Foto af engin akyurt hos Unsplash

Hvis antallet af nye smittede når 30.000 om dagen, så vil der komme en ny stram karantæne, lyder det fra sundhedsministeren.

Ukraine har for nyligt indført en weekendkarantæne, som betyder, at alt på nær apoteker og supermarkeder skal holde lukket lørdag og søndag. Den beslutning kom efter, at det nye daglige antal corona-smittede i Ukraine oversteg 11.000. Nu melder den ukrainske sundhedsminister Maksim Stepanov, at der kan komme en endnu strammere karantæne. 

“Hvis der er en trussel om et fuldstændigt sammenbrud i sundhedssystemet, vil vi insistere på at indføre strengere karantæne,” siger ministeren til det ukrainske medie Ukrayinska Pravda og peger på udviklingen i antallet af smittede i Ukraine.

Han mener, at det er nødvendigt med en hård karantæne, som Ukraine så i foråret med total nedlukning, hvis antallet af nye corona-smittede stiger til 30.000 om dagen. Den 20. november havde Ukraine 14.500 nye smittede, og det tal ser kun ud til at stige og stige. 

Handler også om sengepladser

Sundhedsministeren siger, at en nedlukning kan blive nødvendig for at undgå et totalt kollapse af sundhedssystemet. Han er nervøs for, at Ukraines hospitaler ikke vil kunne følge med, og han har tidligere advaret omkring, at en katastrofe er på vej

”Vi er… tæt på en katastrofe. Situationen er ikke kun kritisk i Ukraine, men overalt i verden… Der er vanskelige tider i vente… Situationen udvikler sig hurtigt fra kompleks til katastrofal. Epidemien udvikler sig med orkan-hastighed over hele verden. Vi er nødt til at forberede os på det uundgåelige: det er umuligt let at passere denne anden bølge. Derfor er vores indsats rettet mod at overleve disse tests med minimale tab,” sagde Stepanov tidligere på måneden ifølge censor.net

En ny hård karantæne vil have store konsekvenser for virksomhederne i Ukraine. Tidligere har flere danske virksomheder forklaret Ukrainenu, hvordan de har klaret sig igennem den hårde karantæne i foråret. Der havde de især problemer med at få folk til og fra arbejde, da den offentlige transport var lukket ned. 

Tidligere har Stepanov meldt ud, at der stadig er senge klar til patienter, og at regeringen forsøger at øge sengekapaciteten, men at Ukraine kun kan øge antallet med yderligere 20.000. Derfra er det ikke muligt at øge antallet af sengepladser yderligere, da Ukraine ikke har nok læger til behandle patienterne. 

Ikke sikkert, at der kommer en karantæne

Tidligere har Stepanov været ude at sige, at Ukraine bør indføre en hård karantæne, hvis antallet af smittede overstiger 20.000 nye tilfælde om dagen. Nu har han altså opjusteret det antal, og det er da også langt fra sikkert, at der ender med at komme en ny karantæne, hvis Ukraine når 30.000 nye tilfælde om dagen. 

Ukraines BNP led et knæk på hele 11,4 procent i andet kvartal i år, da karantænen var hårdest. Den ukrainske premierminister Denis Sjmygal har også tidligere været ude og afvise en ny hård karantæne som i foråret, da Ukraine ikke har råd. Det handler derfor ikke kun om sundhed, men også om kroner og ører. Det er derfor usikkert hvad, der kommer til at ske. I oktober var den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij ude at sige, at Ukraine vil lukke helt ned, når antallet af nye smittede når 15.000 om dagen. Nu er Ukraine tæt på det tal, men siden har han været relativt tavs. 

Ukraine har i alt 589.085 bekræftede tilfælde, hvor 274.324 er kommet sig igen. I de seneste 24 timer er 7.845 blevet erklæret raske, men det tal er altså stadig lavere end antallet af nye tilfælde på 14.500. Dermed stiger antallet af aktive tilfælde i Ukraine, hvor Ukraine melder at have 313.163 aktive sager i landet. I alt 10.598 har mistet livet på grund af coronavirussen i Ukraine, melder sundhedsmyndighederne.