Ukrainenu samler her de største erhvervsnyheder fra ugen, der er gået. I denne uge har der været en række gode nyheder om landbruget og fragten på de ukrainske floder, som har et stort potentiale. Der er også nyt fra flysektoren.
Her får du et overblik over de største erhvervshistorier i Ukraine fra den 24. juli til den 30. juli. I ugen har vi på Ukrainenu blandt andet beskæftiget om med den nye digitale It-by Diia City, som foreningen IT Ukraine ikke er 100 procent begejstrede for, da de frygter, at den kan skade it-branchen i landet. Ukrainenu har også skrevet om, at it-sektoren i Ukraine klarer sig godt sammenlignet med udlandet, hvor ukrainske it-virksomheder især er gode til udvikling og at bruge ny teknologi.
I den seneste tid har der været stor bekymring hos udenlandske investorer efter, at den tidligere chef for den ukrainske Nationalbank trak sig på grund af politisk indblanding. Investorerne ser nu ud til, i et eller andet omfang, at have fået tilliden tilbage til Ukraine.
De ukrainske politikere er gået på sommerferie, men de er stadig meget optagede af at få gang i økonomien efter corona-krisen, og de har blandt andet vedtaget en lov der lovliggør hasardspil. Der er dog stadig mange usikkerheder om, hvem der kommer til at vinde på loven, og det har vi skrevet om på Ukrainenu, hvor vi også har skrevet om regeringens ambitioner om at revolutionere landbruget.
Derudover har ugen også budt på de første resultater fra analysen af den sorte boks fra det ukrainske fly PS752, som Iran skød ned i januar. Vi har også på Ukrainenu skrevet om, at Ukraine forsøger at stoppe Nord Stream 2.
Ugen bød også på andre nyheder, som vi ikke har dækket i dybden. Dem kan du få et overblik over her. Husk, at du kan få ugens økonomiske overblik allerede torsdag, hvis du skriver dig op til vores nyhedsbrev.
Brand i antikorruptionsleders hjem
Politiet er ved at efterforske en brand i ugens løb i Vataliy Shabunins hjem. Han er leder af Anti-Corruption Action Center, der er en NGO i Ukraine, der kæmper imod korruption. Shabunin har peget på tre forretningsmænd, som han ser som de skyldige, og hans forældre kom med nød og næppe ud af det brændende hus, før det var for sent. Shabunin sad tidligere i National Council for Anti-Corruption Policy, før han blev fjernet af den ukrainske præsident, skriver UBN.
Nationalbanken sælger ud af reserven
Den ukrainske Nationalbank har solgt ud af reserven for 350 millioner dollar i ugens løb for at styrke den ukrainske valuta hryvnia, som har været under pres i den seneste tid med usikkerhed.
“For mig er der ingen anden forklaring, bortset fra at dette skyldes offentlige udsagn om behovet for devaluering, at hryvnia vil være svagere,” lød det fra Dmitri Sologub, der er viceguvernør for banken, med henvisning til, at den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har talt om, at hryvnia bør svækkes med cirka 11 procent til 30 hryvnia for en dollar.
Ifølge UBN regnes den ukrainske internationale valutareserve at være på omkring 30 milliarder dollar ved udgangen af året. I dag er den på 28,5.
Zelenskij: Hold valutakursen i ro
Den ukrainske præsident har tidligere meldt ud, at han gerne ser den fremtidige valutakurs værende på 30 hryvnia for en amerikanske dollar, men nu melder han ud, at den burde holdes stabil, skriver Kyiv Post. Det bliver af nogle iagttagere tolket som om, at den ukrainske præsident har forstået budskabet fra udenlandske investorer, der er nervøse for, om præsidenten vil komme til at styre den ukrainske Nationalbank.
Renten falder ikke
Der var i denne uge spekulationer om, hvorvidt Nationalbanken ville sænke centralrenten, men det skete ikke. Renten forbliver derfor på de seks procent, som den er nu, efter at være sænket adskillige gange over de sidste 18 måneder.
”Vi forventer, at discountrenten forbliver på det nuværende lave niveau mindst indtil udgangen af dette år,” lød det fra banken, der gav inflationen grunden til, at renten ikke blev sænket yderligere.
Banken forventer, at inflationen vil stige igen og ramme omkring 4,7 procent ved udgangen af året. Inflationen kommer til at blive drevet af højere energipriser og de negative konsekvenser af Covid-19.
“Hvis vi ser, at inflationen er i målområdet, ser vi ikke en betydelig udvidelse af det finansielle underskud, og vi ser også fortsat samarbejde med donorer, så udelukker jeg ikke et fald i renten,” lød det fra viceguvernør for Nationalbanken Dmitri Sologub.
Nationalbanken forventer større BNP-fald
Ifølge den ukrainske Nationalbank vil BNP-faldet i 2020 blive på seks procent, mens væksten i 2021 vil blive på fire procent.
Nye estimator fra ministerkabinettet
Det ukrainske ministerkabinet estimerer, at inflationen i Ukraine vil stige til 7,3 procent til december fra omkring 2,4 procent nu. Det skyldes, at der vil blive printet flere penge i Ukraine, der også vil betyde, at den ukrainske valuta hryvnia vil falde omkring fem procent til en kurs på 29,1 hryvnia for en amerikanske dollar. Importen ventes at styrkes med 22 procent, mens handelsunderskuddet ventes at stige med 63 procent til 17 milliarder dollar. Det skriver UBN.
”Det større finansielle samfund ser stadig stor usikkerhed relateret til den fremtidige udvikling i hryvnia-valutakursen… markedsaktører har ikke udelukket, at den ukrainske Nationalbank kan ty til at fremme hryvnias afskrivning for at behage de magthaverne, der mener, at en svagere hryvnia kan hjælpe den økonomiske genoplivning,” lyder det fra Evgeniya Akhtyrko fra Concorde Capital ifølge mediet.
Medier skriver om Zelenskijs manglende reformer
Både Financial Times og Euronews har i denne uge skrevet om, at der er bekymringer over den ukrainske præsidents manglende reformer. I Euronews er Maxim Nefyodov, der er tidligere leder af toldvæsenet i Ukraine, citeret for at sige, at ”tiden for reformer i Ukraine er forbi. Signalet om, at regeringen nu sender til folk, er dette: At være en reformer betyder, at du bliver chikaneret, får dårlig PR, og at du ikke har nogen politisk fremtid.” Medierne citerer dog også eksperter, som ikke er helt enige og mener, at der stadig er tid for reformer i Ukraine.
Sjmygal: Eksporten skal styrkes
Den ukrainske premierminister Denis Sjmygal har i ugens løb meldt ud, at det er altafgørende for Ukraine, at landet får styrket eksporten. Han siger også, at staten har en plan for udviklingen af landets industri, og at der skal startes en diplomatisk mission til at øge eksporten.
“Det er vigtigt at sikre, at sådanne strategiske virksomheder har masser af arbejde og er i stand til at levere produkter til Ukraine og eksportere vores produkter til udlandet,” lyder det fra ministeren ifølge Ukrinform.
Mindre gas gennem Ukraine
UBN skriver, at åbningen af Turkish Stream har fået betydning for den mængde gas, der kommer gennem Ukraine til det europæiske marked. Volumen af russisk gas gennem Ukraine er faldet med 45 procent i den første halvdel af 2020, sammenlignet med samme periode i 2019. Det ventes kun at blive værre, når Rusland ventes at åbne endnu et gasrør, og yderligere svækkes, når Nord Stream 2 på et tidspunkt åbner.
Det går godt for eksporten af jern
Ukraine har i den første halvdel af 2020 overhalet USA, som verdens niende største producent af råjern ifølge Worldsteel Association. Det sker, da Ukraines produktion blot er faldet med 2,6 procent i den seneste tid til omkring 10 millioner tons, mens USA’s er faldet med 26 procent.
Især er det Kina, der køber ukrainsk råjern. Eksporten til Kina er oppe med 26 procent i den første halvdel af 2020.
Muligt nyt økonomisk samarbejde med Egypten
Det ukrainske nyhedsbureau Ukrinform skriver, at Ukraine og Egypten er i forhandlinger om et større økonomisk samarbejde. Det skal blandt andet styrke samarbejdet indenfor turisme og humanitære områder.
“Vi sigter mod at øge den bilaterale handel betydeligt, der udgjorde mere end 2,6 milliarder dollar sidste år. Til dette formål har vi tilbudt den egyptiske side et nyt format til økonomisk samarbejde, nemlig at overveje muligheden for at indgå en bilateral præference handelsaftale,” lyder det fra den ukrainske udenrigsminister ifølge mediet.
Flere fremskridt for skibsfragten
EBRD låner rederivirksomheden Nibulon 27 millioner dollar til at udbygge selskabets fragtmuligheder på Ukraines floder, som har store muligheder, når det kommer til fremtidens fragt. Nibulun har åbnet dets anden havn med skubbebånd i denne uge med planer om at bygge fire over de næste to år. Båndene kan skubbe 3.000 tons på lavt vandniveau.
Målet for virksomheden er at transportere fem millioner tons fragt om året på Ukraines floder, hvilket er cirka 30 procent mere end i dag. Det er primært korn, jern, kul og byggematerialer, som virksomheden transporterer, men der er også tale om frugt og grønt.
Ifølge UBN har Li Jingyuan, der er vicepræsident for China Railway 14th Bureau Group CO, underskrevet en aftale med Ukraine Waterways. Ifølge aftalen skal den kinesiske virksomhed være med til at udvikle Ukraines vandveje og øge handlen mellem de to lande.
Mere nyt om PrivatBank
Den ukrainske statsejede bank PrivatBank har meldt ud, at dens tidligere ejere har hvidvasket for 760 millioner dollar i USA. Det skriver RFE. Meldingen kommer mens en retssag imod de tidligere ejere, hvor Igor Kolomojski er iblandt, er undervejs i den amerikanske by Delaware.
Nye forhandlinger med Ukrzaliznytsia
Ukrzaliznytsia forhandler med GE Transportation om en mulig handel for 200 millioner dollar, hvor Ukrzaliznytsia vil købe 40 diesel toge. Det skriver NV Business. Nyheden kommer som Ukrzaliznytsia har meldt ud, at det er handlen med Kina, som generelt har reddet selskabet.
”Eksport af jernmalm til Kina er det eneste, vi holdt fast ved under krisen,” lyder det fra selskabet ifølge mediet.
Selskabet har tabt 500 millioner dollar på corona-krisen indtil videre.
Godt nyt for landbruget
Ukraines eksport af korn, bælgfrugter og mel klarer sig godt og er steget med 13,5 procent i dette marketingsår. Der blev eksporteret 57,2 millioner tons, hvilket er rekord ifølge Agrarian Economics. Der er især eksporten af korn, hvede og byg, der står for meget af eksporten.
Det er især Asien, som har øget importen fra Ukraine. Der er eksporten oppe med 14,5 procent til næsten fem milliarder dollar. Det er næsten halvdelen af den samlede ukrainske eksport, skriver mediet.
”Vi er klar til at imødekomme Kinas voksende efterspørgsel efter fødevarer af høj kvalitet og ukrainske landbrugsprodukter, herunder mel, æbler, søde kirsebær, kyllingekød, fisk og bælgfrugter,” lyder det fra Olga Stefanishina, viceminister for European and Euro-Atlantic Integration.
Ifølge UBN har Kina også åbnet for import af ukrainske blåbær, og det vil givetvis få eksporten til Kina til at stige endnu mere.
Mediet skriver også, at Ukraine er blevet den næststørste eksportør af økologiske landbrugsvarer til EU – kun overgået af Kina.
Men der er dog ikke kun godt nyt fra landbruget. Ifølge mediet har EU’s nedlukning grundet coronavirus betydet, at de ukrainske landmænd, der opdrætter snegle, er kommet under pres.
Købere af Dnipro Hotel har store planer
Ifølge nyhedssiden ain.ua har de nye ejere af Dnipro Hotel store planer. De vil gøre hotellet til det nye center for e-sport, og ejerne slår fast, at de ikke har planer om at åbne et casino, som der ellers har været rygter om.
”Vores mål er at gøre Kyiv til Mekka for verdens e-sport og bringe Ukraine tættere på niveau med Sydkorea og USA,” lyder det fra en af ejerne.
Nyt fra rejsebranchen
Ifølge UBN vil UIA genstarte med afgange mellem Kyiv Boryspil og Albanien, Kroatien og Montenegro, som har sænket de ellers skrappe Covid-19-krav, som har begrænset rejsemulighederne. Det er dog muligt, at ukrainske rejsende skal i karantæne, når de kommer tilbage.
UBN skriver også, at Østrig nu vil tillade ukrainere at rejse til landet. Der er dog stadig nogle restriktioner, som skal overholdes.
SkyUp Airlines regner snart med bedring i flytrafikken og har besluttet at købe to Boeing 737 ved udgangen af året.
Ifølge UBN vil den ukrainske flysektor først være på 2019-niveau igen i 2024, og årets samlede antal passagerer bliver kun være en tredjedel af i 2019. Mediet skriver også, at Egypten vil suspendere visum-udgifterne for ukrainske rejsende for at få flere til at rejse til Egypten. Også Kina vil gøre det lettere for ukrainske rejsende og vil tilbyde visumfrie rejser i op til 30 dage i en seks måneders periode. De tiltag sker, mens det ventes, at EU ikke vil åbne for ukrainske rejsende før i midten af august.
UIA har meldt ud, at selskabet snart vil genstarte tre ugentlige rejser mellem Ukraine og USA til byerne New York og Miami. Rejsende til USA vil dog blive mødt af restriktioner og skal holde sig opdateret.
Ifølge UBN kan du nu tage en corona-test i både Kyiv Boryspil, Kyiv International Airport, Kharkiv Lufthavn, Lviv Lufthavn og Odesa Lufthavn ved indrejse. Testen vil koste omkring 60 dollars, og du vil få testresultaterne efter et par dage. Du skal i isolation i mellemtiden.
Tilskuere til fodbold igen
Det ukrainske sundhedsministerium har godkendt, at landets fodboldstadions igen må have tilskuere. I starten må de dog kun lukke tilskuere ind, så de fylder 25 procent af stadionerne. Hvis folk holder distance, er det muligt, at det kan blive hævet til 50 procent, ifølge UBN.
Kyiv er et godt sted at være freelancer
Et nyt studie viser, at Kyiv er nummer 25 på en liste over de bedste steder at arbejde som freelancearbejder. Kyiv kommer lige efter Beograd og før Athen ifølge Carphone Warehouse Austin, der står bag undersøgelsen. Det bedste by i verden er Chiang Mai i Thailand.
Snart nye karantæneregler
Den ukrainske udenrigsminister har meldt ud, at der i august kommer nye karantæneregler. Det skriver censor.net.
“Fra 1. august begynder nye regler vedrørende karantæne begrænsninger at fungere i Ukraine. Vi har foretaget en fordeling i fire zoner, der hver har forskellige begrænsninger. Den blødeste vil være i den “grønne” zone – maske-tilstand, hvor man skal holde afstand. En person per fem kvadratmeter ved masse arrangementer såsom biografer og teatre. Der må belægningen af hallen heller ikke være mere end 50 procent,” lyder det fra ministeren, der melder, at der selvfølgelig i andre zoner vil være mere hårde restriktioner, og at det handler om smittetrykket.