Ukrainenu samler her de største erhvervsnyheder fra ugen, der er gået. Der er måske knas med IMF-lånet, og virksomhederne i Ukraine har det hårdt. Få et overblik her.
Det er igen coronavirussen, som sætter dagsordenen i Ukraine, og det har den også gjort på Ukrainenu, hvor vi blandt andet har skrevet om den vedtagelsen af den længe ventede landreform og bank-lov i denne uge. Derudover har vi skrevet om den generelle økonomiske situation i landet, og hvordan optimismen er dalende blandt virksomhederne. De danske virksomheder kæmper dog videre, og det er virksomheden HRT Textile et eksempel på. Virksomheden måtte komme op med en løsning, da den offentlige transport pludselig blev begrænset fra den ene dag til den anden i Lviv.
Men der var også en masse historier, som Ukrainenu ikke nåede at skrive om. Her får du et overblik over de nyheder, og vi starter med at kigge lidt nærmere på coronavirussen.
Først nogle gode nyheder. Ifølge investeringsvirksomheden J.P. Morgan er det slet ikke sikkert, at den ukrainske økonomi bliver så hårdt ramt af krisen, som flere eksperter ellers tror på. Banken forventede vækst i den ukrainske økonomi på 3,6 procent før krisen opstod, og nu melder banken, at Ukraine kan ende med blot at tabe 2,6 procent af bruttonationalproduktet i 2020, men det hele afhænger af om landet får det otte milliarder dollar store lån fra den Internationale Valutafond – IMF. Det skriver Kyiv Post.
Hvad vil IMF?
Netop IMF-lånet er det store spørgsmål i denne uge. Ukraine vedtog tidligere på ugen landreformen og en bank-lov, der skal forhindre, at oligarken Ihor Kolomojski får sin bank tilbage. Vedtagelsen var krav fra IMF, før et eventuelt lån kan blive godkendt, som skal stabilisere den ukrainske økonomi i corona-tiden. Siden har flere analytikere set lånet så godt som hjemme, mens andre eksperter har peget på, at lånet endnu kan gå i vasken. IMF siger selv, ifølge Reuters, at de stadig venter på, at bank-loven bliver endelig vedtaget ved anden høring, og at de også vil se ændringer af det ukrainske statsbudget, som de ukrainske politikere endnu ikke har været i stand til at blive enige om.
De vil også have, at Ukraine arbejder sammen med Verdensbanken, som i denne uge har været ude og bede Ukraine om at vedtage yderligere lovgivning i forhold til landreformen. Det skriver banken på Facebook.
“Verdensbanken byder vedtagelsen af landreformen af det ukrainske parlament velkommen som et første skridt mod etableringen af et gennemskueligt og effektivt market for landbrug. Vi opfordrer myndighederne til hurtigt at vedtage ny lovgivning, som kan sikre det ukrainske folks interesser og sikre, at salg af land sker med gennemsigtighed,” skriver banken på Facebook og uddyber, at de gerne ser vedtagelsen af yderligere procedurer og bestemmelser.
Det er tvivlsomt, hvad det betyder for chancerne for at få et lån fra IMF og et lån fra Verdensbanken. Andriy Yermak, der er leder af præsidentens administration i Ukraine, sagde i ugens løb, ifølge Ukrinform, at vedtagelsen af landreformen er det første skridt mod “et gennemsigtigt og fair land-marked”.
Forstår bekymringerne
Den ukrainske premierminister Denys Shmyhal talte i denne uge til American Chamber of Commerce i Ukraine, hvor han slog fast, at han forstår virksomhedernes bekymringer over de mange restriktioner. Men han slog fast, at det er regeringens opgave, at beskytte borgerne mod virussen. Regeringen er i gang med at se på tiltag, der kan gøre livet lettere for virksomhederne i denne tid og ønsker dialog med erhvervslivet, slog han fast.
Erhvervslivet i Ukraine har det nemlig ikke særlig godt, og det er især de mindre og mellemstore virksomheder, som er ramt. Kyiv Post har sat fokus på de virksomheder i denne uge, hvor de blandt andet har set på, hvordan det går for restauranterne i landet, som i større og større grad satser på takeaway. Kun takeaway er lovligt i karantænen.
“Det er en meget, meget hård tid. Vi tjener vi fem gange mindre og arbejder blot for at betale lønninger. Vi kan ikke længere tale om profit,” sagde Leonid Ostaltsev, der er ejer af kæden Veterano Pizza i Ukraine.
Kyiv Post har også skrevet om de ukrainske entreprenører, som også er ramt af karantænen og hænger fast med næb og kløer.

Store tab på grund af krisen
Ukraine International Airlines, UIA, har i denne uge meldt ud, at flyselskabet regner med at have tabt hele 60 millioner dollar – omkring 414 millioner kroner – ved karantænens udgang. Det skriver mediet Ukrainska Pravda. Det er det mest optimistiske estimat, lyder det fra Yevgenii Dykhne, der er leder af UIA. Dykhne meldte også ud senere på ugen, at UIA vil begynde at flyve med varer i løbet af karantænen.
“Mange passagerfly bliver lavet om til fragt ved at tilpasse deres kabiner. Sådanne fly bliver allerede brugt af Austrian Airlines, Wizz Air, Lufthansa, Air China,” sagde han og slog fast, at UIA vil gøre det samme.
I denne uge var den ukrainske minister for økonomisk udvikling, handel og landbrug Ihor Petrashko ude og slå fast, at den nuværende økonomiske krise i Ukraine kun er en industriel krise og ikke finansiel. Det skriver Ukrinform. Ministeriet vil hjælpe industrien i Ukraine ved at lave dets handler hos ukrainske virksomheder og udenlandske virksomheder i Ukraine. Derudover vil han også gøre det nemmere at få lån.
Ifølge viceministeren Taras Kachka så kan krisen rent faktisk gå hen og blive god for fødevareproduktionen i landet.
“Vi ser også to bevægelser her. En af dem er negativ og handler om industrien… Situationen i landbrugssektoren er anderledes. Vi har en vision for, at ukrainske landbrugsprodukter vil vokse i verden, fordi der er et problem med fødevaresikkerheden. Og her har vi nogle gode indikatorer: Priserne er mere eller mindre stabile og er på vej op, efterspørgslen er permanent, så vi har gode forudsigelser i denne kategori,” sagde han.
Regeringen vil hjælpe yderligere
Men det er ikke kun økonomiministeren, der vil hjælpe erhvervslivet. Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har også været ude i denne uge og sige, at myndighederne arbejder på at gøre endnu flere ting digitale, så virksomheder og borgere nemt kan komme i kontakt med myndighederne. Derudover bliver nogle krav sænket og omfang bragt ned.
Derudover har det ukrainske minister kabinet i denne uge besluttet, at virksomheder, som blandt andet sælger reservedele til biler nu må holde åbent. Det må pantelånerbutikker og lånekontorer også. Det skriver Ukrinform.
Den ukrainske nationalbank har i denne uge også været ude at slå fast, den ikke ser nogen grund til at lave restriktioner på køb og salg af valuta. Tidligere har den ukrainske hryvnia været under pres og tabt megen værdi til den amerikanske dollar, men den har i den seneste uge rettet sig lidt igen omkring 27,40 hryvnia for en dollar.

Flere møder med udlandet
De ukrainske politikere har som altid haft en række møder med udenlandske repræsentanter i ugens løb for blandt andet at diskutere hjælp til kampen mod coronavirussen, men også for at øge handel fremadrettet. I denne uge har Ukraine blandt andet snakket med Sydkorea. Ukraine håber, at landet kan eksportere flere fødevarer til Sydkorea, skriver Ukrinform.
Den ukrainske udenrigsminister Dmytro Kuleba har talt i telefon med udenrigsministeren i Singapore i denne uge, hvor han slog fast, at han ser Singapore som en af de vigtigste handelspartnere for Ukraine i Asien – især når det kommer til Ukraines kamp for at levere mere til Asiens industri.
Ukraines største handelspartner i Asien er Kina. Dmytro Kuleba talte i denne uge også i telefon med udenrigsministeren i Kina Wang Yi, hvor han slog fast, at Ukraine meget gerne vil være en del af Kinas One Belt One Road-projekt, som Kina startede i 2013. Ukraine kan være transitland for varer på vej til EU fra Kina, lød det fra den ukrainske udenrigsminister, der mente, at Ukraines industri også kan få fordel af et udbygget samarbejde.
Nye tal i ugens løb
Som altid er der også kommet nye tal i ugens løb, som er værd at kigge nærmere på. Ukraines eksport af kornafgrøder er steget med 22,5 procent fra juli 2019 til i dag sammenlignet med samme periode året før. Det viser nye tal fra ukraines State Fiscal Service.
Salget af nye biler er faldet med 16 procent i første kvartal af 2020 sammenlignet med samme periode sidste år. Det skriver sammenslutningen for bilfabrikanter UkrAutoProm. Specielt Renault solgte godt i perioden, viser tallene. Faldet skyldes karantænen, lyder det.
På samme måde er det ukrainske statsbudget ramt af corona-krisen. Den ukrainske stat fik 87,92 milliarder UAH – cirka 22,1 milliarder kroner – ind i statskassen i marts, hvilket er 10,19 milliarder UAH mindre end målet. Det viser data fra de ukrainske myndigheder. På samme måde fik de ukrainske myndigheder kun 88,4 procent af de forventede indtægter i kassen for første kvartal i år. Det skriver Ukrinform.
Der er mindre behov for gas i denne tid, da meget af industrien står stille, og det påvirker også mængden af gas, som Rusland sender gennem Ukraine til det europæiske marked. Mængden er blevet halveret i første kvartal i år, ifølge pressetjenesten hos Gas Transmission System Operator of Ukraine. Ifølge de ukrainske myndigheder ændrer den faldende volumen dog ikke på Ukraines indtægter for transitten.
Ifølge statsvirksomheden JSC Ukrzaliznytsia, der styrer de ukrainske jernbaner, kommer de til at tabe mellem seks til ti milliarder UAH i det første halvår af 2020 på grund af corona-krisen, som har stoppet togene. Det sker ikke kun på grund af det fulde stop med kørsel af passagerer, men også fordi, at der er mindre godstransport i øjeblikket, siger bestyrelsesformanden Zeljko Marcek ifølge Ukrinform og oplyser, at det er det dårligste resultat siden 2015 – efter krigen brød ud i Donbass-regionen.

Andre nyheder
Den ukrainske statsvirksomhed Ukrspyrt, der producerer spiritus, ændrer nu dele af produktionen til at lave desinfektionsmiddel. Det vil fortsætte indtil den 30. april oplyser virksomheden. Det kommer efter, at den ukrainske præsident har bedt alle, der kan, med at hjælpe til i produktionen af masker og desinfektionsmiddel i kampen mod virussen.
Ifølge de ukrainske myndigheder har Verdensbanken lånt Ukraine 35 millioner dollar – cirka 241 millioner kroner – til kampen mod virussen. Pengene skal ifølge den ukrainske premierminister gå til sundhedssektoren.
Det ukrainske minister kabinet har forbudt eksport af boghvede indtil den 1. juli. De ukrainske myndigheder slår fast, at det kun er midlertidigt, og at det sker for at beskytte det indre marked. Hviderusland, Rusland og Kazakhstan har gjort det samme, påpeger de ukraine myndigheder.
Ukraines it-sektor vil hjælpe til i kampen mod coronavirussen. Ifølge Tech Ukraine har blandt andet ‘Kharkiv IT Cluster’ startet et projekt kaldet IT4Life, der skal hjælpe med at analysere behovet hos hospitaler, skaffe midler og lave partnerskaber for at skaffe udstyr. ‘Lviv IT Cluster’ har lavet et projekt, som blandt andet skal hjælpe borgere, som er testet positive for corona.
Ifølge UkraineInvest har de ukrainske nystartede virksomheder Preply og Allset sikret sig millionindsprøjtning. Preply, der er en online uddannelsesplatform, har fået 10 millioner dollar, mens Allset, som gør det muligt at forudbestille sin mad på restauranter, har fået 8,25 millioner dollar.