
Kyiv: Det er stadig planen, at Ukraine og separatisterne skal trække tropper tilbage fra to byer i konfliktzonen, men der er ikke aftalt en ny dato og flere ting er gået i hårdknude.
Det var meningen, at Ukraine og separatisterne skulle trække styrker tilbage fra de to byer Zolote og Petrivske ved fronten i Donbass-regionen den syvende oktober. Det kom dog ikke til at ske med forskellige undskyldninger fra begge sider af konflikten. Nu har parterne så bekræftet ved endnu et møde i den hviderussiske hovedstad Minsk, at tilbagetrækningen skal ske, men denne gang har parterne ikke vedtaget nogen dato.
“Jeg kan bekræfte i dag, at der er sket en tilslutning til beslutningen (om at trække stropper tilbage, red). Jeg håber, at vi vil se beslutningen implementeret snart,” sagde en af diplomaterne på mødet ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian.
Ukraine og separatisterne har været i krig siden 2014, da Rusland annekterede Krim-halvøen og separatister i Donbass-regionen efterfølgende med russisk støtte løsrev store dele af Donbass. Siden 2014 har mere end 13.000 mennesker mistet livet, ifølge FN.
LÆS OGSÅ: Fred kan betyde etablering af gråzone
Pres på hjemmefronten
Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij vandt en overvældende valgsejr tidligere på året, hvor han gik til valg på at sikre fred med Rusland og få Donbass-regionen og Krim-halvøen tilbage. Men siden, at han har underskrevet den såkaldte Steinmeier-aftale, der gør det muligt at afholde valg i den besatte Donbass-region, har der været store demonstrationer mod præsidentens politik rundt omkring i Ukraine.
Demonstranterne mener, at aftalen, der giver de besatte regioner en form for særstatus, hvis valget bliver godkendt, er en form for kapitulering af områderne til Rusland. Siden demonstrationerne startede har Zelenskij været ude at slå fast, der ikke sker en tilbagetrækning af tropper ved de to byer, før beskydningerne ved fronten holder op.
I går sagde en repræsentant for præsidenten også, at “vi skal ikke, kan ikke, og vi har ikke noget ret til at glemme, at Krim-halvøen og Donbass er to sider af det samme problem, der er kommet til os udefra.” Demonstranterne har ellers tidligere frygtet, at præsidenten ville glemme Krim-halvøen i hans iver efter at skabe fred i Donbass.
Rusland: Styr din befolkning
I den russiske presse fylder spørgsmålet om Donbass-regionen også en del. I første omgang har Rusland opfordret blandt andet FN og OSCE til at fordømme mandagens store demonstration i Kyiv, som Rusland kalder for en nynazistisk demonstration.
LÆS OGSÅ: Se billederne fra demonstrationen i Kyiv mandag
“… opfordrer Kyiv til at modstå sådanne trends, opholde dets obligationer til at opnå en fredfuld afslutning på Donbass…,” sagde det russiske udenrigsministerium ifølge Tass.
Rusland har også udtrykt bekymring for, hvorvidt Ukraine er i stand til at kontrollere de højrenationalistiske kræfter i landet. De mener, at der kan være en fare for, at disse grupperinger vil udfylde tomrummet og skabe endnu større problemer i Donbass, hvis den ukrainske hær trækker sig tilbage ved fronten.
“Vi kan se, at Kyivs myndigheder ikke har gjort alt for at opløse og afvæbne disse nynazistiske grupper i de sidste år,” sagde Boris Gryzlov, der er Ruslands permanente repræsentant ved forhandlingerne i Minsk.