Succesfuldt distancearbejde kommer man ikke sovende til

Af Bjarne Rerup Schlichter, Ph.d., Associate Professor ved Aarhus Universitet og Visiting Professor by Honour at Ternopil National Economic University, Ukraine

Set i forhold til vores naboer, er Danmark et lille land. Måske er det derfor, at vi ikke har udviklet en kultur for distancearbejde. Covid-19 har sandsynligvis åbnet mange virksomheders øjne for, at distancearbejde ikke alene kan fungere, men endda også være en styrke for en virksomhed i forhold til at tiltrække og fastholde medarbejdere samt at få især white-collar medarbejdere til at være mere produktive. Man er så at sige blevet tvunget til at afsøge mulighederne for brug af teknologi til understøttelse af samarbejde på distancen og har opdaget at det i mange tilfælde fungerer.

Selvom Danmark mere eller mindre er tilbage på kontoret, er det tydeligt at mange danske medarbejdere har opdaget fordelene ved at arbejde på distancen. Færre forstyrrelser, ingen pendling og produktive overspringshandlinger er med til at øge deres produktivitet og arbejdslivsbalance. Det samme har virksomhedslederne.

Idet både medarbejdere og arbejdsgivere ønsker muligheden for at arbejde i hvert fald noget af tiden på distancen, er der skabt en forventning om, at distancearbejde vil opstå af sig selv, og at distancearbejdets nytte vil komme af sig selv.

Det er en fejl.

For at høste frugterne af distancearbejdsformen, skal virksomhederne – og deres medarbejdere – blive gode til at arbejde sammen over store afstande. Man skal lære at være innovativ sammen, udvikle systemer og produkter sammen og generelt arbejde sammen i teams og grupper, der ikke fysisk er samlede.

Det er en disciplin, vi danskere ikke har haft behov for at lære, fordi vores geografi ikke har tvunget os til det. I større lande som f.eks. USA, er distanceledelse og de tilhørende samarbejdssystemer helt naturligt opstået, idet virksomhederne skal operere på tværs af 50 stater og 6 tidszoner.

Lande som USA er derfor langt bedre til at udnytte de muligheder, distancearbejde giver. De er langt bedre til at udvikle systemer og produkter over store afstande, og derfor kan de på dette felt opnå komparative konkurrencefordele, som danske virksomheder skal forsøge at overvinde.

Det gælder softwarefirmaer, ingeniørvirksomheder, produktionsvirksomheder – ja, listen over potentielle brancher er nærmest uendelig.

Covid-19 er derfor en oplagt mulighed for, at danske virksomheder for alvor lærer at indrette produktion på tværs af tidszoner og kulturer og på den måde få adgang til et stort udbud af kompetent og komplementær arbejdskraft, der kan supplere de danske ansatte, for at virksomhederne på den måde kan øge indtjeningen og fastholde eller øge markedsandele.

Det er netop noget, et land som Ukraine kan. Ukraine tilbyder adgang til meget mere end billig arbejdskraft på grund af deres høje uddannelsesniveau relativt til mange andre lavtløns lande. Måske derfor har man i Ukraine set et overraskende hurtigt og massivt skridt mod en virtualisering af møder og andre samarbejdsformer.

Hvis man som virksomhed vil høste gevinsterne af distancearbejde, kommer det ikke af sig selv. Det kræver det en strategisk beslutning og indsats, og så kræver det en lektie mere: Selvom teknologien giver os mulighed for at arbejde på distancen, skal vi ikke glemme vigtigheden af de menneskelige forbindelser. De er absolut nødvendige for at skabe og vedligeholde tillid mellem mennesker og dermed basis for et gnidningsfrit samarbejde.

Så selv efter rejserestriktionerne ophører, vil der også i fremtiden være behov for at mødes fysisk over en god middag og et godt glas.

Vi vil nok bare ikke behøve gøre det så tit.