Illustration: Vektor Kunst / Pixabay.com.

To en halv måneds coronahi for de ukrainske statsbaner er blevet afbrudt. Togene kører dog stadivæk ikke til Lviv.

Det meste af passagertransporten på skinner er tilbage – også imellem de store byer. I går blev togtrafikken mellem byerne nemlig genindsat, efter coronakarantænen har holdt den lukket siden marts. Det skriver Kyiv Post.

Selskabet bag togtrafikken har genåbnet 35 forskellige intercity-forbindelser mellem Kyiv og de fleste store byer. Det gælder dog ikke for Lviv, hvor flere danske virksomheder hører til, Rivne, Ternopil, Chernivtsi, Zhytomyr, Chernihiv og Mikolaijev.

Byerne har ikke fået lov til at blive forbundet med resten af Ukraine, fordi de ikke lever op til regeringens minimumkrav – der er ifølge regeringen ikke styr på coronasmitten i de pågældende byer.

Restriktioner på toget 

Det bliver dog ikke en togtur, som man er vant til. Eller måske gør det. I hvert fald er der indført en række nye sikkerhedsforanstaltninger, som skal minimere smitten ombord på toget.

Blandt andet har selskabet halveret antallet af pladser, der kan bookes i toget. Det gør det en smule mindre risikabelt at sætte sig ind i en af de ukrainske toge, der ellers ofte har små kupéer til fire personer af gangen.

Også i de afsnit, hvor der ikke er bænke, men sæder, vil antallet af pladser halveres, og der stilles krav om, at man har maske på under turen. Jernbaneselskabet har mistet 260 millioner dollars (1,7 mia. dkk.) i årets første finansielle kvartal, skriver Kyiv Post.

Større åbning 

I går skrev Ukraine Nu at også landets offentlige svømmehaller og fitnesscentre ville genåbne, og i lørdags begyndte indkøbscentre igen at holde åbent. 66 grænseovergange til EU er også blevet åbnet igen.

De fleste overgange til Hviderusland og Rusland bliver dog holdt lukket. Måske kan man allerede på fredag komme til og fra Vestukraine med tog. Det ser nemlig ud til, at der blandt andet vil være togforbindelse til Ivano-Frankivsk.

Minister: Flytrafikken starter snart igen