Det ser godt ud for den ukrainske turistsektor. Flere kommer til landet, og det giver også flere penge i statskassen.
Nye tal fra det ukrainske luftfartsmyndigheder viser, at der er pres på de ukrainske lufthavne som aldrig før. Antallet af passagerer steg med 18,5 procent sidste år til 24 millioner rejsende. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Unian.
Det er især antallet af internationale flyvninger, der stiger, skriver mediet. 19,8 procent flere passagerer har fløjet internationalt i 2019 end året før. Det svarer til i alt 21,9 millioner mennesker, og det er godt for den ukrainske statskasse.
Det ukrainske medie Ukrinform skriver, at alene i 2019 fik myndighederne i den ukrainske hovedstad Kyiv mere end 17 millioner kroner i indtægter fra turisme. Det er næsten dobbelt så meget som i 2018 og handler kun om indtægterne i hovedstaden.
“Det tyder på, at Kyiv er ved at blive en interessant destination for turister både fra Ukraine og udlandet. Dertil at turisme-industrien er meget lovende for hovedstaden,” sagde Maryna Honda, der er en af lederne i Kyivs administration, og pegede på, at de fleste turister kommer fra Hviderusland, Israel, USA, Tyskland og Tyrkiet.
En overset perle
Ifølge flere medier og eksperter er Ukraine en overset perle for turister. Det amerikanske medie Forbes kårede for eksempel Kyiv som en af de mest undervurderede byer i verden i sidste uge.
“Byen er rig med lamslående arkitektur, henrivende kirker og autentiske ukrainske spisesteder. Det enestående… Kyiv-Pecherska Lavra (et kloster i Kyiv med grave i kælderen) vil holde dig tryllebundet i timevis med dets store underjordiske netværk,” skrev Forbes.
Mediet gættede ikke på, hvorfor turister ofte vælger Ukraine fra. Men tal fra siden macrotrends viser, at antallet af turister faldt drastisk med cirka 61 procent efter revolutionen i 2014 og den efterfølgende krig i Donbass.
Fald i trafikken hos en lufthavn
Selv om det går fremad med antallet af turister i Ukraine generelt, har Zhuliany Lufthavn i Kyiv – også kaldet den internationale lufthavn – oplevet et fald på 6,9 procent i 2019. Det skriver Ukrinform.
Ifølge mediet fløj 2,6 millioner gæster fra lufthavnen, der har direkte fly fra Danmark. Zhuliany lufthavn er den ene af to lufthavne i Kyiv, der også har den noget større Boryspil Lufthavn.