Foto: Stefan Weichert

Ukrainenu samler her de største erhvervsnyheder fra ugen, der er gået. I denne uge har den ukrainske regering blandt andet sagt, at de snart er klar med en plan for genopbygningen af den regeringskontrollerede del af Donbas, og derudover er der flere nyheder om store investeringer i landet.

Her får du et overblik over de største erhvervshistorier i Ukraine fra den 7. August til den 13. august. I ugen har vi på Ukrainenu blandt andet skrevet om det ukrainske parlaments første år på posten ved at trække på en række eksperter. Vi har blandt andet talt med Kristian Andersson, der er direktør for den svenske bank SEB i Ukraine.

Han fortæller, at selv om der har været nogle gode ting i løbet af året såsom landreformen og bankloven, så mangler der stadig meget. Det er lignende, hvad Ukrainenu er blevet fortalt af andre eksperter.

Derudover har Ukrainenu også skrevet om de feministiske bevægelser i Ukraine, som forsøger at gøre landet mindre konservativt. Selv om mange overskrifter om Ukraine handler om korruption og krig, så har Ukraine progressive kræfter, som vi også ser i Vesten.

Derudover har ugen også budt på nyheder om flere retssager og ransagninger af Igor Kolomojskis ejendomme i USA, og han ligner mere og mere en presset mand. Vi har på Ukrainenu også set nærmere på den nedadgående formkurve hos Dynamo Kyiv, som til dels handler om, at tingene økonomisk ikke helt fungerer, som tilbage fra før Maidan. Det er med andre ord blevet sværere at snyde økonomisk i Ukraine.

Til sidst har Ukraine oplevet et stigende smittetal, og det kan give nye restriktioner, men ugen bød også på andre nyheder, som vi ikke har dækket i dybden. Dem kan du få et overblik over her.

Husk, at du kan få ugens økonomiske overblik allerede torsdag, hvis du skriver dig op til vores nyhedsbrev.

Stor norsk investering i Ukraine

Norske NBT planlægger at investere omkring 1,6 milliarder euro i Ukraine over den næste årrække. Der skal blandt andet bygges en vindmøllepark i Zophia med en kapacitet på 800 MW. Det skriver UBN.

Nyt om Kolomojski

Flere melder, at de nuværende retssager mod oligarken Igor Kolomojski virkelig kan true hans position i Ukraine. Det skriver UBN og Kyiv Post.

”I betragtning af at de (Kolomojski og Gennadiy Bogolyubov) allerede er blevet beskyldt af det amerikanske justitsministerium for hvidvaskning af penge og underslæb (blandt andre forbrydelser), er der sandsynligvis strafbare sager på vej. Selvom Kolomojski kan bekæmpe det uden at være i retten, kræver mulige straffesager, at han skal være der. Det ville føre til, at USA søger om Kolomojskis udlevering, da vi ikke forventer, at han vil gå til USA af egen vilje,” siger Zenon Zawada fra Concorde Capital.

Kolomojski afviser selv, at han har gjort noget forkert, skriver Financial Times, der citerer ham for at sige, at “Alle investeringer i USA blev foretaget af personlige midler modtaget i 2007-2008” fra salget af ukrainskbaserede stålindustriaktiver og ”fra indtægter fra andre virksomheder” med konti i PrivatBank.

Ifølge Zawada betyder sagerne imod Kolomojski, at han ikke får PrivatBank tilbage igen, og de truer hans magt i Ukraine.

Nyt om flytrafikken

UBN skriver, at det ukrainske selskab UIA ikke forventer at være tilbage til normale afgange til New York, Toronto og Delhi før til april næste år.

“Da de statslige restriktioner begynder at lette, planlægger UIA at vende tilbage til hubmodellen i april 2021 og gendanne rutenettet til mindst 80 procent, og det vil omfatte langdistanceflyvninger til New York, Toronto og Delhi,” lyder det fra Evgeny Dykhne, der er præsident for UIA.

Derudover viser nye tal, at flytrafikken i Ukraines største lufthavn Boryspil er nede med 80 procent i juli, sammenlignet med samme periode sidste år. Det var 328.667 passagerer i juli, en nedgang fra 1,6 millioner.

Investeringer i internettet

Ukrtelecom, der er Ukraines største udbyder af internet, planlægger at investere 110 millioner dollars i at lægge 50.000 kilometer fiberkabler. Det skriver UBN. Det vil nå 2,6 millioner Ukrainere i landdistrikter ved udgangen af 2022, lyder det.

Ifølge Vodafone Ukraine vil LTE 4G netværket dermed nå 90 procent af Ukraines befolkning i løbet af de næste to år. Kyivstar har også planer om investeringer, som vil betyde, at flere vil få 4G.

Ny økonomisk plan for Donbas

RFE skriver, at Ukraine er ved at klargøre en plan for den økonomiske genopbygning af den regeringskontrollerede del af Donetsk og Luhansk. Blandt andet indeholder planerne mulige skattefordele for investeringer i disse områder, og det er håbet, at det vil sætte gang i genopbygningen.

”Vores mål er at skabe en særlig investeringsordning i den ukrainsk kontrollerede del af Donbas. Vi ser udvidelsen af internationale kommercielle voldgiftsregler til regionen som en integreret del af disse planer. Derudover bør den ukrainske stat påtage sig mindst en del af forsikringsbyrden mod den form for politiske og militære risici, som investorerne har svært ved at forudsige,” lyder det fra Oleksii Reznikov, der er viceminister for reintegration af de besatte områder.

Den ukrainske stat regner med, at det vil koste 10 milliarder dollars at genopbygge områderne, og det er inkluderet hjælp fra udlandet.

Iran vil ikke give kompensation

Reuters skriver, at Iran har afvist at give kompensation for nedskydningen af det ukrainske UIA-fly PS752, som blev skudt ned af Iran nær landets hovedstad i januar. Det afviser Iran, da flyet var forsikret af europæiske virksomheder, som derfor – ifølge Iran – skal stå for kompensationen.

”Det ukrainske fly er forsikret af europæiske virksomheder i Ukraine og ikke af iranske virksomheder. Derfor skal de europæiske virksomheder betale kompensation,” lyder det fra Gholamreza Soleimani.

Det er lige modsat holdningen i Ukraine, hvor landet flere gange har slået fast, at Iran skal stå for at betale kompensation – også til de pårørende.

Zelenskij underskriver lov om hasardspil

Den ukrainske præsident har underskrevet en lov, som lovliggør hasardspil i Ukraine. Loven var tidligere vedtaget af det ukrainske parlament, men manglede stadig præsidentens godkendelse. Det skriver UBN. Ukrainenu har skrevet en hel del om loven og dens betydning, og det kan du læse mere om her.

Flere virksomheder skal privatiseres

En stor del af det ukrainske parlaments planer for at få gjort op med korruptionen i landet og få sat gang i væksten, er at få privatiseret en række statslige virksomheder. Det går godt med det arbejde, og nu udvider regeringen listen af virksomheder, der skal privatiseres.

UBN skriver, at der er kommet yderligere 200 statsejede virksomheder på listen til privatisering, som styres af State Property Fund. Ifølge mediet var der før corona-krisen stor interesse fra udenlandske virksomheder, og det er muligt, at der stadig er stor interesse.