriver banken. Vinteren i Ukraine har været overraskende mild i år, og det har påvirket blandt andet behovet for olie, kul og gas. Det har Ukrainenu tidligere skrevet om. 

I denne uge har en sammenslutning af svenske forretningsdrivende været ude og appellere for, at der skal være endnu mere gennemsigtighed i den ukrainske økonomi, i de politiske beslutninger, og at der skal være mere omfattende lovgivning i landet. 

Flyselskabet Wizz Air, som blandt andet flyver direkte til Danmark, har planer om at udbygge sine afgange fra og til Ukraine, lyder det fra Ukrinform. Det er dog usikkert, hvilket ruter selskabet præcist kigger på. 

Den afgående premierminister Honcharuk meldte i sidste uge ud, at regeringen nu er klar med en række projekter til at løfte blandt andet den ukrainske transportsektor, som har store problemer. Der skal blandt andet bygges 4.000 kilometer veje, og der skal bygges nye skoler og hospitaler. Det er dog usikkert, om planerne stadig føres ud i livet efter ministerrokaden. 

Vodafone Ukraine og Vodafone Group, der er to forskellige virksomheder, har indgået en aftale, som gør, at Vodafone Ukraine stadig må bruge Vodafone-navnet, og at de stadig får adgang til ekspertisen hos Vodafone Group. Ifølge Ukraine Invest er det positivt nyt for den digitale transformation i Ukraine og muligheden for 5G-netværk i Ukraine.