Foto af Victor Xok hos Unsplash.

Ukrainenu samler her de største erhvervsnyheder fra ugen, der er gået. I denne uge har de øgede smittetal fået de ukrainske myndigheder til at stramme karantænen. Derudover er der en række nyt fra erhvervslivet, hvor der blandt andet kommer udenlandske investeringer i en ukrainsk havn.

Her får du et overblik over de største erhvervshistorier i Ukraine fra den 21. August til den 27. august. I ugen har vi på Ukrainenu blandt andet skrevet om, at den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har haft et længere interview med Euronews. Zelenskij har blandt andet krævet flere svar fra EU, når det kommer til muligt ukrainsk medlemskab i unionen.

Derudover har vi skrevet om, at IMF vil fortsætte samarbejdet med Ukraine, som ellers har været et åbent spørgsmål, og den nyhed kommer i samme ombæring som Ukraine runder 100.000 smittede med corona. Derfor har Ukraine nu også valgt at lukke grænserne for udlændinge, men det er endnu uklart, om det kun er for turister og erhvervsrejsende.

I denne uge har myndighederne også meldt ud, at der kommer store omvæltninger af det ukrainske toldsystem, som går for at være en af de mest korrupte i landet. En ny undersøgelse viser også, at der er stor opbakning i Ukraine for selvstændighed.

Et nyt dansk spil er også blevet lanceret i denne uge. Spillet hedder Mapstrike, og det er udviklet med hjælp fra ukrainske udviklere. Du kan læse mere om spillet og projektet her.

Ugen bød også på andre nyheder, som vi ikke har dækket i dybden. Dem kan du få et overblik over her. Husk, at du kan få ugens økonomiske overblik allerede torsdag, hvis du skriver dig op til vores nyhedsbrev.

Qatar investerer i havn i Ukraine

Qatar QTerminals har skrevet under på en aftale med Olvia Havn i Mykolaiv-regionen, hvor selskabet fra Qatar investerer omkring 124 millioner dollar i udviklingen af havnen. Det skriver UBN.

”Begge projekter vil fungere som modeller for fremtidige indrømmelser i forskellige sektorer i den ukrainske økonomi. Dette arbejde er fuldt ud i overensstemmelse med vores centrale mission – forbedre Ukraines konkurrenceevne og fremskynde dens økonomiske vækst,” lyder det fra IFC Ukraines chef Jason Pellmar.

Aftale annulleret af Rusland

Det ukrainske minister kabinet har annulleret en handelsaftale med Rusland, der blev indgået tilbage i 1992.

”(Vi har besluttet, red.) at stoppe aftalen mellem Ukraines regering og Ruslands regering om gensidig oprettelse af handelsmissioner, der blev afsluttet i Moskva den 22. oktober 1992,” lyder det fra ministeriet.

Naftogaz vil udvikle felter i Egypten

Den ukrainske statsvirksomhed Naftogaz ejer en række aktiviteter i Egypten, som det tidligere har været planen at sælge. Men nu melder virksomheden, at den i stedet vil udvikle to oliefelter og et gasfelt.

”Bestyrelsen for Naftogaz har sat en klar opgave foran os – udviklingen af aktiver i Egypten,” siger lederen af Naftogaz Andrei Kobolyev ifølge UBN.

Liste over de mest indflydelsesrige i Ukraine

Det ukrainske magasin NV har netop rangeret de 100 mest indflydelsesrige personer i Ukraine. På førstepladsen er Ukraines præsident Volodimir Zelenskij, dernæst oligarken Rinat Akhmetov, indenrigsminister Arsen Avakov, lederen af præsidentens administration Andriy Yermak og den pro-russiske politiker Viktor Medvedchuk.

Kharkiv vil tiltrække it-specialister fra Hviderusland

Tidligere har den ukrainske minister for digital transformation meldt ud, at dørene er åbne for hviderussiske it-folk, der gerne vil flytte fra Hviderusland på grund af den politiske krise i landet. Nu melder Kharkiv IT-community sig også klar til at hjælpe, skriver UBN.

”Kharkiv IT-samfund har oprigtigt empati med de hviderussiske kolleger, der tvinges til at være under ustabile forhold og psykologisk pres. Kharkiv IT-Cluster forstår, at det under sådanne forhold ikke kun er vanskeligt for IT-erhverv at opretholde stabilitet, men også at leve og arbejde.”

Den ukrainske præsident Zelenskij har også udtalt, at han overvejer at åbne grænserne for hviderussere.

”Hvordan kan vi forbyde hviderussere at komme ind, især i betragtning af den ekstremt spændte indenlandske politiske situation? Jeg mener, at det er nødvendigt med rimelighed at foreskrive lettere betingelser for hviderussere til at komme til Ukraine. Dette er et meget delikat emne – alt skal tages i betragtning,” siger Zelenskij.

Verdensbanken er tilfreds med Ukraine

Ifølge vice-sundhedsministeren hos Verdensbanken Svitlana Shatlova har Ukraine klaret sig godt i kampen mod Covid-19. Det skriver UBN.

”Den 17. august, under et møde mellem sundhedsminister Maksym Stepanov og Verdensbankens landedirektør for Hviderusland, Moldova og Ukraine Arup Banerji, værdsatte Verdensbanken det arbejde, som Ukraine’s sundhedsministerium gjorde under de meget vanskelige forhold ved pandemien og under ekstreme stramme tidsfrister,” lød det.

IMF mangler stadig at fastsætte dato for vurdering

Den ukrainske premierminister Denis Sjmygal regner med, at IMF som aftalt udbetaler anden rate af IMF-lånet ved udgangen af året, men IMF mangler stadig at melde noget ud. Goesta Ljungman, der er IMF’s repræsentant i Ukraine, siger ifølge UBN, at der er diskussioner i gang.

”Drøftelser om implementering af parametre og indikatorer for likviditetsprogrammet er løbende, datoen for IMF-missionen – om den første revision af programmet – er endnu ikke fastlagt,” lyder det.

Ifølge lederen af bestyrelsen hos den ukrainske Nationalbank Bohdan Danylyshyn er det urealistisk, at Ukraine modtager to udbetalinger af IMF-lånet i år. Banken regner kun med yderligere en.

”Det er klart, at basisscenariet for at modtage to trancher ved udgangen af dette år – i september og december – er urealistisk. Vi kan højst sandsynligt forvente modtagelse af en tranche i fjerde kvartal af 2020,” siger han, men slår samtidig fast, at samarbejdet med IMF fortsætter.

“Støtte fra internationale partnere er fortsat en af de vigtigste faktorer for makrofinansiel stabilitet i Ukraine. Den planlagte revision af programmet med IMF bør efter min mening ledsages af en revision af den konceptuelle ramme for samarbejde og dets fokus på støtte til Ukraines nationale interesser, ikke kun internationale investorer,” siger han.

Nyt fra skibsbranchen

Den ukrainske præsident har meddelt, at regeringen vil støtte skibsvirksomheden Mykolaiv i et projekt, der skal skabe 25.000 arbejdspladser, og sørge for at Ukraine igen får det maksimale ud af landets floder. Det er planen, at Ukraine skal tilbage til fordomsstyrke, og der bliver blandt andet gjort med billig kredit til virksomheden.

IKEA har planer for Ukraine

IKEA har allerede åbnet for online-salg i Ukraine, og nu melder virksomheden, at den første fysiske butik vil sælge 5.000 produkter. Det melder Florian Melle, der er leder af IKEA i Ukraine.

”En butik i byformat åbner i Kyiv uden en madafdeling og restaurant, men vi stræber efter at lancere dem så hurtigt som muligt,” siger hun og melder ifølge UBN, at den første butik vil åbne ved årets udgang.

Nye tal fra Ukraine

Ifølge UBN er der blevet importeret 345.000 megawatt elektricitet til Ukraine i første kvartal af i år, hvor størstedelen kommer fra Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Hviderusland.

Antallet af nye importerede biler er faldet med 36 procent siden sidste år, melder mediet. Japanske biler er mest populære. Og generelt er passagertransporten i Ukraine faldet med 56,2 procent i år. Her er passagertransporten på landets jernbaner faldet med 58,2 procent.

Tal for detailsektoren viser, at salget er steget med 8,5 procent i juli – sammenlignet med samme periode i 2019. Ifølge den ukrainske bank Alfa-Bank er det en overraskelse, skriver UBN.

”Detailhandel giver en stærk positiv overraskelse i juli. Sektoren accelererede til en vækst på 8,5 procent… allerede tæt på niveauet fra før COVID… det meste af den uventede stigning var koncentreret i byen Kyiv, mens mange andre regioner faktisk oplevede mindre slående opsving i juli,” lyder det fra banken.

Nye midler til små lån

Den ukrainske regering har før forsøgt at understøtte økonomien med billige lån til mellem fem til ni procent i rente. Det har ikke været nogen stor succes, da kun få har taget imod lånene, men den ukrainske premierminister vil nu støtte programmet med yderligere 328 millioner dollar. Det skriver han på sin Facebook.

”Ejere af små virksomheder har brug for overkommelige ressourcer til at støtte deres egne virksomhed under krisen,” skriver han, mens det endnu er uklart, hvordan pengene vil få flere til at benytte lånene.

Ukraine laver aftale med EU

Til et ekstraordinært møde har EU og Ukraine indgået en aftale om et EU-lån på 1,2 milliarder euro. Lånet skal gå til at hjælpe Ukraine gennem pandemien, lyder det. Lånet kommer med en række krav, såsom at Ukraine skal blandt andet sørge for, at lederne for told og skat vælges efter konkurrence, så den bedste kandidat findes.

Ukraine laver aftale med den europæiske investeringsbank

Ukraine har indgået en aftale med den Europæiske Investeringsbank, som investerer 450 millioner euro i Ukraines renovering af landets veje. Pengene går blandt andet en til motorvej i Lviv-regionen og en opgradering af 314 kilometer vej mellem Kyiv og Odesa.

Oligark er blevet meget syg

Julia Timosjenko, der er en af de rigeste i Ukraine og er leder af partiet Fædreland, er blevet meget syg med coronavirus. Det skriver hendes pressesekretær på Facebook og melder, at hun får hjælp af respirator.

”Desværre er der ingen gode nyheder nu. Yulias tilstand er stadig vanskelig … Siden i går aftes har hun modtaget en intensivt terapibehandling i henhold til COVID-behandlingsprotokollen,” skriver hun.

Karantænen forlænges

Det ukrainske ministerkabinet har meldt ud, at karantænen i Ukraine forlænges frem til den første november.

”Men karantænen skal forblive tilpasningsdygtig og passende for iværksættere. Små og mellemstore virksomheder skal være i stand til at manøvrere korrekt under de nye forhold,” lyder det fra præsidenten.

Som et yderligere tiltag har den ukrainske regering lukket grænserne for udlændinge begyndende fra natten mellem fredag den 28. august og lørdag den 29. august for at få styr på smitten. Udlændinge med opholdstilladelse, studerende, lastbilchauffører og diplomater kan stadig komme ind, mens folk også kan rejse til Ukraine, hvis de kommer i transit. Det er meningen, at forbuddet skal fortsætte i cirka en måned.

Opdateret rød liste

Der er også kommet flere lande på den røde liste. Hvis du kommer fra et land på Ukraines røde liste, så skal du i karantæne i 14 dage eller få foretaget en Covid-19 test, som kan blive lavet i lufthavnen. På den nye og opdaterede liste er Albanien og Montenegro på.

De ukrainske myndigheder har også lukket ned for diskoteker i landet, og den ukrainske præsident har været ude og advare befolkningen om at tage for let på det hele. Især når skolerne snart åbner igen.

”Ingen er bange for det (Covid-19, red.), før det når din familie. Jeg vil tale tydeligt. Denne coronavirus er en reel pest. Der er intet andet ord for det. Min kone blev ramt, og min søn også,” siger Zelenskij ifølge UBN.

Chernivtsi-regionen er en af de hårdest ramte, og der har myndighederne besluttet at suspendere den offentlige transport. Men selv om der kommer flere restriktioner flere steder i Ukraine, så melder Adamant Capital, at det ikke nødvendigvis bliver omfattende.

”Selvom Ukraine i øjeblikket viser det højeste antal nye sager, der er registreret, synes det usandsynligt, at restriktioner svarende til dem, der er blevet indført ved starten af pandemien, snart vil blive genindført… (faldet i BNP har, red.) demonstreret ganske tydeligt omkostningerne ved en endnu relativt let nedlukning… gentagelse af det samme scenario kan være politisk uoverkommelig,” lyder det fra Adamant Capital.

Zelenskij på charmeoffensiv

Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har på Twitter været ude i en ny video og slå et slag for flere udenlandske investeringer i landet. I videoen tegner han et billede af Ukraine som et land fuld af muligheder, når det kommer til turisme, informationsteknologi og landbrug.

”Hele verden kan blomstre med Ukraine nu,” siger præsidenten.

I ugen har han også været ude og sammenligne ukrainske virksomheder med Elon Musk. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Ukrinform.

”Jeg drømmer om, at Dnipropetrovsk-regionen bliver rum-hjerne og hjerte for ikke kun Ukraine, men for hele Europa. Vi beundrer Elon Musk meget ofte, bifalder hans projekter, men glemmer af en eller anden grund, at vi har Pivdenmash (statsejet luftfartsproducent) med utrolige specialister, der har unik viden. Staten vil altid støtte dem og udnytte dette potentiale så meget som muligt,” sagde han.

Ukraine har høje energipriser

EU skriver, at Ukraine har nogle af de højeste energipriser i Europa. I Ukraine er prisen cirka 46,9 euro per MWh, mens gennemsnittet i EU er på 33,5 euro. Grækenland har de højeste priser på 50 euro pr MWh, mens Sverige har de laveste i unionen på 17 euro per MWh.