Den ukrainske nationalbank vil ikke sætte restriktioner på handlen med udenlandsk valuta, og generelt udtrykker banken optimisme.
Ukraine har officielt kun haft et tilfælde af coronavirus i længere tid, men torsdag blev endnu to tilfælde bekræftet af det ukrainske sundhedsministerium. I Ukraine er der gennemført flere tiltag for at stoppe smitten, som vi også har set i Danmark, og globalt bløder markederne og samhandlen, mens flere økonomer nervøst spekulerer i, om verden er på vej ind i en længere økonomisk krise.
De ukrainske myndigheder har derfor meldt en række ting ud til offentligheden. For det første forsøgte den ukrainske nationalbank at sikre stabiliteten hos den ukrainske valuta hryvnia ved at sælge 350 millioner dollar i går, og banken er generelt sikker på, at den har styrken til at holde valutaen i ro. I alt har banken solgt 700 millioner dollar i denne uge.
“… Vi tror på, at forringelsen af troen på de finansielle markeder er skabt mere af en psykologisk faktor. Det er for det første på grund af spredning af coronavirus på verdensplan…,” sagde banken på Facebook ifølge Ukrinform.
Ingen restriktioner på handel med udenlandsk valuta
I Ukraine er der også spekulationer i, hvorvidt den ukrainske nationalbank vil indføre restriktioner på handlen med udenlandsk valuta i landet, men det afviser banken. Oleh Churiy, der er viceguvernør for nationalbanken siger, at “der ikke er nogen planen for at introducere valutarestriktioner endnu”. Han siger, at det vil have store negative konsekvenser for markedet at introducere sådanne tiltag.
Nationalbanken forsikrer også ifølge Unian, at banken ingen planer har om at afvise tilbagebetalinger af obligationer, og banken udtrykker også håb om, at den kommende aftale med IMF, som regeringen håber på falder på plads til maj, vil skabe stabilitet.
“Konklusionen af det nye program med IMF er, at det vil reducere sårbarheden i den ukrainske økonomi gennem turbulens i verdensmarkederne i tider med store betalinger af offentlig gæld,” sagde guvernøren for den ukrainske nationalbank Yakiv Smoliy.
Den ukrainske udenrigsminister har ifølge Ukraine Business News anbefalet, at ukrainere lader være med at rejse til udlandet for at hjælpe med at forhindre smitte, men at det specielt er rejser til Vesteuropa, som er et problem.
Ukraine har taget skridt for at lukke landet
Den ukrainske regering har, som Ukrainenu skrev i går, indført en række tiltag, der skal forhindre smitte i landet. Blandt andet er kun 49 ud af i alt 219 grænseovergange fortsat åbne, og det skaber store forsinkelser ved grænsen til Polen. Tidligere har Ukraine International Airlines blandt andet stoppet flytrafikken til Danmark, og det er muligt, at der vil ske tiltag fra regeringen for at forhindre flytrafik til og fra nogle lande.
“Vi vil også lave relevante beslutninger og anbefale, at flyselskaber stopper fly,” sagde den ukrainske premierminister til et pressemøde tidligere på ugen ifølge Unian.
Ukraine har også lukket alle uddannelsesinstitutioner i mindste tre uger, og der er afsat omkring 25,7 millioner kroner til at indkøbe beskyttelsesudstyr og andre ting til de ukrainske myndigheder. På samme måde er der eksportstop for salg af alt materiel, der kan bruges til bekæmpelse af epidemier, da Ukraine selv har brug for det.
Alle forsamlinger med over 200 deltagere skal også aflyses, og i Kyivs største lufthavn Boryspil bliver der også indkøbt scannere, som kan måle temperaturen hos de ankomne.