Der har tidligere været store demonstrationer mod den ukrainske præsidents skridt mod fred. Arkivfoto: Emil Filtenborg.

Den amerikanske præsident har haft endnu et opkald med den ukrainske præsident, som ingen ved noget om, lyder det.

“Jeg har haft et opkald før denne med den ukrainske præsident, og jeg har ikke nogen problemer med at give det til dem,” sagde den amerikanske præsident Donald Trump til fremmødte journalister nær det Hvide Hus i går, ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian. 

Kommentaren kommer efter, at Trump er under pres i USA med beskyldninger om, at han skulle have afpresset den ukrainske præsident i en telefonsamtale i sommers til at starte en efterforskning af sin politiske rival Joe Bidens søn. Ifølge den amerikanske præsident er sønnen skyldig i korruption i Ukraine, og det vil han have efterforsket i Ukraine. 

Trump valgte tidligere at frigive en transskribering af opkaldet, der har fået stor opmærksomhed i USA og Ukraine. Trumps politiske modstandere vil på baggrund af opkaldet starte en rigsretssag mod præsidenten, da de mener, at han har afpresset den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij ved at tilbageholde støtte til det ukrainske militær. 

Holder øje med ham

I Ukraine har fokus ikke været meget på Trump, og hvad der foregår i USA, men i stedet på Zelenskijs kommentarer om EU og flere magtfulde folk i Ukraine såsom chefanklageren i landet. Det har Ukrainenu skrevet om tidligere. 

I Ukraine bliver der derfor fulgt nøje med i, om Trump frigiver indholdet af endnu et opkald med den ukrainske præsident, da det kan give endnu et indblik ind i Zelenskij og hans politik. Zelenskij vandt præsidentvalget i Ukraine tilbage i foråret og har siden forsøgt at bekæmpe korruptionen i landet, lave liberale reformer og stoppe krigen i Donbass. De politiske modstandere sætter spørgsmål ved, om han er en marionetdukke af oligarken Ihor Kolomojski, og de mener, at han går for vidt for at sikre fred. 

Ifølge det britiske medie The Independent har Trump fredag sagt, at han ikke har noget problem med at frigive indholdet af endnu et opkald med Zelenskij. Dog tilføjede han, at det sætter en dårlig præcedens at frigive opkald på den måde.