Foto: Stefan Weichert

Ukrainenu samler her de største erhvervsnyheder fra ugen, der er gået. I denne uge har der været stor fokus på problemerne med IMF, hvor Ukraine går i den forkerte retning i landets antikorruptionsarbejde. Derudover er der en række nye tal fra økonomien, hvor Nationalbanken blandt andet holder renten i ro.

Her får du et overblik over de største erhvervshistorier i Ukraine fra den 23. oktober til den 29. oktober. I denne uge har vi på Ukrainenu blandt andet dækket det ukrainske lokalvalg, hvor den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij ser ud til at være den store taber.

“Mindre end halvandet år efter hans indvielse ser Zelenskijs præsidentskab ud til at være i alvorlige problemer. Han ser ikke ud til at have et sammenhængende program og bør selv indse dette. Ligeledes ser Zelenskijs parti Folkets Tjener ud til at være i terminal tilbagegang med den hurtige forværring som en politisk styrke, der afspejler sidste års meteoriske fremgang,” skriver økonomen Anders Åslund.

Derudover har vi på Ukrainenu bragt næste artikel i serien om det ukrainske landbrug, hvor vi har kigget nærmere på profitten ved at være landmand i Ukraine. Her viser beregninger fra en handelsekspert, at du kan tjene din investering ind på blot et år i nogle sektorer.

Ukraine har gang i en større plan for at opgradere de ukrainske veje, og det er afgørende for landet, lyder det fra Leif Pedersen, der er direktør i den danske transportvirksomhed ICT, til Ukrainenu.

“Transportbranchen er jo jublende lykkelige, hver gang der bliver investeret i den infrastruktur, vi skal bruge. Der mangler noget kvalitet i Ukraine. Der er veje, men de er hullede, og det er jo med til at koste en hulens masse penge. Personbiler og lastbiler bliver ødelagt, folk kommer til skade og hospitalerne bliver belagt, så det er helt sikkert godt at begynde at lave god infrastruktur,” siger Leif Pedersen.

Derudover har vi på Ukrainenu også skrevet om, at den International Valutafond, IMF, snart kommer på kontrolbesøg i Ukraine, hvilket kan få stor betydning for den økonomiske stabilitet i Ukraine. Vi har også skrevet om, at Ukraine er ved at indgå et samarbejde med en række lande inklusiv Danmark. Ifølge Ukrinform har Ukraine og Danmark indgået en aftale, så Danmark vil hjælpe med moderniseringen af landets varmeforsyningssystemer.

Ugen bød også på andre nyheder, som vi ikke har dækket i dybden. Dem kan du få et overblik over her. Husk, at du kan få ugens økonomiske overblik allerede torsdag, hvis du skriver dig op til vores nyhedsbrev.

Nationalbanken holdt renten i ro

Den ukrainske Nationalbank besluttede i ugens løb at holde landets centralrente i ro på de historisk lave seks procent. Det skriver UBN. Banken forventer, at den ukrainske økonomi vil skrumpe med seks procent i år og vokse med 4,2 procent i 2021. Banken forventer også, at inflationen i år vil ende på 4,1 procent og blive 6,5 procent i 2021.

På trods af usikkerheden på grund af Covid-19 forventer banken, at landets internationale reserver, der i dag er på 29,1 milliarder dollar vil stige til 29,5 milliarder dollar i 2021, hvis næste IMF-låneudbetaling kommer i år.

”At opretholde en blød pengepolitik har til formål at støtte det økonomiske opsving og nå inflationsmålet,” skriver banken ifølge UBN.

Nye tal fra økonomien

Godstransporten med tog steg med 3,5 procent fra juli til september – sammenlignet med samme periode året før, skriver UBN. Det er endnu et eksempel på, at økonomien er ved at komme sig i Ukraine igen.

Derudover viser nye tal fra Ukraines største producent af fjerkræ, MHP, at virksomhedens eksport er steget med 37 procent i årets tredje kvartal, sammenlignet med samme periode året før. Ifølge virksomheden er det især efterspørgslen fra Mellemøsten, som står for stigningen.

Ifølge den ukrainske Nationalbank er værdien af pengeoverførsler fra ukrainske sæsonarbejdere i udlandet til Ukraine faldet med 11 procent i år til 7,7 milliarder dollar. En ny undersøgelsen lavet af det polske finansmedie Bankier viser også, at en halv million ukrainerne i dag har et skattenummer i Polen. 1,3 million ukrainere regnes med at bo i Polen.

Ifølge UBN har året kornhøst rundet 50,5 millioner tons fra et samlet areal på 12,9 millioner hektar. Ifølge Ukraines landbrugsministerium har Ukraine eksporteret 15 millioner tons korn i de sidste fire måneder, hvilket er 16 procent mindre end i 2019. Faldet kommer efter tørke.

Ny chef for landets toldvæsen

Ukraine skifter ofte ledelsen ud i landets skatte- og toldvæsen, og nu er der igen kommet ny leder til toldvæsenet. Denne gang har Yevgeny Yentis, der tidligere havde en stor stilling i væsenets afdeling for digital transformation, overtaget det varme sæde. Det skriver UBN. Yentis er en nær bekendt med Maxim Nefyodov, som blev fyret fra posten tidligere på året, da Ukraines præsident var utilfreds med resultaterne – såsom at Nefyodov ikke var i stand til at stoppe smugling i sit halve år på posten. Yentis har tidligere været med til at finde gode it-løsninger.

Måske franske tog på vej til Ukraine

Den ukrainske statsvirksomhed Ukrzaliznytsia, der styrer landets tog, har planer om at købe nye. Ifølge UBN ser det ud til, at det bliver franske Alstom, der får ordren på hele 205 elektriske tog, da den franske stat har tilbudt at hjælpe med finansieringen.

”Vi har arbejdet med detaljerne i et fælles projekt med den franske side i lang tid, og i den nærmeste fremtid kan vi nå underskrivelsen af en mellemstatslig aftale, der fuldt ud vil imødekomme Ukraines behov,” sagde Arsen Avakov, der er Ukraines indenrigsminister, efter et møde.

Ny mulig tyrkisk aftale

På Ukrainenu har vi tidligere skrevet om, at Tyrkiet og Ukraine har indgået en række forsvarsaftaler med køb og salg af våben. Nu skriver Ukrinform, at Tyrkiet overvejer at finansiere to An-225 Mriya transportfly. Det er verdens største fly, som produceres i Ukraine.

Derudover skriver UBN, at Ukraine og Tyrkiet også er i gang med forhandlinger om et yderligere forsvarssamarbejde. Der er tale om fælles produktion af mobile antitankmissilsystemer, produktion af drone- og helikoptermotorer i Tyrkiet og deltagelse i et tyrkisk avanceret kampfly.

Mange tager fra Hviderusland til Ukraine

Uroen fortsætter i Hviderusland, og præsident Alexander Lukasjenko ser ikke ud til at ville opgive magten. UBN skriver, at hele 2.000 hviderussiske it-arbejdere er rejst til Ukraine i de sidste tre måneder. Det gør de, da de ikke føler sig trygge længere i Hviderusland. Blandt andet har det verdenskendte spil, Wargaming, flyttet en række medarbejdere til Kyiv fra Minsk, men også kendte virksomheder såsom PandaDoc, Viber og Gismart har gjort det samme. Mediet påpeger, at hver medarbejder, der flytter til Ukraine, i gennemsnit genererer 100.000 dollars om året i indtjening i udenlandsk valuta.

Den ukrainske regering har gjort en masse for at tiltrække hviderusserne. Blandt andet har de oprettet en hjemmeside, som viser, hvordan man nemt kan flytte til Ukraine. Her påpeger de, at hviderussiske it-folk har visumfri rejse i 180 dage, at de kan få opholdstilladelse på tre dage og at landet har en række gunstige skattefordele.

En ny undersøgelse lavet af virksomheden Imaguru viser, at 45 procent af alle de hviderussiske iværksættervirksomheder har planer om at flytte ud af landet på grund af urolighederne. It-sektoren står for 22 procent af Hvideruslands samlede eksport og seks procent af BNP ifølge mediet.

Budgetunderskuddet stiger

UBN skriver, at det ukrainske budgetunderskud er steget til 2,9 milliarder dollar for de første ni måneder af 2020, hvilket er fire gange større end året før. Stigningen kommer især efter, at den ukrainske regering afsatte midler til at bekæmpe Covid-19. De fleste af pengene er dog brugt på regeringens planer om at forbedre landets veje.

Ukraine og Kina underskriver rum-aftale

Ukraine og Kina har underskrevet en femårig aftale, hvor de to lande skal arbejde sammen på en række projekter om rumforskning.

”Kina er rykket ind i lande som Ukraine i nogen tid. Ukraine har en masse teknologisk knowhow, som (formodentlig) kunne erhverves til relativt lave priser og med relativt mindre politisk modstand,” skriver et medie fra Schweiz ved navn SpaceWatch.Global.

Usikkerhed om IMF-lån

Ifølge en række eksperter er der et internt opgør i gang i Zelenskijs administration, som har stor betydning for IMF-lånet. Der er tilsyneladende kræfter i Zelenskijs administration, som vil bevæge sig væk fra Vesten, kampen mod korruption og samarbejdet med IMF.

”En kritisk kamp er i gang i Zelenskij-administrationen, der kan markere en fatal splittelse i dens forbindelser med IMF og Vesten… Ikke alene har Zelenskij brug for at holde Sytnyk på plads (selv som en simpel symbolsk gestus mod Vesten), men nu han har brug for at slippe af med Vovk, der aktivt arbejder på at underminere Ukraines forhold til Vesten,” skriver Zenon Zawada, der er analytiker hos Concorde Capital ifølge UBN.

“Hvem organiserer dette? (Zelenskijs stabschef Andrij) Yermak og (Yermaks stedfortræder Oleg) Tatarov og (Andriy) Smyrnov. Denne trio er ansvarlig for angrebet gennem forfatningsdomstolen, der dækker over Kyivs administrative distriktsdomstol og angreb på NABU og mange andre ting,” skriver Vitaliy Shabunin, der er leder af Anti-Corruption Action Center i Ukraine på Facebook.

Et af problemerne er blandt andet, at den ukrainske højesteret har fjernet kravet om, at landets politikere skal oplyse deres indkomst og formue. Det er ellers et afgørende punkt i landets korruptionsarbejde.

”Forfatningsdomstolen returnerer Ukraine ikke engang til 2013, men til 1991, hvor der overhovedet ikke var nogen antikorruptionslovgivning… Retten har annulleret alle antikorruptionsværktøjer, der er udviklet siden Ukraine blev uafhængig,” siger Oleksandr Novikov, antikorruptionsleder.

Større gas-reserver end tidligere

Ukraine går vinteren i møde med 28,4 milliarder kubikmeter gas i reserve. Det er 30 procent mere end sidste år og er ny rekord, skriver UBN.

Flixbus vil starte nye afgange

Ifølge UBN vil Flixbus åbne tre nye busruter fra Ukraine. To af ruterne går til Polen og den tredje til Tjekkiet, og selskabet regner primært med, at det vil være sæsonarbejdere, som vil benytte de nye ruter. De nye ruter ventes at åbne fra den 5. november. I dag har det tyske selskab 16 ruter fra Ukraine til hele 48 ruter til seks lande i EU.

Metroen er stadig ikke fuld

Nye tal viser, at metroen i Kyiv stadig kun opererer på 40 procent af kapaciteten siden nedlukningen. Normalt har metroen to millioner rejsende om dagen, men det tal er altså noget lavere nu.

Papir fra blade

Zhitomir Cardboard Factory skriver, at virksomheden har produceret dens første papir fra visne blade. I alt 1,5 tons papir, skriver virksomheden.

“Vi er i øjeblikket ved at forberede os på at konvertere papirbatchen til papirposer, papirfade og pap,” skriver ejeren Valentyn Frechka.