Foto af Zbynek Burival hos Unsplash

Analytikere udtrykker frygt for, at coronavirussen og den globale olie-krig vil få betydning for den ukrainske valutakurs og økonomien generelt. 

Den ukrainske minister for økonomi, handel og landbrug har tidligere afvist, at den ukrainske økonomi er ramt af coronavirussen, som har skabt store problemer på de globale aktiemarkeder og hæmmet Kinas eksport. 

Nu melder analytikere dog ud, at den ukrainske økonomi bliver ramt. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Unian. 

Maksym Parkhomenko, der er analytiker hos investeringsvirksomheden Alpari, forklarer ifølge Unian, at den ukrainske valuta hryvnia forventes at blive svækket i forhold til den amerikanske dollar. I dag er kursen omkring 25 hryvnia for en dollar, hvilket Parkhomenko forventer bliver 26 i ugens løb. Der er dog tale om en mindre stigning, og Parkhomenko forventer ikke, at den ukrainske nationalbank vil lade den stige for meget.

Olie-krig spiller også ind

Det danske C25-indeks faldt med 5,5 procent mandag, hvilket er det største fald siden finanskrisen i 2008. Flere andre toneangivende aktie-indekser verden over såsom Dow Jones faldt også med over syv procent. Det er ikke kun coronavirussen, der påvirker de globale markeder i denne tid. Olieprisen er presset i bund på grund af en ny priskrig mellem Rusland og Saudi Arabien. Det ventes også at påvirke den ukrainske økonomi.

Oleksandr Parashchiy, der er leder af den analytiske afdeling hos investeringsvirksomheden Concorde Capital, forventer ifølge Unian, at det på lang sigt vil påvirke Ukraine negativt. På den ene side vil den lavere pris på olie komme den ukrainske økonomi til gode, da vigtige komponenter vil blive billigere for Ukraine, men den effekt vil kun være kortvarig. 

Den negative effekt kommer, ifølge Parashchiy, fordi prisen på olie ofte påvirker prisen på andre varer. Lave priser vil reducere andelen af udenlandsk valuta i Ukraine, lyder det. Det vil skabe et yderligere pres på den ukrainske hryvnia, som landets valuta måske ikke kan håndtere. Derudover er Ukraine meget afhængig af de finansielle markeder, forklarer Parashchiy, og peger på, at de har det skidt i øjeblikket. 

“Meget afhænger af responsen fra vores regering,” sagde Parashchiy ifølge Unian, som dog ikke er speciel positiv.